Kom og følg mig
25.-31. maj. Mosija 29-Alma 4: »De var standhaftige og urokkelige«


»25.-31. maj. Mosija 29-Alma 4: ›De var standhaftige og urokkelige‹«, Kom og følg mig – Primary: Mormons Bog, 2020, 2020

»25.-31. maj. Mosija 29-Alma 4«, Kom og følg mig – Primary: 2020

Billede
Alma den Yngre forkynder

Alma den Yngre forkynder, af Gary L. Kapp

25.-31. maj

Mosija 29-Alma 4

»De var standhaftige og urokkelige«

De børn, du underviser, kan lære meget i din klasse, men de lærer endnu mere, hvis de udvikler en vane med at studere i skrifterne derhjemme. Overvej, hvordan du kan opmuntre til og støtte op om, at de lærer om evangeliet derhjemme.

Nedskriv dine indtryk

Billede
deleikon

Del med hinanden

Lad børnene sætte sig på gulvet i en rundkreds, og tril en bold hen til en af dem. Bed det barn om at fortælle noget, han eller hun har lært for nylig om evangeliet derhjemme eller i Primary. Lad derefter barnet trille bolden hen til en anden. Gentag, indtil alle har haft mulighed for at sige noget.

Billede
undervisningsikon

Undervis i læren: yngre børn

Alma 1:2-9, 26-30

Som medlem af Kirken bør jeg elske og tjene andre.

Du kan vælge ikke at fortælle ret meget om Nehors lære, men de kan have gavn af at vide, at vi i Kirken tjener, fordi vi elsker andre, ikke fordi vi gerne vil være rige eller populære.

Mulige aktiviteter

  • Fortæl med nogle enkle ord historien om Alma og Nehor (se Alma 1; »Kapitel 20: Alma og Nehor«, Historier fra Mormons Bog, s. 54-55). Understreg, at selv om Nehors tilhængere var ondskabsfulde mod kirkens medlemmer, var mange af kirkens medlemmer venlige og kærlige.

  • Læs Alma 1:30 for børnene, og hjælp dem til at forstå, at kirkens folk delte, hvad de havde, med mennesker, der havde brug for det. Hjælp børnene til at tænke på ting, de kan dele med andre, og mennesker, de kan dele dem med. Opmuntr dem til at lave tegninger af deres plan.

  • Syng en sang sammen om kærlighed og tjeneste, fx »Venlighed begynder med mig« (Børnenes sangbog, s. 83), og hjælp dem til at tænke på bevægelser, der kan passe til sangen.

Alma 2:28-30

Gud besvarer mine bønner.

Da Alma og nefitterne blev grebet af »stor frygt« (Alma 2:23), bad de om hjælp og blev styrket. Hjælp børnene til at tage ved lære af deres eksempel.

Mulige aktiviteter

  • Anvend billeder i denne uges oplæg i Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier eller i »Kapitel 21: Amlicitterne« (Historier fra Mormons Bog, s. 56-57) til at fortælle børnene, hvordan nefitterne fik styrke til at slå amlicitterne. Spørg børnene om ting, der er skræmmende eller svære for dem, og bær vidnesbyrd om, at de kan bede vor himmelske Fader om hjælp til dem.

  • Fortæl om en oplevelse, hvor Gud hjalp dig, efter du havde bedt til ham. Lad dem fortælle om oplevelser, de har haft med bøn.

Alma 4:19

Mit vidnesbyrd kan styrke andre.

Ofte kan et barns »rene vidnesbyrd« (Alma 4:19) påvirke andre meget. Hvordan kan du hjælpe børnene til at finde ud af, hvordan de kan dele deres vidnesbyrd med andre?

Mulige aktiviteter

  • Slå op i skrifterne på Alma 4:19, og forklar, at da Alma så, hvor ugudeligt folket var, besluttede han, at den bedste måde at hjælpe dem på var at bære det »rene vidnesbyrd« for dem. Brug denne uges aktivitetsside til at lære børnene, hvad et vidnesbyrd er, og hvad det består af. Tilskynd dem til at bære deres vidnesbyrd.

  • Hæld noget rent vand i et klart glas, og forklar, at vandet er ligesom vores vidnesbyrd, fordi vi kan dele det med andre. Hæld vandet i et lille bæger til hvert barn, og fortæl dem, at når vi deler vores vidnesbyrd med andre, hjælper vi dem til også at få et stærkere vidnesbyrd.

  • Hvis børnene gerne vil, lader du dem øve sig i at bære deres vidnesbyrd. Foreslå flere måder til, hvordan de kan vise, at de ved, at evangeliet er sandt, deriblandt gennem deres handlinger.

Billede
undervisningsikon

Undervis i læren: ældre børn

Alma 1:2-9

Jeg kan lære at genkende falske lærdomme.

Vi kommer alle til i en vis grad at stå over for mennesker som Nehor, dem som vil prøve at bedrage os med budskaber, der lyder tiltrækkende, men som er falske og skadelige. Det kan være en hjælp for børnene at fortælle beretningen i Alma 1:2-9 som en forberedelse til at støde på den slags.

Mulige aktiviteter

  • Hjælp børnene til at læse Alma 1:2-4 og gennemgå noget af det, som Nehor, en falsk lærer, belærte om. Lad dem lave en quiz med sande eller falske udtalelser og hente hjælp i disse vers. Hvorfor blander Satan sommetider noget sandt med noget falsk? Hjælp dem til at tænke på nogle eksempler.

  • Når I sammen har gennemgået Alma 1:2-9, beder du alle børnene om at læse et af følgende skriftsteder: Matthæus 7:21-23, 2 Nefi 26:29-31, Mosija 18:24-26 og Helaman 12:23-26. Hvordan gendriver disse skriftsteder Nehors lærdomme? Hvordan kan vi anvende skriftstederne til at styrke vores eget vidnesbyrd om evangeliet?

Alma 1:26-30; 4:6-13

Som medlem af Kirken bør jeg elske og tjene andre.

Nogle gange var kirkemedlemmerne på Almas tid gavmilde og hjalp meget, og andre gange var de uvenlige og stolte. Hjælp de børn, du underviser, til at tage ved lære af deres oplevelser.

Mulige aktiviteter

  • Hjælp børnene med at læse Alma 4:6-13, og definer ord som »foragt«, »forfølge« og »ondsindethed« (brug eventuelt en ordbog). Hvordan har vi det, når andre mennesker behandler os sådan? Lad børnene finde ord i Alma 1:26-30, der beskriver, hvordan vor himmelske Fader ønsker, at vi skal behandle hinanden.

  • Bed dem om at læse Alma 1:27, 30 og lave en liste over den slags mennesker, som kirkemedlemmerne hjalp. Lad børnene tænke på mennesker i deres nabolag eller skole, som måtte »[stå] i behov« (Alma 1:30). For at understrege dette princip kan I sammen synge om venlighed, fx »Jeg går med dig« (Børnenes sangbog, s. 78-79).

Alma 4:8-20

Mit vidnesbyrd kan styrke andre.

Alma opgav sin stilling som overdommer, så han kunne bruge mere tid på at bære sit vidnesbyrd og hjælpe mennesker til at omvende sig. Hans eksempel kan inspirere børnene til at dele deres vidnesbyrd oftere.

Mulige aktiviteter

  • Læs Alma 4:8-12, 15 sammen med børnene, og bed dem om at finde de problemer, der opstod i kirken, som de står beskrevet i disse vers. Bed dem om at foreslå nogle ting, som Alma kunne gøre for at løse disse problemer. Lad dem ved hjælp af Alma 4:16-20 finde ud af, hvad Alma besluttede at gøre. Hvorfor har vidnesbyrd så stor effekt?

  • Hjælp børnene til at forstå, hvad et vidnesbyrd er, og hvad det består af, ved at synge en sang sammen om emnet, fx »Ved Helligåndens vidnesbyrd« (Salmer og sange, nr. 71), eller brug denne uges aktivitetsside. Bed dem om at fortælle, hvad de har lært om vidnesbyrd ud fra disse kilder.

Billede
læringsikon

Tilskynd til at lære derhjemme

Hjælp børnene til at tænke på en, de kan dele deres vidnesbyrd med den kommende uge. Opmuntr dem til at skrive en plan, som kan hjælpe dem til at nå deres mål.

Gør undervisningen bedre

Stil spørgsmål, der indbyder til vidnesbyrd. »At stille spørgsmål, der opmuntrer eleverne til at bære vidnesbyrd om principper, der undervises i, kan være en meget virkningsfuld måde at invitere Ånden på« (Undervisning på Frelserens måde, s. 32). Opmuntr børnene til at bære deres vidnesbyrd ved at stille spørgsmål, som tilskynder dem til at tænke over og fortælle, hvordan de har det med Frelseren eller hans evangelium. Du kan også spørge efter oplevelser, de har haft med bøn, tjeneste, ordinancer som dåb eller at føle Helligåndens indflydelse.