Frembåret af den skjulte trang

Brødre og søstre, jeg har fået mig noget af en lærestreg siden, jeg sidst stod her på talerstolen i oktober 2022. Lektien er: Holder du ikke holder en acceptabel tale, bliver du udelukket fra de næste konferencer. Som I kan se, er jeg sat tidligt på programmet her til det første møde på konferencen. Det, I ikke kan se, er, at jeg er placeret på en meget fintfølende faldlem. Går det ikke godt med denne tale, vil jeg ikke se jer i de næste par konferencer.

I den smukke salmes ånd fra dette vidunderlige kor har jeg faktisk lært en del lektier på det sidste, som jeg med Herrens hjælp gerne vil dele med jer i dag. Det vil gøre dette til en meget personlig tale.

Den mest personlige og smertefulde af alle mine seneste erfaringer har været, at min elskede hustru, Pat, gik bort. Hun var den mest storartede kvinde, jeg nogensinde har kendt – en perfekt hustru og mor – for slet ikke at tale om hendes renhed, hendes evne til at udtrykke sig og hendes åndelighed. Hun holdt engang en tale med titlen »Opfyld formålet med din skabelse.« Som jeg ser det, opfyldte hun formålet med sin skabelse med større succes, end nogen kunne have drømt om. Hun var en komplet Guds datter, en forbilledlig kristen kvinde Jeg var den heldigste af alle mænd, fordi jeg fik lov til at dele 60 år af mit liv med hende. Skulle jeg vise mig værdig, betyder vores besegling, at jeg får lov til at tilbringe evigheden med hende.

En anden oplevelse begyndte 48 timer efter min hustrus begravelse. På det tidspunkt blev jeg indlagt på hospitalet med en akut helbredskrise. Der brugte jeg de første fire ud af seks ugers indlæggelse på at ryge ind og ud af intensivafdelingen og ind og ud af bevidstløshed.

Så godt som alt, jeg oplevede på hospitalet den første tid, er gået tabt i glemslen. Hvad der ikke er gået tabt, er en erindring om en rejse udenfor hospitalet, til et sted der virkede til at være kanten af evigheden. Jeg kan ikke sige så meget om den oplevelse her, men jeg kan sige, at noget af det, jeg fik, var en opfordring til at vende tilbage til min gerning med større iver, mere hellighed, mere fokus på Frelseren, mere tro på hans ord.

Jeg kunne ikke undgå at føle, at jeg modtog min egen personlige version af en åbenbaring, der blev givet til De Tolv for næsten 200 år siden:

»Aflæg vidnesbyrd om mit navn … og send mit ord ud til jordens ender …

Morgen efter morgen, og lad din advarende røst lyde dag efter dag, og når natten kommer, lad da ikke jordens indbyggere slumre på grund af din tale …

Rejs jer … tag jeres kors op, [og] følg mig.«¹

Mine kære søstre og brødre, siden den oplevelse har jeg mere oprigtigt prøvet at tage mit kors op, og med større beslutsomhed finde ud af, hvor jeg kan lade min apostolske røst lyde både varmt og advarende om morgenen, om dagen og om natten.

Det fører mig til den tredje sandhed, jeg har lært af måneder med tab, sygdom og sorg. Det var et fornyet vidnesbyrd om og en endeløs taknemmelighed for denne kirkes standhaftige bønner – jeres bønner – som jeg har været den velsignede modtager af. Evindeligt vil jeg være taknemmelig for de tusinder af mennesker, der har bedt for mig, der, som den vedholdende enke² igen og igen har tryglet himlen om hjælp til mig. Jeg fik præstedømmevelsignelser og så min gymnasieklasse faste for mig, og det samme gjorde flere tilfældige menigheder rundt om i Kirken. Og mit navn må have stået på bønnelisten i næsten hvert eneste af Kirkens templer.

I min dybe taknemmelighed istemmer jeg G.K. Chesterton, der engang sagde, at »tak er den højeste form for tankevirksomhed, og … taknemmelighed er fordoblet glæde over underet.«³ Med en »glæde fordoblet af forundring« vil jeg takke alle jer og min Fader i himlen, som hørte jeres bønner og velsignede mit liv.

Brødre og søstre, jeg vidner om, at Gud hører enhver bøn, vi beder, og besvarer dem i henhold til den plan, han har lagt for vores fuldkommengørelse. Jeg anerkender, at på omtrent samme tid, som mange bad for min helbredelse, var der lige så mange – inklusive mig – der bad for, at min hustru ville komme til hægterne igen. Jeg vidner om, at bønnerne for os begge blev hørt og besvaret af en guddommeligt medfølende himmelsk Fader, selvom bønnerne for Pat ikke blev besvaret, som jeg bad om. Det er af årsager, som kun Gud kender til, at bønner besvares anderledes, end vi håber på – men jeg lover jer, at de bliver hørt, og de bliver besvaret i henhold til hans usvigelige kærlighed og kosmiske tidsplan.

Hvis vi »ikke beder om noget forkert«,⁴ er der ingen grænser for hvornår, hvor eller om hvad, vi kan bede. Ifølge åbenbaring bør vi »bede bestandigt«.⁵ Vi bør, som Amulek sagde, bede »for dem, der er omkring jer«,⁶ med tro på, at »en retfærdigs bøn formår meget«.⁷ Vores bønner bør fremsiges højt, når vi kan bede uforstyrret og privat.⁸ Hvis det ikke praktisk lader sig gøre, bør de udøses som hjertets tavse ytringer.⁹ Vi synger, at bønner er »frembåret af den skjulte trang«,¹⁰ der altid, ifølge Frelseren selv, skal frembæres til Gud den evige Fader i hans enbårne Søns navn.¹¹

Mine elskede venner, vores bønner er vores skønneste stund,¹² vores mest »indre sang«,¹³ vores enkleste og reneste form for tilbedelse.¹⁴ Vi bør bede individuelt, i vores familie og i forsamlinger af enhver størrelse.¹⁵ Vi bør bruge bøn som en skjold mod fristelse¹⁶ og skulle der komme en tid, hvor vi ikke føler trang til at bede, kan vi være forvissede om, at uviljen ikke kommer fra Gud, som længes efter at kommunikere med sine børn til alle tider. Faktisk kommer nogle forsøg på at afholde os fra at bede direkte fra modstanderen selv.¹⁷ Når vi ikke helt ved, hvordan eller for hvad vi skal bede, bør vi begynde og fortsætte, indtil Helligånden vejleder os til den bøn, vi bør bede.¹⁸ Den tilgang er måske den, vi er nødt til at bruge, når vi skal bede for vores fjender og dem, som forfølger os.¹⁹

I sidste ende kan vi se på Frelserens eksempel, han, som bad så ofte. Men det har altid fascineret mig, at Jesus overhovedet følte et behov for at bede. Var han ikke fuldkommen? Hvad havde han brug for at bede om eller for? Jeg har indset, at han ligesom os også ønskede at »[Faderens] ansigt se, og vandre frem, til frelst jeg står i fredens hjem«.²⁰ Gang på gang trak han sig fra fællesskabet og søgte at være alene for at gennembore himlen med sine bønner.²¹ Andre gange bad han i selskab med nogle få tilhængere. Og han søgte himlen i bøn på vegne af skarer, der var store nok til at fylde en bjergskråning. Nogle gange gjorde bøn hans tøj strålende.²² Sommetider herliggjorde det hans ansigtsudtryk.²³ Nogle gange rejste han sig for at bede, andre gange knælede han, og mindst en gang faldt han ned på sit ansigt og bad.²⁴

Lukas beskriver Jesu knæfald i forbindelse med hans soning som en bøn, han »bad … endnu mere indtrængende«.²⁵ Hvordan beder et fuldkomment væsen endnu mere indtrængende? Vi formoder, at alle hans bønner var indtrængende, og alligevel følte han i fuldbyrdelsen af sit sonoffer og ved den universelle smerte, han bar, et behov for at bede mere inderligt, og vægten af hans offer fik til sidst blodet til at pible frem af hver en pore.

På baggrund af Kristi sejr over døden og hans nyere gave til mig i form af nogle få uger eller måneder mere her på jorden, vidner jeg højtideligt om vitterligheden af evigt liv og behovet for, at vi hver især alvorligt lægger planer for det.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at når Kristus kommer, må han kunne genkende os – ikke som nominelle medlemmer på en falmet dåbsoptegnelse, men som helt igennem engagerede, trofast troende og pagtsholdende disciple. Dette er en presserende sag for os alle, medmindre vi med knusende anger skal høre: »Jeg har aldrig kendt jer,«²⁶ eller som Joseph Smith oversatte vendingen: »[I] har aldrig kendt mig.«²⁷

Heldigvis kan vi trække på hjælp til denne opgave – masser af hjælp. Vi er nødt til at tro på engle og mirakler og på løfterne i det hellige præstedømme. Vi er nødt til at tro på Helligåndsgaven, familie og venners gode indflydelse og kraften i Kristi rene kærlighed. Vi er nødt til at tro på åbenbaring og på profeter, seere og åbenbarere og præsident Russell M. Nelson. Vi er nødt til at tro, at vi med bøn, tryglen og personlig retskaffenhed virkelig kan stige op »til Zions bjerg … den levende Guds by, det himmelske sted, det helligste af alle«.²⁸

Brødre og søstre, når vi omvender os fra vores synder og træder frimodigt frem for »nådens trone«,²⁹ og bærer vores almisser og inderlige bønner frem for ham der, vil vi finde nåde, barmhjertighed og tilgivelse ved vor menneskekærlige, himmelske Faders hænder og hans lydige og fuldkomne Søn. Da kan vi, tillige med Job og alle de forædlede trofaste, skue en verden, der er for underfuld til at forstå.³⁰ I Jesu Kristi navn. Amen.