Vær årvågne

Billede

Joseph kneeling in the woods with the golden plates

Cumorahøjen, af Jon McNaughton

Den 21-årige Emma Hale hørte første gang om Joseph Smith, da han kom for at arbejde for Josiah Stowell i efteråret 1825. Josiah havde ansat den unge mand og hans far til at hjælpe sig med at finde en skjult skat på sin ejendom.¹ Lokale legender hævdede, at en gruppe opdagelsesrejsende havde hentet sølv i en mine og gemt skatten i området flere hundrede år tidligere. Josiah vidste, at Joseph havde en gave til at bruge seersten, og han tilbød ham en god løn og en andel af fundet, hvis han ville hjælpe med at søge.²

Emmas far, Isaac, støttede projektet. Da Joseph og hans far kom til Stowells gård i Harmony i Pennsylvania – en landsby ca. 250 km syd for Palmyra – var Isaac vidne, da de underskrev deres kontrakter. Han lod også arbejderne bo i sit hjem.³

Emma mødte Joseph kort tid efter. Han var yngre end hende, 180 cm høj og lignede en, der var vant til hårdt arbejde. Han havde blå øjne og lys hud, og han haltede lidt. Hans grammatik var lidt dårlig, og sommetider brugte han for mange ord til at udtrykke sig, men han udviste en naturlig intelligens, når han talte. Joseph og hans far var gode mænd, som foretrak selv at tilbede Gud i stedet for at gå i den kirke, hvor Emma og hendes familie gik i kirke.⁴

Både Joseph og Emma kunne lide at være ude i det fri. Emma havde, siden hun var barn, holdt af at ride på heste og sejle i kano på floden i nærheden af sit hjem. Joseph var ikke en dygtig rytter, men han var god til at bryde og til boldspil. Han var afslappet i andres selskab og hurtig til at smile, han fortalte ofte vittigheder eller humoristiske historier. Emma var mere reserveret, men hun elskede en god vittighed og kunne tale med alle. Hun holdt også af at læse og synge.⁵

Billede

Hale family home

Som ugerne gik, lærte Emma Joseph bedre at kende, men hendes forældre blev lidt urolige over deres forhold. Joseph var en fattig arbejder fra en anden stat, og de håbede på, at deres datter mistede interessen for ham og blev gift ind i en af de velstående familier i deres dal. Emmas far var også blevet usikker på skattejagten og var mistænksom over for Josephs rolle i den. Det syntes uden betydning for Isaac Hale, at Joseph havde forsøgt at overbevise Josiah Stowell om at aflyse jagten, da det blev klart, at den ikke ville føre til noget.⁶

Emma kunne lide Joseph mere end nogen anden mand, hun kendte, og hun holdt ikke op med at tilbringe tid sammen med ham. Da det lykkedes for Joseph at få Josiah til at holde op med at søge efter sølv, blev han i Harmony for at arbejde på Josiahs gård. Nogle gange arbejdede han også for Joseph og Polly Knight, en anden landmandsfamilie i området. Når han ikke arbejdede, besøgte han Emma.⁷

Joseph og hans seersten blev snart et emne for sladder i Harmony. Nogle af de ældre personer i byen troede på seere, men mange af deres børn og børnebørn gjorde ikke. Josiahs nevø hævdede, at Joseph havde udnyttet hans onkel, og lagde sag an mod den unge mand og anklagede ham for at være en bedrager.

Joseph stod foran den lokale dommer og forklarede, hvordan han havde fundet stenen. Joseph senior vidnede om, at han konstant bad Gud om at vise dem hans vilje med Josephs storslåede gave som seer. Endelig stod Josiah foran retten og erklærede, at Joseph ikke havde svindlet ham.

»Skal jeg forstå,« sagde dommeren, »at du tror, at den fængslede kan se ved hjælp af stenen?«

Nej, insisterede Josiah. »Jeg ved positivt, at det er sandt.«

Josiah var en velrespekteret mand i lokalsamfundet, og folk accepterede hans ord. I sidste ende frembragte høringen ingen bevis på, at Joseph havde bedraget ham, så dommeren afviste anklagen.⁸

I september 1826 vendte Joseph tilbage til højen for at få pladerne, men Moroni sagde, at han stadig ikke var klar til at få dem. »Hold op med at være sammen med skattejægere,« fortalte englen ham. Der er ugudelige mænd blandt dem.⁹ Moroni gav ham et år mere til at rette sit liv ind efter Guds vilje. Hvis han ikke gjorde det, ville pladerne aldrig blive betroet ham.

Englen fortalte ham også, at han skulle bringe nogen med sig næste gang. Det var den samme anmodning, som han havde fremsat ved afslutningen af Josephs første besøg på højen. Men eftersom Alvin var død, var Joseph forvirret.

»Hvem er den rette person?« spurgte han.

»Det vil du vide,« sagde Moroni.

Joseph søgte Herrens vejledning gennem sin seersten. Han fandt ud af, at den rette person var Emma.¹⁰

Joseph havde været tiltrukket af Emma, lige siden han mødte hende. Ligesom Alvin var hun en person, som kunne hjælpe ham til at blive den mand, som Herren behøvede til at udføre sit værk. Men der var mere ved Emma end det. Joseph elskede hende og ønskede at blive gift med hende.¹¹

I december blev Joseph 21 år. Tidligere havde han ladet sig blive trukket hid og did af andres forventninger, da de ønskede at udnytte hans gave.¹² Men efter sit sidste besøg på højen vidste han, at han måtte gøre mere for at forberede sig selv på at modtage pladerne.

Joseph talte med sine forældre, før han vendte tilbage til Harmony. »Jeg har besluttet at blive gift,« fortalte han dem, »og hvis I ikke har nogen indvendinger, så er frøken Emma Hale mit valg.« Hans forældre var glade for hans beslutning, og Lucy opfordrede ham til at komme og bo hos dem, når de blev gift.¹³

Joseph tilbragte så meget tid, som han kunne, med Emma den vinter, og sommetider lånte han familien Knights slæde, når sneen gjorde det vanskeligt at rejse til familien Hales’ hus. Men hendes forældre kunne stadig ikke lide ham, og hans indsats for at overbevise familien mislykkedes.¹⁴

I januar 1827 besøgte Emma Stowells hjem, hvor hun og Joseph kunne tilbringe tid sammen uden familiens misbilligende blik. Joseph friede til Emma der, og først syntes Emma overrasket. Hun vidste, at hendes forældre ville modsætte sig ægteskabet.¹⁵ Men Joseph tilskyndede hende til at tænke over det. De kunne stikke af lige med det samme.

Emma overvejede hans frieri. At gifte sig med Joseph ville skuffe hendes forældre, men det var hendes valg, og hun elskede ham.¹⁶

Kort tid efter, den 18. januar 1827, blev Joseph og Emma gift i den lokale fredsdommers hjem. Derfra rejste de til Manchester og begyndte livet sammen i Josephs forældres nye hjem. Huset var bekvemt, men Joseph sen. og Lucy havde købt for dyrt, var kommet bagud med terminen og mistede ejendommen. De lejede det nu af de nye ejere.¹⁷

Billede

Smith family home

Familien Smith var glade for, at Joseph og Emma boede hos dem. Men deres søns guddommelige kaldelse gjorde dem bekymret. Folk i området havde hørt om de gyldne plader, og sommetider søgte de efter dem.¹⁸

En dag tog Joseph til byen i et ærinde. Hans forældre ventede ham tilbage til aftensmad og var bekymrede, da han ikke kom tilbage. De ventede i timevis og kunne ikke sove. Til sidst åbnede Joseph døren og kastede sig på en stol meget udmattet.

»Hvorfor kommer du så sent?« spurgte hans far.

»Jeg har fået mit livs hårdeste irettesættelse,« sagde Joseph.

»Hvem har irettesat dig?« krævede hans far at vide.

»Det var Herrens engel,« svarede Joseph. »Han siger, at jeg har været forsømmelig.« Dagen for hans næste møde med Moroni nærmede sig. »Jeg må se at komme i sving og gøre noget,« sagde han. »Jeg må få gjort det, som Gud har befalet mig at gøre.«¹⁹

Efter efterårshøsten rejste Josiah Stowell og Joseph Knight til Manchester-området på forretningsrejse. Begge mænd vidste, at den fjerde årsdag for Josephs besøg på højen stod for døren, og de var ivrige efter at vide, om Moroni endelig ville betro ham pladerne.

Lokale skattejægere vidste også, at det var tid til, at Joseph fik optegnelsen. På det seneste havde en af dem, en mand, der hed Samuel Lawrence, vandret rundt på højen og søgt efter pladerne. Joseph, der var bekymret for, at Samuel ville skabe problemer, sendte sin far til Samuels hus den 21. september for at holde øje med og konfrontere ham, hvis det så ud til, at han tog hen til højen.²⁰

Joseph gjorde derpå sig selv klar til at modtage pladerne. Hans årlige besøg til højen var den næste dag, men for at være på forkant med skattejægerne, planlagde han at komme til højen kort efter midnat – ligesom den 22. september begyndte – når ingen forventede, at han var ude.

Men han havde stadig brug for at finde en måde at beskytte pladerne på, når han havde fået dem. Da det meste af familien var gået i seng, spurgte han stille sin mor, om hun havde en kasse med lås. Lucy havde ikke nogen og blev bekymret.

»Du skal ikke være bekymret,« sagde Joseph. »Jeg klarer mig helt fint uden.«²¹

Emma dukkede kort efter op, klædt på til at ride, og hun og Joseph klatrede op i Joseph Knights vogn og kørte afsted i mørket.²² Da de ankom til højen, ventede Emma ved vognen, mens Joseph klatrede op ad skrænten til det sted, hvor pladerne var gemt.

Billede

Hill Cumorah sunset

Moroni viste sig, og Joseph løftede guldpladerne og seerstenene op af stenkassen. Inden Joseph gik ned af højen, mindede Moroni ham om ikke at vise pladerne til nogen udover dem, som blev udvalgt af Herren, og lovede ham, at pladerne ville blive beskyttet, hvis han gjorde alt i sin magt for at bevare dem.

»Du skal være årvågen og trofast mod dit ansvar,« fortalte Moroni ham, »ellers vil du blive overmandet af ugudelige mænd, for de vil gøre alt, der er muligt for at få dem fra dig. Og hvis du ikke konstant er opmærksom, vil det lykkes for dem.«²³

Joseph bar pladerne ned af højen, men før han nåede til vognen, sikrede han dem, ved at lægge dem i en hul stamme, hvor de kunne være i sikkerhed, indtil han fik fat i en kasse med lås. Han fandt så Emma, og de vendte hjem, da solen begyndte at stå op.²⁴

I familien Smiths hjem ventede Lucy nervøst på Joseph og Emma, mens hun lavede morgenmad til Joseph sen., Joseph Knight og Josiah Stowell. Hendes hjerte slog hurtigt, mens hun arbejdede, med frygt for at hendes søn ville komme tilbage uden pladerne.²⁵

Kort tid efter kom Joseph og Emma tilbage til huset. Lucy kiggede for at se, om Joseph havde pladerne, men forlod rummet rystende, da hun så, at hans hænder var tomme.

Joseph fulgte efter hende. »Mor,« sagde han, »vær ikke urolig.« Han gav hende en genstand viklet ind i et lommetørklæde. Gennem stoffet kunne Lucy føle noget, der mindede om et par store briller. Det var Urim og Tummim, seerstenene, som Herren havde forberedt til oversættelsen af pladerne.²⁶

Lucy var begejstret. Joseph lignende en, der havde fået fjernet en stor byrde fra sine skuldre. Men da han sluttede sig til de andre, så han bedrøvet ud og spiste sin morgenmad i stilhed. Da han var færdig, lænede han sit hoved trist på sine hænder. »Jeg er skuffet,« sagde han til Joseph Knight.

»Nå, sagde den ældre mand, »det er jeg ked af.«

»Jeg er meget skuffet,« gentog Joseph, mens hans udtryk ændrede sig til et smil. »Det er ti gange bedre, end jeg havde forventet!« Han begyndte at beskrive størrelsen og vægten af pladerne og talte begejstret om Urim og Tummim.

»Jeg kan se alt,« sagde han. »De er vidunderlige.«²⁷

Dagen efter Joseph modtog pladerne, tog han på arbejde for at reparere en brønd i en nærliggende by for at tjene penge til en kasse med lås. Den samme morgen, mens Joseph sen. var på et ærinde på den anden side af bakken ved siden af familien Smiths hjem, overhørte han en gruppe mænd, der planlagde at stjæle guldpladerne. »Vi vil få fat i pladerne,« sagde den ene af dem, »på trods af Joe Smith og alle helvedes engle.«

Alarmeret vendte Joseph sen. hjem og fortalte det til Emma. Hun sagde, at hun ikke vidste, hvor pladerne var, men hun var sikker på, at Joseph havde beskyttet dem.

»Ja,« svarede Joseph sen., »men husk på, at det var en lille ting, der gjorde, at Esau mistede sin velsignelse og førstefødselsret. Det samme kan ske for Joseph.«²⁸

For at være sikker på, at pladerne var sikre, steg Emma op på en hest og red i over en time til den gård, hvor Joseph arbejdede. Hun fandt ham ved brønden, smurt ind i snavs og sved fra dagens arbejde. Da Joseph hørte om faren, så han ind i Urim og Tummim og så, at pladerne var sikre.

Derhjemme gik Joseph sen. frem og tilbage udenfor huset og kiggede ned ad vejen hvert øjeblik, indtil han så Joseph og Emma.

»Far,« sagde Joseph, da de red op til ham, »alt er helt sikkert – der er ingen grund til bekymring.«²⁹

Men det var tid til at handle.

Joseph skyndte sig til højen og fandt stammen, hvor pladerne var gemt, og pakkede dem ind i en skjorte.³⁰ Han smuttede så ind i skoven og vendte hjemad med øjet rettet mod fare. Skoven skjulte ham fra menneskene på hovedvejen, men den gav tyvene masser af steder at gemme sig.

Belastet af vægten fra pladerne gik Joseph så hurtigt han kunne gennem skoven. Et væltet træ blokerede stien foran ham, og da han hoppede over det, følte han noget hårdt ramme ham bagfra. Da han vendte sig, så han en mand komme mod sig med en pistol som en kølle.

Joseph holdt pladerne tæt med en arm og slog manden til jorden og skyndte sig dybere ind i krattet. Han løb omkring en kilometer, da en anden mand sprang frem fra bag et træ og slog ham med enden af sin pistol. Joseph kæmpede sig fri og skyndte sig væk, desperat efter at komme ud af skoven. Men før han kom særligt langt, angreb en tredje mand ham og fik slået ham hårdt, så han vaklede. Joseph samlede al sin styrke og slog manden hårdt og løb hjemad.³¹

Tilbage i huset brasede Joseph gennem døren med sit tunge bundt under den ene arm. »Far,« råbte han, »jeg har pladerne.«

Hans 14-årige søster, Katharine, hjalp ham med at sætte bundtet på bordet, mens resten af familien samlede sig omkring ham. Joseph kunne se, at hans far og yngre bror William ville pakke pladerne ud, men han stoppede dem.

»Må vi ikke se dem?« spurgte Joseph sen.

»Nej,« sagde Joseph. »Jeg var ulydig den første gang, men jeg agter at være trofast denne gang.«

Han fortalte dem, at de kunne føle pladerne gennem stoffet, og hans bror William løftede bundtet. Det var tungere end sten, og William kunne mærke, at det havde blade, der bevægede sig som siderne på en bog.³² Joseph sendte også sin yngre bror Don Carlos hen for at få en kasse med lås fra Hyrum, der boede nede af vejen med sin hustru Jerusha og deres nyfødte datter.

Billede

lock box

Foto: Jed A. Clark

Hyrum ankom kort efter, og da pladerne var sikkert i kassen, kollapsede Joseph på en nærtstående seng og begyndte at fortælle sin familie om mændene i skoven.

Mens han talte, gik det op for ham, at hans hånd gjorde ondt. På et tidspunkt under angrebene var hans tommelfinger gået af led.

»Jeg bliver nødt til at stoppe med at tale, far,« sagde han pludseligt, »og få dig til at sætte min tommelfinger tilbage på plads.«³³