Vores gode nabo

Billede

Russell M. Nelson slår græs, mens naboen ser på

Illustration: Dilleen Marsh

Da min familie og jeg flyttede ind hos min svigermor, Effie Dean Rich, der var blevet enke, var en af vores naboer ældste Russell M. Nelson, der var blevet kaldet til De Tolv Apostles Kvorum nogle få år tidligere.

I den tid, hvor vi var naboer, nød vi at hjælpe ældste Nelson og hans første hustru, Dantzel, med deres projekter, og de var glade for at hjælpe os med vores. Det omfattede at gøre en kløft i vores baghave til et attraktivt område med mure, gangbroer, trapper og planter. Når ældste Nelson var væk på en kirkeopgave, hjalp vi søster Nelson med det, hun havde brug for.

Da vi var færdige med kløft-projektet, bad min nevø og hans brud om at holde bryllupsreception i kløften og haven. De planlagde at komme og hjælpe med den sidste oprydning inden arrangementet.

Men tiden løb fra dem. De havde travlt og kunne ikke komme. På dagen for deres åbent hus vågnede jeg kl. 6.00 og var sur. Jeg rejste mig, greb fat i min spand og klippesaks og gik de 58 trin ned til bunden af kløften. Mens jeg arbejdede mig op ad trapperne og trimmede engelsk efeu, blev jeg roligere. Omkring kl. 8.00 hørte jeg en plæneklipper i forhaven. Jeg tog en pause for at se, hvad der skete.

Da jeg nåede frem til forhaven, var ældste Nelson færdig med at slå sin græsplæne og var nu ved at slå min græsplæne.

»Det behøver du ikke,« sagde jeg.

»Jo, Grant,« svarede han, »jeg er nødt til at gøre det for dig i dag.«

Ældste Nelson vidste, hvordan man hører vor himmelske Fader. Den dag vidste Gud, at jeg havde brug for hjælp.

Den oplevelse ændrede mig. Siden da er min hustru og jeg hver dag begyndt at bede om at blive opmærksomme på dem omkring os, der har brug for vores hjælp.

Flere år tidligere, på et andet tidspunkt, gik min svigerfar, John P. Rich, ud for at skovle sne fra sit fortov. Ældste Nelson havde dog allerede været der. John gik ind igen og skrev dette digt:

Den dag i dag er vi stadig taknemmelige for vores gode nabo og næste.