Seminar og institut
Lektion 17: Frelseren led og døde på Golgatas kors


Lektion 17

Frelseren led og døde på Golgatas kors

Indledning

Da Frelseren nærmede sig afslutningen på sin tjenestegerning på jorden, »blev [han] pågrebet og anklaget på falsk grundlag, kendt skyldig for at stille pøblen tilfreds og dømt til at dø på Golgatas kors« (»Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, Liahona, apr. 2000, s. 2). I denne lektion fremhæver vi den vigtige sandhed, at Jesus Kristus selv tillod, at han led og døde for andres hånd. Der var ingen, som tog hans liv.

Baggrundslæsning

Forslag til undervisningen

Matthæus 27:26-54; Johannes 10:11-18; 19:10-11; 1 Nefi 19:9

Jesus Kristus havde magten til at sætte sit liv til

Vis billedet Korsfæstelsen (Evangelisk kunst, 2009, nr. 57, se også LDS.org).

Billede
Korsfæstelsen

Bed de studerende om at forestille sig, at de er en af de trofaste tilskuere på billedet, mens du læser Matthæus 27:26-54 højt. Opfordr de studerende til at følge med og grunde over, hvordan det må have været at være der selv og se korsfæstelsen af Jesus Kristus. Når du har læst færdig, skal du bede de studerende beskrive de tanker og følelser, som de forestiller sig, at denne person har oplevet. Når flere har svaret, skal du spørge klassen:

  • Hvilke følelser har I for Frelseren, efter I har læst og drøftet denne beretning?

Bed de studerende om at læse Johannes 10:11, 17-18 for sig selv. Efter tilstrækkelig tid spørger du:

  • Hvad fortæller disse vers om Jesu Kristi korsfæstelse og død? (Vær sikker på, at de studerende forstår, at Jesus Kristus havde magt fra Faderen til at sætte sit eget liv til og tage det igen).

Vis følgende udtalelse af ældste James E. Talmage fra De Tolv Apostles Kvorum og bed en studerende om at læse den højt:

Billede
Ældste James E. Talmage

»En naturlig virkning af [Jesu] udødelige oprindelse som Søn født på jorden, men med en udødelig Fader, var, at han var immun over for døden, med mindre han selv overgav sig til den. Jesu Kristi liv kunne ikke tages, med mindre han ville det og tillod det. Magten til at nedlægge sit liv var nedarvet i ham som også magten til at opløfte sit ihjelslagne legeme til en udødelig tilstand« (Jesus Kristus, 3. udg., 1916, s. 440).

Bed en studerende om at læse Matthæus 26:53-54 højt og en anden studerende om at læse højt fra Johannes 19:10-11. Bed de studerende om at følge med og sammenligne de to skriftsteder.

  • Hvilken hjælp havde Jesus Kristus ifølge Matthæus adgang til?

  • Hvad lærer I af skriftstedet i Johannes? (De studerende bruger måske andre ord, men de bør komme frem til følgende sandhed: Ingen kunne tage Jesu Kristi liv, han led villigt døden).

  • Hvorfor tror I, at Jesus lod sig selv blive korsfæstet, hvis han kunne have nedkaldt en masse engle som hjælp?

Bed en studerende læse 1 Nefi 19:9 højt. Bed klassen om at definere ordet tåler. (I denne forbindelse betyder tåler at give tilladelse til. Foreslå eventuelt, at de studerende skriver »at tillade« i margenen i deres skrifter ud for 1 Ne 19:9).

  • Hvorfor tillod Frelseren, at han blev korsfæstet?

Vis følgende udtalelse af ældste Alexander B. Morrison fra De Halvfjerds, og bed en af de studerende om at læse den højt:

Billede
Ældste Alexander B. Morrison

»Det var kærligheden til alle Guds børn, der fik Jesus, der var enestående i sin syndfri fuldkommenhed, til at tilbyde sig selv som løsesum for andres synder … Dette var altså den fuldendende årsag, som førte Jesus til jorden ›for os at tåle sorg og død‹ (»Hvor skønt det er at dvæle ved«, Salmer og sange, nr. 108). Han kom … for at sone for vore synder, så han ved at blive løftet op på korset kunne drage alle mennesker til sig (se 3 Ne 27:14)« (»Derfor er jeg kommet til verden«, Liahona, jan. 2000, s. 30).

Påpeg, at Jesus led døden på korset som følge af sin store kærlighed for sin Fader og os. Spørg dernæst:

  • Hvordan kan en viden om, at Frelseren villigt underkastede sig korsfæstelsen som følge af sin kærlighed til Faderen og os, være en hjælp, når I oplever modgang?

Matthæus 27:46; Lukas 23:34-46; Johannes 19:26-30

Jesus Kristus fuldendte sin jordiske tjenestegerning

Som hjælp til de studerendes forståelse af, hvad død ved korsfæstelse er, kan du fortælle følgende:

»Død ved korsfæstelse synes at omfatte alt, hvad smerte og død kan indeholde af rædsomhed og grufuldheder – svimmelhed, krampe, tørst, hunger, søvnløshed, traumatisk febertilstand, stivkrampe, offentlig skam, langvarig pinsel, forventningen om svære lidelser, dødelige sår – alt sammen intensiveret lige til det punkt, hvor det kan udholdes, men det hele stopper lige inden, at den lidende kunne opnå lindring ved at miste bevidstheden. Den unaturlige stilling gør enhver bevægelse til en lidelse; de åbne vener og ødelagte sener dunkede og medførte konstante kvaler; sårene, betændte fra luftens indvirkning, på vej mod en tilstand af koldbrand; arterierne – specielt i hovedet og maven – blev opsvulmede og irriterede med rige mængder af blod; og mens hver enkelt variation af pinsel gradvist forstærkes, bliver der til dem tilføjet en brændende og rasende tørst, og alle disse fysiske komplikationer, som forårsager indre oprør og uro, gør udsigten til selve døden – døden, denne ukendte fjende, som mennesket normalt skælver ved – til en velkommen og længe ventet afslutning.

Sådan var den død, som Kristus var dømt til at lide« (Frederic W. Farrar, The Life of Christ, 1964, s. 641).

Fortæl de studerende, at Jesus Kristus ytrede syv udtalelser, mens han hang på korset. Nedskriv følgende skriftstedshenvisninger på tavlen (skriv ikke citaterne i parentes), og bed alle studerende om at læse nogle af dem og se, hvad Jesus udtalte:

Lukas 23:34 (»Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør«)

Lukas 23:43 (»Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis«)

Johannes 19:26-27 (»Kvinde, dér er din søn … Dér er din mor«)

Matthæus 27:46 (»Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«)

Johannes 19:28 (»Jeg tørster«)

Johannes 19:30 (»Det er fuldbragt«)

Lukas 23:46 (»Fader, i dine hænder betror jeg min ånd«)

Mens de studerende fortæller om det, de fandt, skal du omformulere udtalelserne på tavlen ved siden af de rette henvisninger. Spørg de studerende:

  • Hvad fortæller disse udtalelser om Frelseren og om det, han oplevede på korset?

  • Hvad mente Jesus, da han erklærede: »Det er fuldbragt«? (Han havde udholdt den grænseløse smerte, som forsoningen krævede. Du kan påpege for de studerende, at der i Joseph Smiths oversættelse af Matthæus 27:54 står: »Jesus råbte atter med høj røst og sagde: Fader, det er fuldbragt, din vilje er sket, og opgav ånden« (se også Matt 27:50). Jesus døde først efter, at han vidste, at han havde fuldbragt alt, hvad Faderen forventede af ham).

Bed en studerende om at læse følgende udtalelse op af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum:

Billede
Ældste Jeffrey R. Holland

»Da den sidste øre var blevet betalt, da Kristi beslutsomhed om at være trofast var så tydelig, at den var fuldstændig uovervindelig, da var det endeligt og barmhjertigt ›fuldbragt‹ [se Joh 19:30]. Mod alle odds og uden nogen hjælp eller nogen til at holde sig oppe genoprettede Jesus fra Nazaret, den levende Guds Søn, det fysiske liv, som døden havde styret, og bragte frydefuld og åndelig forløsning ud af djævelsk mørke og fortvivlelse. Med troen på den Gud, som han vidste, var der, kunne han triumferende sige: ›Fader, i dine hænder betror jeg min ånd‹ [Luk 23:46]« (»Der var ingen med ham«, Liahona, maj 2009, s. 88).

Bed en studerende om at læse følgende udtalelse op af ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum:

Billede
Ældste Robert D. Hales

»Jesus valgte ikke at forlade denne verden, førend han havde holdt ud til enden og havde fuldendt den mission, han var blevet sendt hertil for at fuldende for menneskeheden. På Golgatas kors overgav Jesus sin ånd til sin Fader med en enkel udtalelse: ›Det er fuldbragt‹ (Joh 19:30). Efter at have holdt ud til enden blev han befriet fra jordelivet.

Vi skal også holde ud indtil enden« (»Dåbens pagt: At være i riget og af riget«, Liahona, jan. 2001, s. 6).

  • Hvad hjælper disse to apostle os til at forstå om, hvad Jesus henviste til, da han udtalte: »Det er fuldbragt«? (Når de studerende har svaret, kan du skrive følgende sandhed på tavlen: Jesus Kristus fuldbragte trofast alt, hvad vor himmelske Fader befalede ham at gøre i jordelivet).

  • Hvordan ville det være en hjælp i de svære tider, vi selv gennemgår, at mindes det, Frelseren stod overfor og trofast udholdte for at opfylde sin jordiske mission?

  • Hvordan kan det at mindes Jesu eksempel hjælpe jer til at opnå det, I blev født til at gøre?

  • Hvordan kan vi vise vores taknemlighed for alt, hvad Frelseren ofrede for os? (De studerende bruger måske andre ord, men de bør komme frem til følgende princip: Vi viser vores taknemlighed for Frelserens smerter på korset ved at følge hans eksempel og trofast holde ud til enden).

Bed de studerende om at overveje at dele nogle af deres følelser for Frelseren på de sociale medier og det, de har forpligtet sig til at gøre for at forblive trofaste mod disse følelser.

De studerendes læsemateriale