Søjler og stråler

Mit budskab er til dem, der er bekymrede for deres vidnesbyrd, fordi de ikke har haft overvældende åndelige oplevelser. Jeg beder til, at jeg kan give lidt fred og forvisning.

Gengivelsen af Jesu Kristi evangelium begyndte med en eksplosion af lys og sandhed! En teenagedreng i staten New York, med det meget almindelige navn Joseph Smith, går ud i en lund for at bede. Han er bekymret for sin sjæl og sin status hos Gud. Han søger tilgivelse for sine synder. Og han er forvirret over, hvilken kirke han skal tilslutte sig. Han har brug for klarhed og fred – han har brug for lys og kundskab.¹

Da Joseph knæler ned for at bede og »opsende [sit] hjertes ønsker til Gud«, omslutter et tæt mørke ham. Noget ondt, undertrykkende og meget virkeligt prøver at stoppe ham – at binde hans tunge, så han ikke kan tale. Mørkets kræfter bliver så intense, at Joseph tror, han skal dø. Men han »anvende[r] alle [sine] kræfter på at anråbe Gud om at udfri [ham] af den fjendes magt, som [har] grebet [ham]«. Og så, »i netop det øjeblik, da [han er] rede til at synke ned i fortvivlelse og overgive [sig] til undergang«, fordi han ikke ved, om han kan holde ud længere, fylder en strålende glans lunden og fordriver mørket og hans sjæls fjende.²

En »lyssøjle«, der er stærkere end solens glans, daler gradvist ned over ham. En person kommer til syne, og så endnu en.³ Deres »glans og herlighed trodser enhver beskrivelse«. Den første, vor himmelske Fader, kalder ham ved navn, mens han »pege[r] på den anden – [Joseph!] Det er min elskede Søn. Hør ham!«⁴

Og med dette overvældende udbrud af lys og sandhed er genoprettelsen påbegyndt. En hel strøm af guddommelig åbenbaring og velsignelser følger: Nye skrifter, gengivne præstedømmenøgler, apostle og profeter, ordinancer og pagter og genoprettelsen af Herrens sande og levende kirke, som en dag vil fylde jorden med lys og vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans gengivne evangelium.

Alt det og meget mere begyndte med en drengs desperate bøn og en lyssøjle.

Vi har også vores egne desperate behov. Vi har også brug for frihed fra åndelig forvirring og verdsligt mørke. Vi har også behov for at erfare det selv.⁵ Det er en af grundene til, at præsident Russell M. Nelson har opfordret os til at fordybe os »i genoprettelsens glorværdige lys«.⁶

En af genoprettelsens store sandheder er, at himlene er åbne – at vi også kan modtage lys og kundskab fra det høje. Jeg vidner om, at det er sandt.

Men vi må være på vagt over for en åndelig fælde. Nogle gange bliver trofaste kirkemedlemmer mismodige og glider endda væk fra Kirken, fordi de ikke har haft overvældende åndelige oplevelser – fordi de ikke har set deres egen lyssøjle. Præsident Spencer W. Kimball advarede: »Hvis vi altid forventer det usædvanlige, vil mange helt gå glip af den konstante strøm af åbenbaret kommunikation.«⁷

Præsident Joseph F. Smith mindedes på samme måde: »Herren holdt underne tilbage for mig [da jeg var ung] og viste mig sandheden, linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der.«⁸

Det er Herrens typiske mønster, brødre og søstre. I stedet for at sende os en lyssøjle sender Herren os en lysstråle, og så endnu en og endnu en.

Disse lysstråler bliver hele tiden sendt ned over os. Skrifterne lærer os, at Jesus Kristus er »verdens lys og liv«,⁹ at hans ånd »giver lys til enhver, som kommer til verden«,¹⁰ og at hans lys »fylde[r] det uendelige rum« og »giver liv til alting«.¹¹ Kristi lys er bogstaveligt talt overalt omkring os.

Hvis vi har modtaget Helligåndsgaven og stræber efter at udøve tro, omvende os og ære vores pagter, så er vi værdige til konstant at modtage disse guddommelige stråler. Med ældste David A. Bednars mindeværdige ord: »Vi ›lever i åbenbaring.‹«¹²

Og alligevel er vi alle forskellige. Der er ikke to mennesker, der oplever Guds lys og sandhed på præcis samme måde. Brug noget tid på at tænke over, hvordan I oplever Herrens lys og Ånd.

I har måske oplevet disse glimt af lys og vidnesbyrd, når I har fået »fred i [jeres] sind angående [en sag]«, der har bekymret jer.¹³

Eller som en tilskyndelse – en stille, sagte røst – der satte sig »i [jeres] sind og i [jeres] hjerte«¹⁴ og tilskyndede jer til at gøre noget godt, såsom at hjælpe en anden.

Måske har I været i en klasse i kirken – eller på en ungdomslejr – og følt et stærkt ønske om at følge Jesus Kristus og forblive trofast.¹⁵ Måske har I endda stået og båret et vidnesbyrd, som I håbede var sandt, og så følt, at det var det.

Eller måske har I bedt og følt en glædelig forvisning om, at Gud elsker jer.¹⁶

I har måske hørt nogen bære vidnesbyrd om Jesus Kristus, og det rørte jeres hjerte og fyldte jer med håb.¹⁷

Måske læste I i Mormons Bog, og et vers talte til jeres sjæl, som om Gud havde placeret det der lige til jer – og så indså I, at det havde han.¹⁸

I har måske følt Guds kærlighed til andre, når I har tjent dem.¹⁹

Eller måske kæmper I med at føle Ånden i øjeblikket på grund af depression eller angst, men har den dyrebare gave og troen til at se tilbage og erkende »Herrens milde barmhjertighed« fra tidligere øjeblikke.²⁰

Min pointe er, at der er mange måder at modtage himmelske stråler af vidnesbyrd på. Dette er selvfølgelig blot nogle få. De er måske ikke dramatiske, men de udgør alle en del af vores vidnesbyrd.

Brødre og søstre, jeg har ikke set en lyssøjle, men ligesom jer har jeg oplevet mange guddommelige stråler. I årenes løb har jeg prøvet at værdsætte sådanne oplevelser. Jeg oplever, at når jeg gør det, genkender og husker jeg endnu flere af dem. Her er nogle eksempler fra mit eget liv. De er måske ikke særligt imponerende for nogle, men de er dyrebare for mig.

Jeg kan huske, da jeg var en støjende teenager til en dåb. Da mødet skulle til at begynde, følte jeg Ånden tilskynde mig til at sætte mig ned og være ærbødig. Jeg satte mig ned og forblev stille resten af mødet.

Inden min mission var jeg bange for, at mit vidnesbyrd ikke var stærkt nok. Ingen i min familie havde tjent som missionær, og jeg vidste ikke, om jeg kunne gøre det. Jeg husker, at jeg desperat studerede og bad om at modtage et mere sikkert vidnesbyrd om Jesus Kristus. Så en dag, hvor jeg bønfaldt vor himmelske Fader, fik jeg en stærk følelse af lys og varme. Og jeg vidste det. Jeg vidste det bare.

Jeg husker, at jeg en nat flere år senere blev vækket af en fornemmelse af »ren intelligens«, der fortalte mig, at jeg ville blive kaldet til at tjene i ældsternes kvorum.²¹ To uger senere modtog jeg kaldelsen.

Jeg husker en generalkonference, hvor et elsket medlem af De Tolv Apostles Kvorum sagde præcis de ord i et vidnesbyrd, som jeg havde fortalt en ven, jeg håbede på at høre.

Jeg husker, da jeg knælede med hundredvis af brødre for at bede for en kær ven, der lå bevidstløs i en respirator på et lille, fjernt hospital efter et hjertestop. Idet vi forenede vores hjerter og bad for hans liv, vågnede han og hev respiratoren ud af sin hals. I dag tjener han som stavspræsident.

Og jeg husker, da jeg vågnede op med stærke åndelige følelser efter en meget livagtig drøm om en kær ven og mentor, der gik bort alt for tidligt og efterlod et kæmpe tomrum i mit liv. Han smilede og var glad. Jeg vidste, at han var okay.

Det er nogle af mine stråler. I har haft jeres egne oplevelser – jeres egne lysfyldte vidnesbyrd. Når vi genkender, husker og sammenfatter disse stråler i ét,²² begynder der at ske noget vidunderligt og kraftfuldt. »Lys holder sig til lys« – »sandhed favner sandhed.«²³ Virkeligheden af og kraften i en stråle af vidnesbyrd forstærker og forenes med en anden, og så en til og en til. Linje på linje, forskrift på forskrift, en stråle her og en stråle der – et lille, dyrebart åndeligt øjeblik ad gangen – og så vokser der inde i os en kerne af lysfyldte, åndelige oplevelser. Måske er ingen stråle stærk nok eller strålende nok til at udgøre et fuldgyldigt vidnesbyrd alene, men sammen kan de blive et lys, som tvivlens mørke ikke kan overvinde.

»O, er dette da ikke virkeligt?« spørger Alma. »Jeg siger jer: Jo, fordi det er lys.«²⁴

»Det, der er af Gud, er lys;« siger Herren, »og den, der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys; og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag.«²⁵

Det betyder, brødre og søstre, at med tiden og ved »stor flid«²⁶ kan vi også få vores egen lyssøjle – én stråle ad gangen. Og midt i den søjle vil vi også finde en kærlig himmelsk Fader, der kalder os ved navn, peger os mod vor Frelser Jesus Kristus og indbyder os med ordene: »Hør ham!«

Jeg vidner om Jesus Kristus, at han er hele verdens lys og liv – og også jeres og mit.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at han er den sande og levende Søn af den sande og levende Gud, og at han er denne sande og levende kirkes overhoved, der ledes af hans sande og levende profeter og apostle

Må vi genkende og modtage hans herlige lys og derefter vælge ham frem for verdens mørke – altid og for evigt. I Jesu Kristi navn. Amen.