Det virkelige mirakel

Billede

woman on hospital bed receiving a priesthood blessing

Illustration: D. Keith Larson

Det, der skete for Paola Yáñez, var ifølge hendes læge et medicinsk mirakel. Tilstanden blev pludselig bedre for teenageren fra Quito i Ecuador, hendes far var i stand til at give hende en af sine nyrer, transplantationen var vellykket, og hun fik nærmest et nyt liv.

Men Marco Yáñez, hendes far, siger, at det, der skete med ham, var lige så forbløffende. Han fandt evangeliet, og den forandring, det afstedkom i hans liv, gav også ham et nyt liv.

En nyrebetændelse i Paolas barndom havde skadet hendes nyrer, men medicin havde holdt hende i live. Da hun blev 15, blev hendes tilstand dog forværret. Den ene nyre satte ud, og den anden blev hurtigt dårligere. Trods dialysebehandlinger var Paola langsomt ved at dø. Hun måtte kun drikke et glas vand om dagen, og hun kunne ikke ret meget, fordi hendes lunger, bugspytkirtel og hjerte blev også påvirket.

Det var umuligt at tage hende med til USA eller Cuba for at få en transplantation – hun var nødt til at finde en donor i Ecuador. Prøver viste, at hendes far ikke egnede sig som donor. Hendes mor var egnet, men så opdagede lægerne, at niveauet af Paolas antistoffer lå så højt, at donororganet ville blive afstødt. Paola bad for, at noget ville redde hendes liv.

På det tidspunkt i juni 1988 bankede sidste dages hellige missionærer på familien Yáñez’ dør. Paolas mor, Carmen, mindes, at hun inviterede dem indenfor, så hun kunne drille dem. Da de fortalte, at de havde et budskab, der kunne hjælpe hende, sagde hun vredt: »Hvordan kan I hjælpe mig, når min datter er døende? Jeg tror ikke på, at der er en Gud!«

Trods Carmens modvilje til at begynde med fortsatte missionærerne med at besøge familien. Til at begynde med var Marco simpelthen for engageret i sin datters pleje til at lægge mærke til, hvad missionærerne sagde. Men til sidst begyndte han at lytte efter af ren nysgerrighed. Han opdagede, at de havde svar på hans spørgsmål om formålet med livet.

Marco troede ikke på en Gud, der kerede sig om den enkelte. For ham var Gud en universel kilde til energi eller et stort fjernt væsen, der ikke var engageret i mennesker. Men da hans datters tilstand var meget kritisk, bad han, og han bad Gud om at helbrede sin lidende datter eller tage hende til sig. Hans bøn lød: »Hvis du findes, så vær sød at vise mig det. Giv min datter et liv.«

Efter Marco havde bedt, fik han en stærk følelse af, at Paolas tilstand ville ændre sig. Han bad lægerne om at teste ham og datteren igen. De mente, at det ville være spild af tid at tage testen, men de indvilligede.

De opdagede, at Marco rent faktisk var egnet som donor – og at Paolas tilstand var blevet så meget bedre, at hun kunne modtage et donororgan.

Dagen inden operationen tog Marco og Paola imod en præstedømmevelsignelse fra missionærerne.

Både Marco og Paola forventede, at de skulle blive på hospitalet i nogen tid efter deres operationer. Men Marco kunne komme hjem efter fem dage, og Paola, som man havde forventet skulle være på hospitalet i to måneder, kom hjem efter blot 13 dage. Marco tilskrev præstedømmevelsignelsen deres hurtige bedring, og han vidste, at han måtte tage missionærernes budskab alvorligt.

Marco og Carmen Yáñez blev døbt den 11. september 1988. Paola, der havde fået missionærlektionerne inden sin operation, og hendes yngre søster, Patricia, blev begge døbt den 3. november. På det tidspunkt havde deres far modtaget Det Aronske Præstedømme og var i stand til at døbe dem.

Bror Yáñez tror på, at det var Herren, der besvarede hans bøn og gjorde ham i stand til at blive Paolas donor og dermed ændre hans hjerte. »Hvis de for eksempel havde opereret min kone i stedet for mig, tror jeg, at jeg ville have fortsat mit liv på samme måde,« siger han. Det var ikke et liv, han er stolt af – med druk, rygning og spil. Han overvandt sin afhængighed, siger han, på grund af de svar, han modtog på sine bønner. Men det var meget svært, og han ved, at kun Gud kan have hjulpet ham til at foretage den ændring.

Bror Yáñez siger, at han nu har et stærk vidnesbyrd om visdomsordet og tiendeloven. Da missionærerne underviste ham, holdt han sin forretning åben alle ugens syv dage for at betale for Paolas behandlinger, der kostede 1000 US-dollars om måneden. »Det var svært for mig at acceptere tiendeloven,« siger han, men han besluttede at holde sabbatsdagen hellig og afprøve løftet i Malakias 3:10 ved at betale tiende. Da han begyndte at holde lukket om søndagen, »begyndte de, der plejede at handle om søndagen at købe ind om lørdagen, og de købte mere,« fortæller han. I dag er han langt bedre stillet rent økonomisk, end han var, da han holdt åbent alle ugens syv dage.

Når Marco Yáñez ser tilbage, er han overrasket over, hvor meget han har ændret sig. Han ved, at hans bøn for hans datters liv har gjort, at hele familien har nået et niveau af åndelighed, som han aldrig havde troet muligt.