2017
Mikael Rinne: Massachusetts, USA
June 2017


PROFILER AF TRO

Mikael Rinne

Massachusetts, USA

Biskop Mikael Rinne hjælper sin søn, Kai, med lektierne. I familien Rinnes hjem er der plads til både tro og videnskab.

Billede
A father helps his son with his homework. A daughter also works on her own computer.

Biskop Rinne drøfter en åndelig tanke med sin familie, deriblandt Nea (til venstre), Aila (til højre) og Kai (bagest).

Billede
A father reads a book to his children

»Der er ikke megen tro i Harvard [University] land,« siger biskop Rinne, men han og hans hustru, Tiffany, tager sig tid til at indgyde tro i børnenes hjerte.

Billede
A mother holds and plays with her daughter.

Familien Rinne er de eneste sidste dages hellige, som de fleste af deres ikke-medlems-venner kender. Tiffany Rinne, her med datteren Sólia, siger: »Vores søn, Kai, havde næsten flere ikke-medlemmer med til sin dåb end medlemmer.«

Billede
A mother reads with her daughters at night in bed.

Biskop Rinne hjælper Sólia med at blive klar til at komme i seng.

Billede
A father brushes his daughter's teeth.

»Når alt kommer til alt, er tro et valg,« siger Mikael Rinne. »Som biskop kan jeg ikke give folk tro, de er nødt til selv at vælge at tro.«

Billede
A father and mother spend time with their children.
Billede
Mikael Rinne

Mikael er forsker i medicin. Mikael er specialiseret i neuroonkologi, og har en ph.d. i molekylærbiologi. Han har patienter med hjernetumorer ved Dana-Farber Cancer Institute, kræftcenteret ved Harvard University, og han forsker i at udvikle medicin mod kræft.

Leslie Nilsson, fotograf

Tro er usædvanligt inden for mit område. Dem, jeg arbejder sammen med, anser religiøs overbevisning som noget pudsigt – mærkelig og gammeldags, sådan som vi ser på overtro.

En måde som mine kolleger ser mig på, er som denne »sært« troende person. Jeg bander for eksempel ikke. Når der sker noget slemt, siger jeg: »Av for Søren.« Det er en stor vittighed her på klinikken, men det har ændret stemningen. Og jeg kan tale om Kirken hele tiden.

Hvis man efterlever evangeliets lærdomme og er sød og venlig, kan det vække mere interesse end nogen teologisk diskussion. Nogle af mine kolleger beundrer virkelig den måde, de sidste dages hellige lever på, og måden, vi opfører os og omgås andre på.

Næsten alle vores patienter har livstruende hjernetumorer. Vi skal håndtere tragedier hver dag. Nogle personer spørger: »Hvordan kan du håndtere det område?«. Et af mine svar er: »Min tro hjælper mig til at møde døden og forholde mig til folk, der skal dø. Og jeg tror på et liv efter døden.«

At tage sig af folk, der er døende, sætter andre udfordringer i et perspektiv. »I kunne have fået glioblastom,« siger jeg til folk. Det er den værste tumor, I kan få. Det er den jeg mest ser.

Mange af mine patienter vil tale om deres tro på Gud og mirakler. Jeg skal være taktfuld, men jeg vil tilføje mit vidnesbyrd til de sandheder, de deler. »Det tror jeg også,« kan jeg sige. »Jeg tror på mirakler, så lad os håbe på et.«

Der er en myte om, at tro og videnskab er i modstrid med hinanden. Vi får det indtryk, at videnskaben har alle svarene, at vi har »regnet det hele ud«. Men der er langt mere, som vi ikke ved, end vi ved.

Jeg synes, at det rent faktisk opbygger tro, når man opdager, hvor komplicerede tingene er, og hvor elegant de er udformet. Vi kan ikke forstå den sande karakter af vores eksistens uden tro. Sandheden er den, at jo mere jeg lærer af videnskab, jo mere ved jeg, at en intelligent og guddommelig skaber må have vejledt vores skabelse.

Som biskop ser jeg medlemmer med troskriser. De kommer til mig og siger: »Jeg tænker mere videnskabeligt, så jeg har virkelig svært ved at tro.« Det hjælper nogle af dem, der tvivler, at vide, at deres biskop selv er specialist på Harvard og tror på Gud. Det hjælper dem med at forstå: »Jeg kan både være troende og intellektuel«.