Den trofaste højrådsbror
Jeg lærte noget værdifuldt om at løfte, hvor man står, af en trofast højpræst i Tyskland.
I oktober 2008 lyttede jeg til en transmission af præstedømmemødet fra generalkonferencen, hvor præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, talte om at tjene i Kirken. Han fortalte en historie om, hvordan han og nogle andre brødre skulle flytte et meget tungt flygel. Da de havde forsøgt sig med alt muligt andet, var der en mand, der opfordrede til, at de stillede sig helt tæt og blot løftede, hvor de stod.1
Derefter fortsatte præsident Uchtdorf med at tale om tjeneste i Kirken, hvor end man er kaldet til at tjene. Nogle mennesker føler, at de ville være bedre til at tjene, hvis bare de var kaldet til at gøre noget, der passede til deres betragtelige talenter. Han sagde: »Ingen kaldelse er under vores værdighed. Enhver kaldelse giver mulighed for at tjene og vokse.«2
Mens præsident Uchtdorf talte, kom jeg til at tænke på engang, hvor jeg mødte et fordringsløst medlem af Kirken, der var villig til at løfte, hvor end han stod.
I 1985 var jeg udstationeret som officer i den amerikanske hær i en lille by i Tyskland. Jeg havde tjent som missionær i Tyskland ti år forinden. Da jeg ankom i 1983 som soldat med min hustru, Debra, og to små døtre, begyndte vi at komme i en soldatergren, der talte omkring 100 medlemmer. Efter to år besluttede vi os for at dykke dybere ned i den tyske kultur og begyndte at komme i en lille gren, Bad Kreuznach, hvor der var ca. 12 medlemmer.
Vi havde nok gået der i to uger, da vi bemærkede en ny mand der. Han var midt i fyrrerne, og vi fandt ud af, at han var den højrådsbror, der var tildelt vores gren. Han var der ikke for at udføre nogle af stavens forretninger, han skulle bare besøge os. Vi talte lidt sammen efter kirke, og da vi sagde farvel, tænkte jeg, at vi nok ville se ham om seks måneder igen.
Næste uge var højrådsmedlemmet der igen. Jeg fandt ud af, at han boede omkring en times kørsel væk fra vores by. I den resterende tid af sin kaldelse som højrådsmedlem besøgte han vores gren to eller tre gange hver måned. Han var venlig, lavmælt og opmuntrende. Han talte altid med alle medlemmerne i grenen. Og i så lille en gren blev han ofte bedt om at holde tale. Jeg var imponeret over hans hengivenhed og døbte ham i mit stille sind »den trofaste højrådsbror«.
En dag kom han til grenens møder om morgenen og vendte tilbage kl. 18 for at deltage ved en dåb. I mellemtiden havde han besøgt en anden gren. Jeg må indrømme, at jeg fik den tanke: »Hvad har han gjort, siden stavspræsidenten er sur på ham? Hvorfor er han ellers blevet tildelt den mindste og mest fjerntliggende gren i staven?« Måske var han i virkeligheden ikke den intelligente, ydmyge og sympatiske mand, jeg opfattede ham som. Måske brød han sig ikke om sin egen menighed og brugte denne opgave til at slippe væk. Det kunne jeg ikke regne ud, så jeg accepterede det bare.
Flere uger efter denne dåb vendte jeg hjem efter midnat natten til søndag. Jeg havde været til træning nær grænsen til Østtyskland, og det havde taget mig tre en halv time at komme hjem. Jeg var dødtræt, da jeg trådte ind ad døren. Min hustru, Debra, var stadig oppe. Hun fortalte mig, at »den trofaste højrådsbror« havde ringet. Han ville gerne mødes med mig. Jeg spurgte: »Før eller efter kirke?« Kirken begyndte kl. 10. Jeg håbede på, at det var efter kirke, så jeg kunne sove til halv ni.
»Inden,« sagde hun.
»9.30?«
»Nej. Han var nødt til at tage et andet sted hen i forbindelse med andre ting for staven. Han ville gerne have, at du møder ham på hans kontor i Frankfurt. Han sagde, du skulle tage hen til gate 5.«
»Hvornår,« spurgte jeg.
»Klokken 6,« svarede hun.
Nu var jeg oppe at køre. Klokken var allerede halv et. For at nå frem til den aftale skulle jeg op kl. halv fem. Det betød, at der var mindre end 4 timer at sove i. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde ikke engang et telefonnummer, så jeg kunne ringe til ham næste morgen og fortælle, at jeg ikke kunne komme. Jeg smed mit tøj ved siden af sengen og lagde mig uden at sætte vækkeuret. Mens jeg lå der, løb tankerne igennem mit hoved:
Hvad ville der ske, hvis jeg ikke mødtes med »den trofaste højrådsbror«? Hvis jeg ikke troppede op på hans kontor, var jeg sikker på, at han kunne bruge tiden på noget andet. Næste gang jeg mødte ham, ville jeg forklare, hvorfor jeg ikke kunne møde ham, og han ville sige: »Du traf det rette valg. Jeg ville aldrig have bedt dig om at komme, hvis jeg havde vidst, at du kom så sent hjem. Lad os ordne sagen nu.« Og desuden var jeg jo ikke rigtig medlem af grenen. Nå ja, vores medlemskort lå der, og vi kom hver uge, men vi var fremmede, vi talte noget ret gyseligt tysk, og vi skulle flytte om fem eller seks måneder.
Min samvittighed var næsten ren. Om få minutter ville jeg sove sødt. Så kom jeg i tanke om det navn, jeg havde givet ham, og alle de gange »den trofaste højrådsbror« var kommet til vores gren, mens vi var kommet der. Han kom til den dåb sent søndag aften. Han kom til grensaktiviteter midt på ugen. Han talte altid med alle medlemmerne i grenen og opmuntrerede og inspirerede dem. Han virkede aldrig fordømmende eller ligeglad. Han viste respekt for grenspræsidenten og hans indsats. Hvis han var skuffet over at være blevet tildelt denne lille gren, så havde han i hvert tilfælde aldrig vist det.
Jeg rejste mig og gik over til kommoden, hvor mit vækkeur stod. Jeg satte det til halv fem. Da jeg besluttede mig for at mødes med »den trofaste højrådsbror«, var jeg ikke bekymret for, hvad han ville sige eller tænke, hvis jeg ikke gjorde det. Jeg ville højst sandsynligt hverken se eller høre om ham igen, når vi var flyttet. Jeg besluttede at stå op mindre end fire timer efter og køre de 80 km til hans kontor, fordi jeg virkelig respekterede ham for det, han var, »den trofaste højrådsbror«. Hvordan kunne jeg lade være?
Jeg parkerede min bil foran gate 5 kl. seks den søndag morgen og blev mødt af en sikkerhedsvagt med maskingevær. Han så min nummerplade, der tilkendegav, at jeg tilhørte den amerikanske hær. Han har nok tænkt, at jeg var kørt forkert. Havde »den trofaste højrådsbror« nu besluttet sig for ikke at møde op? Der gik dog ikke mere end to minutter, før han parkerede ved siden af mig. Han sagde: »God morgen, Don. Lad os gå ind på mit kontor.« Vagten åbnede porten og lod os passere.
Efter lidt snak om løst og fast og han havde vist mig rundt i kontorbygningen, kom han til sagens kerne. Han sagde, at han ville kalde mig som rådgiver til grenspræsidenten. Ikke første- eller andenrådgiver – bare rådgiver. Inden jeg var begyndt at komme, havde der kun været to præstedømmebærere i grenen, og de havde skiftes til at være grenspræsident og ældsternes kvorumspræsident med nogle års mellemrum.
Jeg tog imod kaldet og tjente til, jeg tre måneder senere skulle på en tomåneders træningslejr i USA.
Mens jeg var væk, blev både min hustru og vores lille søn syg. Det betød, at han måtte på hospitalet 100 kilometer væk fra vores base. Som den tapre soldaterkone Debra er, klagede hun aldrig eller bad mig om at vende tilbage til Tyskland. Rent faktisk vidste jeg ikke helt, hvordan tingene stod til med hendes sygdom, før jeg kom hjem igen. Efter et besøg på den lokale lægeklinik havde lægen kørt hende hjem, fordi han ikke mente, hun var rask nok til selv at køre. Grenspræsidenten og hjælpeforeningspræsidenten havde begge tilbudt at hjælpe, men hun afslog høfligst. Udover barrieren med sproget og kulturelle forskelligheder ville Debra heller ikke være til besvær.
En dag ringede »den trofaste højrådsbror« til hende. Han var for nylig blevet kaldet til at være stavspræsident. Han spurgte betænksomt ind til hendes helbred og nægtede at tage hendes »jeg har det fint« for gode varer. Enhver forsikring fra Debras side blev mødt med en venlig, men effektiv spørgen til de faktiske forhold i familien. Til sidst sagde han: »Debra, du er nødt til at lade grenen hjælpe dig. De vil virkelig gerne hjælpe, og det vil knytte dem tættere sammen at kunne hjælpe dig.« Hun tog taknemligt imod deres hjælp.
Da jeg vendte tilbage fra USA, blev vi to måneder mere i grenen, inden vi flyttede til en større by.
Mine minder om den tid i mit liv gled i baggrunden, da jeg rettede mig i sædet og igen prøvede på at koncentrere mig om præsident Uchtdorfs stemme i højtaleren. Jeg blev virkelig imponeret over budskabets betydning. Ulig andre gange, hvor jeg har tænkt over sammenhængen mellem talerens ord og talerens personlige handlinger (i erhvervslivet, militæret og ja, selv nogle taler, jeg har hørt i kirken) var jeg ikke i tvivl om præsident Uchtdorfs budskab. Det skyldtes ikke blot det faktum, at præsident Uchtdorfs accent mindede mig om Tyskland og min oplevelse med »den trofaste højrådsbror.« Det var det faktum, at præsident Uchtdorf var »den trofaste højrådsbror«. Det industrikompleks, vi mødtes i den tidlige søndag morgen, var den internationale lufthavn i Frankfurt, hvor han var chefpilot i Lufthansa.
Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har kendt en mand, der mere ydmygt og trofast efterlevede, hvad han prædikede. Jeg var taknemlig for, at jeg havde lært noget værdifuldt om at løfte, hvor man står.