2023
Tillid til Herren: Min største uddannelse
April 2023


Kun digitalt

Tillid til Herren: Min største uddannelse

Herren åbner en vej, når vi følger hans tilskyndelser og befalinger.

Billede
Kristus sammen med Maria og Martha

Maria og Martha, af Del Parson

Meningen med de oplevelser, vi får i livet, er at øge vores tillid til Gud og styrke vores forhold til ham. Og skolen er ingen undtagelse. Jeg har af personlig erfaring lært, at der som regel aldrig er et godt tidspunkt at gå i skole på, men det er altid et godt tidspunkt at stole på Herren på. Jeg vil gerne fortælle om et par oplevelser, hvor jeg lærte mere om tro på en meget konkret måde.

Jeg har arbejdet på Disney Interactive Studios i omkring 13 år som kunstner og producer, og en dag, hvor jeg trykkede på elevatorknappen for at komme på arbejde, følte jeg, at det ikke var meningen, at jeg skulle være der. Jeg skubbede den tanke til side og fortsatte med at arbejde. Hvordan kunne jeg forlade en stabil og ønsket karriere? Hvordan kunne jeg forlade de gode mennesker, jeg elskede og havde arbejdet sammen med de sidste 10 år eller deromkring?

Men følelsen varede ved, og jeg vidste, at den følelse ikke ville gå væk. Jeg prøvede at lægge en plan, så jeg havde noget på plads, inden jeg sagde op, men uanset hvordan jeg prøvede, blev det ikke til noget. Så jeg rejste uden at have et job eller en mulighed på plads. Jeg græd og havde mange dybe, inderlige samtaler med min himmelske Fader på det tidspunkt.

Det, jeg lærte, var, at planen var ikke at have en plan. Jeg fandt ud af, hvem jeg var, uden nogen titel, karriere eller status. Selvom denne forandring var smertefuld, var det et uvurderligt sted for mig at lære om mig selv og mit forhold til min himmelske Fader. Blot to måneder efter jeg havde sagt op, blev det studie, som jeg troede var stabilt, lukket helt ud af det blå og uden varsel.

Gennem min oplevelse med at forlade Disney grundede jeg over og søgte i dette citat fra præsident Spencer W. Kimball: »Sikkerhed er ikke affødt af uudslettelig rigdom, men af uudslukkelig tro.«1 Vores sande sikkerhed og fred er født af tro på Jesus Kristus. Den tro på Kristus er et valg, vi kan træffe. Jeg er taknemmelig for, at han lod mig vælge ham.

Der var ikke gået en måned før jeg senere følte mig tilskyndet til at se på karrierer, der havde med humanitært og non-profit arbejde at gøre. Jobkravene førte til, at jeg undersøgte en uddannelse, en kandidatgrad i offentlig administration på BYU. Jeg havde ikke planlagt at vende tilbage til skolebænken, efter jeg havde fået min bachelorgrad. Men Herren viste mig, at der var mere forude for mig, eller måske bør jeg sige, mere i mig, end jeg vidste.

Tidsfristen for ansøgning til kandidatstudiet var blot nogle få dage efter, men med hans hjælp blev jeg på en eller anden måde i stand til at indsende alle de nødvendige papirer, anbefalinger og interview. Jeg blev optaget på skolen og blev lige efter ansat som leder for Kirkens animationshold, endnu en uventet mulighed.

Jeg skulle nu begynde på et kandidatstudie, begynde på et nyt udfordrende job og fortsat tjene som Unge Kvinders præsident i min menighed med flere end 50 unge kvinder. Det så ikke muligt ud, men alle tre ting føltes rigtigt. Så jeg stolede på ham. Kun han kunne vise mig, hvordan det ville gå, og det gjorde han.

I løbet af de tre år, jeg gik på kandidatstudiet, så jeg hele tiden hans hånd styrke mig på måder, som jeg ikke troede var mulige. Han delte »Det Røde Hav« (se 2 Mos 14) i mit liv og banede på en eller anden måde en vej for, hvordan tingene kunne ske, og for at mine evner kunne udvides.

Herren åbner en vej, når vi følger hans tilskyndelser og befalinger. Profeten Nefi erklærede den sandhed, da han sagde: »Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Ne 3:7).

Herren vil sørge for en måde, hvorpå vi kan udføre det, som han har bedt os om at gøre. Hvis I kæmper med at få tingene til at fungere økonomisk eller på anden vis i skolen, så vid blot, at hvis I føler jer tilskyndet til at gå i skole på dette tidspunkt, så vil Herren sørge for en måde, ligesom Nefi erklærede. Stol på ham. Han elsker jer og ønsker at tage sig af jer og vil gøre det, når I vælger at udøve jeres tro på ham.

I løbet af den travle tid som studerende måtte jeg vælge mellem ting som at hjælpe de unge kvinder med at lave en aktivitet i menigheden eller studere til mine terminseksaminer. Jeg valgte at lytte til den samme stemme, der havde ført mig til det sted, og besluttede mig for at være sammen med de unge kvinder. Så bad jeg og gjorde mit bedste for at studere i den tid, jeg havde tilbage.

Gang på gang tog jeg en prøve og klarede mig på en eller anden måde godt – altid bedre end forventet. Herren er så barmhjertig og venlig. Det er en vigtig lektie, jeg lærte af min uddannelse: Guds karakter og hans kærlighed til mig som hans datter.

Den anden lære fra min uddannelse er, at når vi sætter Herren først og holder vores pagter med ham, falder alt på sin rette plads, og vi modtager gaven med hans fred og hjælp midt i stormen. Vi har fred, fordi vi ved, at han er med os. Når vi vælger ham, vil vi blive velsignet med alt det, vi står i behov for, når vi gennemgår de udfordringer, han lader os møde.

Jeg elsker Herren. Jeg vidner om, at han leder denne kirke gennem vores profet, præsident Russell M. Nelson. Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser. Gennem hans offer kan vi få den fred, der overgår al forstand (se Fil 4:7). Det er hans fred og kærlighed, der vil give os styrke midt i det umulige eller utænkelige. Han vil sørge for os, når vi holder vores pagter og stoler på ham af hele vores hjerte (se Ordsp 3:5). Dette er hans genoprettede kirke på jorden, og vi har hans evangeliums fylde. Jeg ved, at han lever og elsker jer! I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Spencer W. Kimball, »The Family Influence«, Ensign, juli 1973, s. 17.