Missionær uden navneskilt

Billede

teenage girl in school

I skolen har jeg en lærer med en personlighed, der måske kan afskrække nogen fra at sige noget afvigende. En dag faldt emnet på SDH-missionærer. Jeg vidste, at jeg kunne have besvaret hans spørgsmål, men jeg følte, at jeg ikke skulle. Så jeg sagde blot lige nok til at stille ham tilfreds lige da.

I ugerne efter kunne jeg ikke lade være med at tænke på vores samtale. Til sidst kom jeg på, at jeg burde give ham en Mormons Bog med et par understregede passager om missionering. Tanken skræmte mig, men jeg kunne ikke få den ud af hovedet. Jeg vidste, at det var en tilskyndelse, jeg skulle følge.

Omkring to måneder senere havde jeg en Mormons Bog klar. Hele dagen lang følte jeg, at bogen brændte hul i min rygsæk. De tre sekunder, det tog mig at række ham bogen, da jeg gik hjem på vinterferie, var det mest skræmmende øjeblik i mit liv.

Første dag efter ferien passerede jeg hans klasseværelse, men jeg turde ikke at gå ind. Men så kunne jeg høre, at han kaldte på mig, og han gav mig et kort. Jeg læste det ude på gangen. Han skrev, at han havde læst de skriftsteder, jeg havde understreget, »nøje«, og han var begyndt at kunne se, at der var noget fornuft i det, jeg troede på.

Så jeg blev begejstret for at fortælle om evangeliet, og jeg glæder mig endnu mere til snart at tjene vor himmelske Fader på mission.