Min kærlighedslektie

Janice Tate

Forfatteren bor i Californien i USA.

Jeg havde ikke forventet, at noget så enkelt som et tjenesteprojekt ville lære mig så meget om vor himmelske Faders kærlighed til sine børn.

Billede

Illustration depicting a woman talking to an elderly woman in a wheelchair.

Illustration: Doug Fakkel

Det lød som et typisk tjenesteprojekt: Saml en gruppe hjælpeforeningssøstre og lav et kor og et kort program, som de kan opføre på et lokalt genoptræningscenter; selvom der ikke var nogen patienter fra vores menighed der.

Vi blev proppet ind i et lille værelse med ni ældre patienter, der sad i deres kørestole og kiggede på os. Deres ansigter virkede udtryksløse. Der var varmt og indelukket, og jeg tænkte: »Lad os få dette overstået.«

Jeg ledte musikken, så jeg vendte ryggen til patienterne og koncentrerede mig om programmet. Da vi begyndte, kunne jeg høre en af patienterne kalde på sin mor, og en anden klappede og støjede. Jeg følte mig lidt ilde til mode, men vi var jo færdige og kunne tage hjem om nogle få minutter.

Da vi gjorde klar til at synge vores sidste salme, »O store Gud« (Salmer og sange, nr. 39), opfordrede vi patienter og personale til at synge med. Jeg vendte mig om for at lede alle i sangen, og da var det, at jeg så hende – en spinkel, rynket og hvidhåret dame med skødet fuld af tårevædede lommetørklæder.

Hun gav tegn til, at jeg skulle komme hen til hende. Det gjorde jeg, og da jeg lænede mig frem for at lytte, tog hun min hånd. Hele hendes krop skælvede, da hun hviskede: »Jeg er sidste dages hellig. Det er så vidunderligt at have mine søstre på besøg!«

Ånden fyldte min sjæl, og jeg knælede ned ved siden af hende med tårer i mine øjne. Hun lagde sin skrøbelige arm om mig og aede mig, som forstod hun, hvad jeg følte. Alle begyndte at synge salmen, men jeg var ikke i stand til at synge med på første vers.

Da patienterne og personalet sang om Guds storhed, fyldte Ånden værelset, og vi blev alle berørt. Jeg fik endelig kontrol over mine følelser og kunne istemme de andre, der sang:

»Når tidens mørke engang er forsvundet,
og vi med skaren rundt om tronen står,
vi priser dig for frelsen vi har vundet,
vor lovsang aldrig nogen ende får.«

Efter vores program gik hjælpeforeningssøstrene rundt og talte med patienterne og personalet. Den hvidhårede dame fortalte, at hun havde følt sig ensom og omgivet af fremmede, indtil vi kom. Vi vidste ikke, at hun ville være der, men det gjorde vor himmelske Fader.

Jeg blev påmindet om, at alle disse mennesker var vore brødre og søstre, at de havde brug for kærlighed og trøst, og at jeg en dag kunne stå i deres situation. Jeg blev rørt over, at vi kunne være et redskab i en kærlig Faders hænder, og jeg var taknemlig for, at vores tjenesteprojekt lærte mig en vigtig lektie om kærlighed.