2017
Desideria Yáñez: En pioner blandt kvinder
July 2017


Desideria Yáñez: En pioner blandt kvinder

Da en drøm havde ført hende til det gengivne evangelium, blev denne sidste dages hellige fra Mexico en trofast pioner i Kirken.

Billede
desideria yanez

Illustrationer: Kathleen Peterson

En nat først på året i 1880 lå Desideria Yáñez og sov i et komfortabelt hus ved de kaktusbevoksede bjerge i Nopala i Mexico. I sin drøm så hun en pamflet med titlen Voz de Amonestación (En advarsels røst) der kom til at ændre hendes liv og bistå hende åndeligt. Da hun vågnede, vidste hun, at de mænd, der udgav pamfletten, var i Mexico City.1 Hun indså også, at det var fysisk umuligt for hende at tage de 120 km til byen, men hun var opsat på at følge tilskyndelsen fra drømmen og finde en løsning.

En families tro

Desideria fortalte sin søn José om drømmen. Han troede hende og rejste til Mexico City på hendes vegne. Han begyndte lidt nervøst at tale med folk og mødte til sidst et medlem af Kirken, Plotino Rhodakanaty, der fulgte ham til Hotel San Carlos.2

På hotellet fandt José ældste James Z. Stewart, der sad og læste korrektur på trykkerens opsætning af Parley P. Pratts Voz de Amonestación, den selvsamme pamflet, som Desideria havde set i sin drøm. Efter José havde talt med ældste Stewart om Desiderias drøm, gav missionæren José nogle af Kirkens pjecer, eftersom Voz de Amonestación endnu ikke var klar, og ældste Stewart noterede den interessante samtale i sin dagbog.3

Mange støvede mil senere blev José genforenet med sin mor. Da Desideria hørte, at pamfletten virkelig fandtes, vidste hun, at drømmen var sand. Hun fordybede sig i de pjecer, som José havde taget med hjem til hende, og den grundlæggende lære, de indeholdt, rørte hendes sjæl. Hun ville gerne døbes.

Fundet af en missionær

Eftersom ældste Stewart stadig var optaget af at færdiggøre Voz de Amonestación, blev ældste Melitón Trejo, en missionær fra Spanien, sendt til Nopala for at finde Desideria og José. Den 22. april 1880 døbte ældste Trejo Desideria Quintanar de Yáñez, José Maria Yáñez og Josés datter Carmen. Desideria var den 22. person, der blev døbt i Den Mexicanske Mission og den første kvinde i det centrale Mexico.4

Senere den måned besøgte José Mexico City igen og vendte hjem med 10 eksemplarer af Voz de Amonestación. Desideria så endelig den pamflet, hun havde set i sin drøm. For hende var pamfletten det fysiske bevis på, hvordan Herren havde rakt personligt ud til hende for at føre hende til det gengivne evangelium.

Den første Mormons Bog på spansk

Da Desideria blev 72, blev hendes helbred værre. I 1886 var hun bundet til sit lille hjem i San Lorenzo nær Nopala. En gyselig aften brød nogle tyve ind i hendes hjem, hvor de slog hende og forsvandt med $3,000.5 Desideria overlevede. I stedet for at fortvivle ventede Desideria i tro på Herrens hjælp. Hun havde allerede gennem sin drøm lært, at Herren var opmærksom på, hvordan hun havde det.

I oktober 1886 kom en apostel og to missionspræsidenter på uanmeldt besøg i området. José Yáñez fortalte dem om sin mors genvordigheder. Brødrene tog hurtigt hjem til Desideria. Desideria blev glad for at møde ældste Erastus Snow fra De Tolv Apostles Kvorum og for, at han lagde hænderne på hendes hoved og gav hende en præstedømmevelsignelse.

Mens brødrene var på besøg, kunne den nye missionspræsident, Horace Cummings, overraske Desideria med vigtige nyheder. Han fortalte hende, at den første oversættelse af hele Mormons Bog til spansk næsten var færdig i Salt Lake City. Desideria bad hurtigt om et eksemplar af den nye bog med skriften.

En måned senere vendte præsident Cummings tilbage til Desiderias hjem med et eksemplar. Han skrev om oplevelsen: »Besøgte den ældre søster Yáñez, som er invalid, og gav hende en uindbundet udgave af Mormons Bog, som jeg havde bestilt fra Utah. Det var den første spanske udgave, der nåede Mexico … Hun virkede meget tilfreds med den.«6 Det viste sig at blive det sidste missionærbesøg hos Desideria, inden hun gik bort.

Isoleret, men ikke glemt

Billede
woman greeting visitor

I 1889, blot 10 år efter at evangeliet var kommet til det centrale Mexico, følte Kirkens ledere sig tilskyndet til at anvende Kirkens begrænsede midler til at grundlægge kolonier i det nordlige Mexico. De medlemmer, der boede nær Mexico City omkring 1.600 km fra kolonierne, følte sig som får uden en hyrde, da missionærerne tog nordpå. Selvom Desideria stadig var omgivet af sin familie, vidste hun, at de blev nødt til at praktisere evangeliet i isolation. Det betød, at hun aldrig igen kunne nyde godt af Hjælpeforeningen eller modtage tempelvelsignelserne, mens hun var i live.

Men hun vidste, at Herren kendte hende. Gennem sine tjenere havde Herren givet sin vilje til kende om at hjælpe den enkelte i flokken. Desideria kunne på grund af sin drøm, præstedømmevelsignelsen og Mormons Bog med absolut vished vidne om, at Gud brød sig om hendes åndelige og timelige behov. Denne viden gjorde ikke, at hun ikke mødte prøvelser og udfordringer i livet, men den gav hende tillid til, at Herren altid ville lette hendes byrder.

En varig arv

I 1903 vendte missionærerne tilbage til det sydlige Mexico for første gang siden 1886. De mødtes med José, som kunne fortælle, at Desideria havde holdt ud til enden, og han fortalte om den arv af tro, hun havde efterladt, og at både hans kone og mor »var døde i fuld tro på mormonismen«, og han nærede »håb om at dø i mormonismen.«7

Da Desideria gennem sin drøm havde taget imod evangeliet, blev hun en pioner i Kirken i Latinamerika. Det frø af tro, der blev plantet på grund af en drøm i 1880, gik ikke til spilde, det spirede hurtigt op, da Desideria indgik sin dåbspagt og udholdt sine prøvelser i tro. Det kunne have været let for Desideria at sygne åndeligt hen, da hun og hendes familie måtte efterleve evangeliet isoleret fra resten af Kirken, men hun holdt ud. Hun vidste, at Gud havde øje på og vågede over hendes lille del af verden.

Selvom hun var bundet til sit hjem, blev hun et eksempel på tro, flid, lydighed og styrke ikke alene for sin familie, men også for enhver af os, når vi stræber efter pionerånden.

Noter

  1. Se Alonzo L. Taylor Mission Papers, 10. juli 1903, og Mexican Mission Manuscript History and Historical Reports, 7. juli 1903, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  2. Se Taylor Mission Papers, 10. juli 1903, og James Z. Stewart Papers, 17. feb. 1880, Kirkens historiske bibliotek.

  3. Se Stewart Papers, 17. feb. 1880.

  4. Se Moses Thatcher, dagbog 20. nov. 1879, og Stewart Papers, 26. apr. og 20. juni 1880, Kirkens historiske bibliotek. Desideria var den første kvinde, der blev døbt, efter Den Mexicanske Mission åbnede i 1879 i Mexico City. Men en kort mission i den nordlige by Hermosillo i 1877 resulterede i dåb af fem personer i en nærliggende landsby, deriblandt Maria La Cruz Paros, den først kendte kvindelige mexicaner, der blev omvendt. Officielle mexicanske optegnelser, som blev ført af Moses Thatcher, anfører Desideria Yáñez som den første kvinde, der blev omvendt, selvom hun i virkeligheden var den anden. Se også Louis Garff Reminiscences, udateret, Kirkens historiske bibliotek.

  5. Se Horace H. Cummings Papers, 24. okt. 1886, Kirkens historiske bibliotek.

  6. Cummings Papers, 29. nov. 1886.

  7. Taylor Mission Papers, 10. juli 1903.