2015
Ingen forflyttelse
Juni 2015


Ingen forflyttelse

Forfatteren bor i Utah, USA.

Min missionspræsident måtte have begået en fejl – hvad kunne jeg dog lære ved at blive længere i dette område?

Billede
illustration of luggage

Billede af en dør: gracethang/iStock/Thinkstock; billede af en kuffert: monticello/iStock/Thinkstock

Jeg forlod mit hjem i NanTze i Taiwan for at tjene som fuldtidsmissionær i Californien i 2005. Det område, min kammerat og jeg havde fået tildelt, var ikke større, end vi i løbet af fire og en halv måned havde banket på alle døre i alle byens gader. Missioneringen gik trægt, og folk råbte ofte af os. Vi havde kun nogle få undersøgere. For mig at se førte vores arbejde ingen vegne. Efter fire måneder der var jeg helt klar til at drage videre. Jeg var overbevist om, at jeg ville blive forflyttet.

Søndag aften ventede jeg ved telefonen på, at min zoneleder ringede. Da han fortalte, at jeg skulle blive i samme område seks uger mere, troede jeg ikke mine egne ører. Jeg tænkte, at der måtte være sket en fejl!

Den følgende uge var en total katastrofe for mig og sikkert også for min kammerat og alle andre mennesker, vi var i kontakt med. Jeg nægtede at tro, det var den rette beslutning. Jeg lagde alligevel ansigtet i de rette folder og smilede, når vi så eller talte med mennesker, men inderst inde var jeg ikke glad. Stolt, som jeg var, fortsatte jeg med at sige til mig selv, at jeg ikke var, hvor jeg burde være. Jeg håbede stadig på, at min missionspræsident ville ringe og sige, at jeg var blevet forflyttet til et andet område.

Sådan faldt roen over mig

Om morgenen den følgende søndag, mens jeg modstræbende gjorde mig klar til at gå i kirke, ringede telefonen. Det var min missionspræsident. Han hilste med sin sædvanlige venlige, oprigtige stemme og sagde så: »Søster Cho, i går ved frokosttid kom jeg til at tænke på dig og fik en følelse af, at jeg skulle ringe til dig og lade dig vide, at du er på det rette sted. Du er der, hvor du bør være.« Jeg begyndte at græde, da jeg hørte, hvad han sagde.

Jeg takkede ham og lagde røret på. Da jeg begyndte at græde, ramte en krystalklar følelse mit hjerte, og jeg vidste, at der var uafsluttede opgaver i vente for mig i vores område. Jeg vidste også, at vor himmelske Fader kendte mine tanker og min frustration. Han forstod min svaghed, og han havde sendt sin tjener for at berolige mig.

Efter det telefonopkald begyndte jeg at tage mig sammen. Hver dag bad jeg om styrke og hjælp til klart at kunne se, hvad Herren forventede af mig. I løbet af de næste fem uger blev min kammerat og jeg vidner til mange mirakler, da vi udøvede tro nok til at arbejde hårdt. En meget forberedt undersøger flyttede ind i vores område og blev døbt, inden jeg blev forflyttet.

Vi blev også inviteret indenfor hos folk, der ellers ikke havde budt os velkommen. Vi mødte mange mennesker, som havde det svært, og vi fik æren af at kunne dele Guds gode ord med dem. Selvom nogle af dem dengang valgte ikke at blive døbt, vil jeg aldrig glemme lyset i deres ansigter, eller hvordan Ånden og Guds kærlighed rørte deres hjerte – og mit.

Det lærte jeg

Jeg lærte, at Herren vitterligt er opmærksom på enhver af os. Han sender ikke sine missionærer ud til steder uden en årsag. Jeg lærte, at når vi bliver tildelt et område, så ønsker Herren at bruge os som redskaber der for at fuldføre sit værk. Når vi lægger os selv i hans hænder, sker der mirakler, og hjerter blødgøres, selvom vi ikke kan se, hvordan det kan lade sig gøre.

Men det vigtigste, jeg lærte, var, at min missionspræsident, ligesom andre ledere i Kirken, var kaldet af Gud til at være hans tjener. Herren vejleder vore ledere til at modtage den åbenbaring og inspiration, vi behøver for vores sjæls velfærd.

Jeg vil altid være taknemlig for de erfaringer, jeg fik ved ikke at blive forflyttet.