Hovedrollen

Billede

theater stage

Foto fra Getty Images

At spille teater var min store passion. Som ung voksen havde jeg kastet mig over scenekunsten med skuespil og sang. Jeg var blevet begavet med talent, og jeg håbede på at få en professionel karriere. Jeg fik de mest udfordrende roller, jeg kunne få, og jeg havde altid opført mig professionelt for at vinde mine kollegers respekt.

Jeg var helt oppe og ringe, da den mest indflydelsesrige instruktør i vores område fortalte, at han holdt audition til en operette, og han syntes, at jeg skulle aflægge prøve. Den skulle opføres på det mest prestigefyldte sted i området, og det virkede til, at instruktøren allerede havde mig i tankerne til hovedrollen.

Vi kunne ikke få manuskriptet til gennemlæsning, inden der var audition, men operetten var baseret på en roman af en filosof fra det 17. århundrede, som jeg havde læst. Jeg satte mig også ind i musikken, som var ualmindeligt smuk og udfordrende.

Det gik godt til min audition, og jeg fik snart at vide, at jeg havde fået hovedrollen. Jeg anså den rolle for at være en kæmpe mulighed.

Jeg svævede på en sky af begejstring – lige indtil manuskriptet kom. Da jeg læste det, forsvandt min glæde hurtigt. Selvom romanen og musikken var meget værdig, var manuskriptet respektløst og indeholdt vovede og upassende scener. Jeg vidste, at jeg ikke skulle være en del af denne opsætning. Det var en forfærdelig skuffelse.

Pludselig stod jeg i et dilemma. Etiketten i teaterverdenen er, at en skuespiller ikke hopper fra en rolle efter at have takket ja til den, fordi der ikke er tid i produktionsskemaet til en ny besætning. Det blev anset for at være meget uprofessionelt at hoppe fra. Jeg var bange for, at teatret ville miste tilliden til mig, at jeg stødte instruktøren, og at jeg mistede muligheden for at optræde nogen steder i det hele taget.

Jeg var selvfølgelig fristet til at finde en undskyldning for at være med alligevel! En stemme i mit hoved sagde: »Du kan ikke hoppe fra nu. Så slemt er manuskriptet heller ikke. Det gode i stykket opvejer det dårlige.« Men Helligånden blev – ganske bestemt, tålmodigt og urokkeligt ved med at fortælle mig, at jeg var nødt til at droppe den operette.

Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre. Rystende tog jeg telefonen og ringede til instruktøren.

»Hej,« sagde jeg, da han svarede. »Det er Annie.«

»Annie! Jeg glæder mig sådan til forestillingen. Har du fået manuskriptet?«

»Ja, jeg har, og jeg … jeg …«

Jeg brast i tårer. Tal lige om at være professionel!

På en eller anden måde fik jeg snøftende fortalt instruktøren, hvorfor jeg ikke kunne være med i stykket. Og så ventede jeg ellers på at høre, at verden styrtede sammen.

Den kære mand grinede. Han respekterede mit valg. Til at begynde med prøvede han at overtale mig til at blive, men han holdt inde. Han sagde, at jeg stadig ville være hans muse, selvom jeg ikke ville være med i hans operette. Og så bad han mig ganske enkelt om at give ham manuskriptet med det samme, så han kunne give det til en anden. Jeg lagde på bestyrtet over min gråd, men også taknemlig for instruktørens medfølende og forstående respons.

Jeg tørrede mine øjne, greb fat i manuskriptet og hoppede ind i min bil. Da motoren startede, gik radioen også i gang. Den var indstillet på en lokal station, der spillede klassisk musik, og til min overraskelse spillede de ouverturen til selvsamme operette. Jeg havde aldrig hørt den i radioen før.

Jeg følte, at vor himmelske Fader spillede denne musik for mig. Han ønskede, at jeg skulle forstå, at han elskede mig, og bifaldt mit valg. Musikken flød ud i bølger som Guds inderlige barmhjertighed. Jeg kunne mærke hans kærlighed i den.

Jeg begyndte på skuespillerskolen derefter. Mere end en gang har jeg stået i en lignende situation. Der har været tider, hvor det har været nødvendigt at gå ud af samarbejdsprojekter på grund af upassende indhold. Disse situationer har aldrig været lette eller behagelige, men jeg har været i stand til at håndtere dem mere elegant og uden tårer. Min tidligere erfaring har måske tjent som forberedelse til disse senere situationer. Måske hjalp den mig til en bedre forståelse af, hvem er jeg, og hvad jeg helst vil være.

William Shakespeare skrev:

Jeg har lært, at der er en rolle, der er vigtigere end nogen anden. Det er at være en sand efterfølger af Jesus Kristus. Menneskers bifald kan være spændende og tilfredsstillende, men det er Guds bifald, der virkelig tæller. Vores største præstationer ligger i, at vi lærer at følge Mesteren.