Primaryhæfter og fællestid
April: Jesus Kristus har genoprettet sin kirke i de sidste dage


april

Jesus Kristus har genoprettet sin kirke i de sidste dage

»Jeg har udsendt mit evangeliums fylde ved min tjener Josephs hånd« (L&P 35:17).

Supplér disse forslag med nogle af dine egne. Planlæg hver uge, hvordan I (1) tydeliggør læren, (2) hjælper børnene til at forstå den, og (3) hjælper dem til at anvende den i deres tilværelse. Stil dig selv spørgsmålet: »Hvad skal børnene gøre for at lære det, og hvordan kan jeg hjælpe dem til at føle Ånden?«

1. uge: Efter Jesu Kristi og hans apostles død gik evangeliets sandheder tabt.

Tydeliggør læren (samtale): Bed børnene om at nævne noget, som Jesus Kristus underviste i, da han var på jorden. Vis et billede af Kristus, der ordinerer apostlene. Forklar, at efter Kristus døde og opstod, underviste hans apostle i evangeliet, men mange mennesker ville ikke lytte til dem. Kort tid efter døde apostlene, og der blev ikke undervist i visse vigtige sandheder om evangeliet mere. Skriv »Efter Jesus Kristus og hans apostle døde gik visse af evangeliets sandheder tabt« og lad børnene sige det sammen med dig.

Billede
børn, der tegner

Når børn tegner, giver det dem mulighed for at udtrykke deres forståelse af evangeliske principper. Børn elsker at se deres egne tegninger blive brugt som billedmaterialer.

Frem forståelsen(tegn tegninger): Skriv på tavlen nogle af evangeliets principper, som gik tabt eller blev ændret under frafaldet (fx dåb, præstedømmet, templer, levende profeter og nadveren). Del børnene op i små grupper. Giv hver gruppe et stykke papir, hvor et af evangeliets principper står, og bed børnene om at lave en tegning, der illustrerer det princip. Bed et barn fra hver gruppe om at anbringe deres tegning på tavlen. Forklar, at da Kristus var på jorden, underviste han i alle disse vigtige sandheder i evangeliet. Bed børnene om at lukke øjnene. Fjern alle tegningerne og gem dem. Bed derpå børnene om at åbne øjnene. Forklar, at evangeliets sandheder gik tabt efter Jesu Kristi og hans apostles død. Fortæl børnene, at evangeliet blev gengivet ved Joseph Smith. Hæng tegningerne tilbage igen og bær vidnesbyrd om, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har alle de sandheder, der engang gik tabt. (Gem tegningerne til 4. uge).

2. uge: Vor himmelske Fader og Jesus Kristus viste sig for Joseph Smith.

Tydeliggør læren (se et billede): Dæk et billede om det første syn til med adskillige mindre stykker papir. Bed børnene om at fjerne et stykke papir ad gangen. Bed børnene om stille at række hånden op, når de ved, hvad billedet forestiller. Når alle papirstykkerne er blevet fjernet, beder du børnene om at fortælle dig, hvad der sker på billedet.

Frem forståelsen (læs skriftsteder): Vis børnene, hvor i skrifterne vi kan læse Joseph Smiths beskrivelse af sin oplevelse i den hellige lund (JS-H 1:14-19). Læs eller bed nogle børn om at læse flere vers, der beskriver, hvad der skete. Du kan eventuelt bede nogle mindre børn om at udføre nogle enkle bevægelser, som fx at rejse sig og strække armene i vejret som træer eller folde deres hænder, som om de beder. Spørg børnene, hvordan de ville have følt det, hvis de havde kunnet se vor himmelske Fader og Jesus Kristus vise sig og tale til Joseph Smith. Tal om vigtigheden af denne begivenhed.

Styrk anvendelsen(bær vidnesbyrd): Lad børnene synge »Den hellige lund« (Lille Liahona, apr. 2001, s. 9). Bær derpå dit vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus viste sig for Joseph Smith. Bed nogle få børn om at bære deres vidnesbyrd om det første syn.

3. uge: Præstedømmets myndighed blev gengivet af himmelske budbringere.

Tydeliggør læren (syng en sang): Spørg børnene, hvordan de kunne meddele noget meget vigtigt. Forklar, at når noget vigtigt i gamle dage skulle meddeles, blev der blæst i trompet. Bed børnene om at lukke øjnene og forestille sig, at de kan høre trompeter, når pianisten spiller »Med præstedømmets kraft« (BS, s. 60-61). Bed børnene om at synge sangen og lægge mærke til, hvilket vigtigt budskab denne sang bekendtgør. Bed nogle få børn forklare, hvad sangen handler om.

Frem forståelsen (lyt til gæstetalere): Vis børnene billedet af gengivelsen af Det Aronske Præstedømme og gengivelsen af Det Melkisedekske Præstedømme. Bed en aronsk præstedømmebærer om kort at fortælle om beretningen af gengivelsen af Det Aronske Præstedømme (se L&P 13; JS-H 1:68-72). Invitér derpå en melkisedeksk præstedømmebærer til at fortælle børnene om gengivelsen af Det Melkisedekske Præstedømme (se L&P 27:12-13; JS-H 1:72). Vis igen billederne og bed børnene om at sætte navn på personerne på billederne.

Billede
Melkisedekske præstedømmebærere og aronske præstedømmebærere

Gæstetalere kan bidrage med variation og interesse i Primary.

Styrk anvendelsen(bær vidnesbyrd): Lad hver klasse skrive en ting på et stykke papir, som vi har i dag takket være gengivelsen af Det Aronske Præstedømme (fx dåb og nadveren) og en ting, som vi har takket være gengivelsen af Det Melkisedekske Præstedømme (fx bekræftelse og velsignelse af de syge). Bed nogle af børnene om at fortælle, hvad de skrev. Udtryk din taknemlighed for de velsignelser, som kommer fra vor himmelske Fader, takket være gengivelsen af præstedømmet.

4. uge: Joseph Smith oversatte Mormons Bog og gengav evangeliets sandheder.

Tydeliggør læren og frem forståelsen (samtale): Skriv før Primary begynder »Joseph Smith oversatte Mormons Bog og gengav evangeliets sandheder« på et stykke papir, og klip det ud som et puslespil. På bagsiden af hvert stykke skriver du navnet på en person eller en ting i forbindelse med oversættelsen af Mormons Bog (fx Joseph Smith, Urim og Tummim, englen Moroni, guldplader, Guds kraft og Oliver Cowdery). Giv hver klasse en af brikkerne og bed dem om at tale om, hvordan den ting eller person på bagsiden af brikken har forbindelse til oversættelsen af Mormons Bog. Lad hver klasse komme op foran i lokalet, fortælle det, de har talt om, og sætte deres brik på tavlen. Når puslespillet er samlet, læser I sætningen sammen.

Billede
puslespil

Puslespillet findes på sharingtime.lds.org

Frem forståelsen (lyt til en gæstetaler): Bed en præstedømmebærer om at portrættere Joseph Smith og fortælle beretningen om, hvordan han oversatte Mormons Bog. Giv ham flere af de tegninger, børnene lavede i 1. uge, og bed ham om at fortælle, hvordan evangeliets principper blev gengivet ved Joseph Smith. Han kan eventuelt være enkelt udklædt, som fx at have en sort butterfly på. Bed ham om at tage udklædningsstykket af og bære sit vidnesbyrd om Joseph Smith.

Styrk anvendelsen(kom med forslag): Bed børnene om at rejse sig, hvis de kan nævne en evangelisk sandhed, der er gået tabt og blev gengivet ved Joseph Smith. Bed nogle få børn om at fortælle, hvad de mener. Bær dit vidnesbyrd om det gengivne evangelium og Mormons Bog.