2018
Hvor der er brug for os
Juni 2018


Tjeneste i Kirken

Hvor der er brug for os

Forfatterne bor i Massachusetts i USA.

En tilskyndelse til at flytte til Brooklyn i New York førte os til tjeneste og velsignelser, vi aldrig havde forestillet os.

Billede
Eyi family

Fotografi af familien Eyi.

I 2013 boede vi på Manhattan i New York i USA. Vi elskede vores menighed. Fordi vi ventede vores første barn, begyndte vi at kigge efter en større lejlighed inden for menighedens grænser. Vi fandt en, der virkede perfekt, men den føltes ikke rigtig.

Det forår begyndte Laura at føle, at vi måske skulle flytte til Brooklyn. Vi var ikke helt sikre. Vi vidste ikke noget om Brooklyn, og Wil ville gerne være tæt på sit arbejde som investeringsrådgiver, da han arbejdede mange timer og gerne ville have kort transporttid. Vi besluttede os for at bede om det og lytte efter et svar under generalkonferencen.

Da vi så talerne på vores bærbare computer i vores etværelseslejlighed, delte ældste Stanley G. Ellis fra De Halvfjerds en oplevelse, han havde som medlem af et stavspræsidentskab. Han sagde, at familier, der flyttede til hans stav i Texas i USA, ofte spurgte, hvilken menighed der var bedst. Kun en gang på 16 år spurgte en familie, hvilken menighed der havde brug for hjælp.1

Vi blev rørt af hans beretning. Den var svar på vores bønner. Så i stedet for at blive i en menighed, vi elskede og følte os trygge i, og som havde en dejlig børnehave og Primary, tog vi ældste Ellis’ råd til os og bad om, hvor vi skulle flytte hen.

På det tidspunkt tjente vi som tempeltjenere i templet på Manhattan i New York. En af de andre tempeltjenere kendte New York City godt. Han foreslog to menigheder, hvor han tænkte, vi kunne være til hjælp – begge i Brooklyn.

Den første menighed var for langt væk fra Wils arbejde. Den anden var tættere på, og vi følte, at vi havde fundet det rette sted, da vi besøgte menigheden til et nadvermøde. Mange af medlemmerne var immigranter fra Haiti. Eftersom Wil er fra Gabon og taler fransk, tænkte vi, at den menighed ville være rigtig rar for os.

Bemærkelsesværdige oplevelser

Nogle få uger senere fandt vi en lejlighed og flyttede ind. Wil blev snart kaldet til at tjene på forskellige meningsfulde måder. Det tog lidt tid at lære sproget, men han følte sig velsignet ved hurtigt at blive kyndig nok i haitiansk – et kreolsprog – til at hjælpe med at oversætte for medlemmer under møder og interviews. Laura blev også velsignet med at tjene i forskellige egenskaber, og vi blev involveret i missionering.

En af de venner, vi fik, var en ung undersøger ved navn Normil Romelus, der var kommet fra Haiti for at få en uddannelse. Han besøgte os sammen med missionærerne, og vi hjalp med at undervise ham på fransk og kreolsk. Da Normil var blevet døbt, sponsorerede vi ham i Kirkens Pathway-program, hvor han mødte sin kommende hustru. Wil følte sig taknemmelig for at kunne deltage, da de blev gift i templet på Manhattan.

Vi mødte også en trofast søster, der kom til New York fra Haiti for at blive behandlet for kræft. Under hendes ophold gjorde menighedsrådet alt, det kunne for at hjælpe hende og sørge for, at hun havde alt, hun havde brug for, inklusiv transport til og fra hendes behandlinger. Vi blev velsignet ved at tjene og besøge hende i dette forløb. Vi håbede på en bedre slutning, men hun døde.

Disse to erfaringer afspejler, hvad menigheden gjorde for folk – de hjalp og løftede dem. Vi er taknemmelige for dem og andre markante oplevelser.

Det, der virkelig betyder noget

Vi lærer, at når vi tjener Herren og hans børn, tager han hånd om os. Vores erfaringer i Brooklyn hjalp os med at holde jordforbindelsen. Det hjalp især Wil til at bekymre sig mindre om ståhejen på Wall Street og huske på det, der betyder mest. Som investeringsrådgiver er det meget udbredt, at alle arbejder om søndagen. Wil havde lejlighedsvist noget, han skulle indhente hjemmefra, men Herren velsignede os, så han aldrig var nødt til at skulle på kontoret om søndagen.

Da vi flyttede til Brooklyn, tænkte vi, at vi ville blive den ene af blot to familier med små børn i menigheden. Men menighedsgrænserne blev ændret to uger efter, vi var flyttet ind, og der kom adskillige andre unge familier.

Med tiden har vi planer om at flytte til Gabon. Vi føler, at vores erfaringer i Brooklyn har hjulpet med at forberede os på at tjene Kirken og folk i Afrika bedre. Vi er taknemmelige for, at vi fulgte tilskyndelsen til at flytte. Herren velsignede os – og velsigner os stadig – på måder, vi aldrig havde forestillet os.

Note

  1. Se Stanley G. Ellis, »Herrens vej«, Liahona, maj 2013, s. 36-38.