Se, dér er Guds lam

Jeg klarede mig helt fint, indtil jeg så tårerne i øjnene på de unge i dette kor. Disse tårer er en bedre prædiken, end jeg nogensinde kan give.

Da Johannes, som kaldes Johannes Døber, så op fra flodbredden og forbi de ivrige folkeskarer, der søgte dåb ved hans hånd, så han i det fjerne sin fætter, Jesus af Nazaret, komme resolut imod sig i for at anmode om den samme ordinance. Ærbødigt, men hørligt nok til, at de, der stod tæt på kunne høre det, ytrede Johannes den beundring, der stadig rører os her to årtusinder senere: »Se, dér er Guds lam.«¹

Det er meget sigende, at denne længe profeterede forløber for Jesus ikke kaldte ham »Jahve« eller »Frelser« eller »Forløser« eller tilmed »Guds Søn« – hvilke alle ville være passende titler. Nej, Johannes valgte det tidligste og måske mest almindeligt kendte billede i den religiøse tradition blandt sit folk. Han brugte billedet på offerlammet, der blev ofret som soning for en falden verdens synd og sorg og for alle de faldne mennesker i den.

Tillad mig nu at gengive blot en lille del af den beretning.

Efter uddrivelsen fra Edens have stod Adam og Eva over for en overvældende fremtid. Idet de havde åbnet døren til dødelighed og et timeligt liv for os, havde de lukket døren til udødelighed og evigt liv for sig selv. På grund af en overtrædelse, de bevidst havde valgt at gøre på vores vegne, måtte de nu opleve fysisk død og åndelig straf i form af adskillelse fra Guds nærhed for evigt.² Hvad skulle de gøre? Ville der være en vej ud af denne situation? Vi er ikke sikre på, præcis hvor meget disse to fik lov til at huske af de instruktioner, som de modtog, mens de stadig var i haven, men de huskede, at de regelmæssigt til Gud skulle ofre et rent og lydefrit lam, det førstefødte handyr i deres flok.³

Senere kom en engel for at forklare dem, at dette offer var et forbillede, en tidlig gengivelse af det offer, der ville blive givet for dem af verdens Frelser, som ville komme. »Dette er et sindbillede på Faderens Enbårnes offer,« sagde englen. »Derfor skal du … omvende dig og påkalde Gud i Sønnens navn for evigt.«⁴ Heldigvis ville der være en vej ud og en vej op.

I de førjordiske råd i himlen havde Gud lovet Adam og Eva (og resten af os), at der ville komme hjælp fra hans rene og lydefri førstefødte Søn, Guds Lam, »det slagtede lam« »fra verden blev grundlagt,«⁵ som apostlen Johannes senere skulle beskrive ham. Ved at ofre deres egne små symbolske lam på jorden gav Adam og hans efterkommere udtryk for deres forståelse og deres afhængighed af den salvede Jesu sonoffer.⁶ Senere blev Åbenbaringsteltet i ørkenen rammen for den ordinance og derefter det tempel, som Salomo byggede.

Desværre virkede denne rituelle ofring af små lydefri lam ikke særlig godt som symbol på deres oprigtige omvendelse og trofaste efterlevelse, som så meget af Det Gamle Testamente afslører. Den moral, der skulle have ledsaget disse ofre, varede sommetider ikke længe nok til, at blodet på stenene var størknet. Under alle omstændigheder varede den ikke længe nok til at forhindre brodermord, hvor Kain dræbte sin bror Abel i den første generation.⁷

Med sådanne prøvelser og problemer i århundreder er der ikke noget at sige til, at himlens hærskarer sang af glæde, da Jesus endelig blev født – den længe ventede Messias selv. Efter sin korte jordiske tjenestegerning forberedte dette mest uskyldige af alle påskelam sine disciple på sin død ved at indstifte nadveren, en mere personlig form for ordinance end den, der blev indstiftet lige uden for Edens have. Der ville stadig være ofring, den ville stadig omfatte et offer, men med en symbolik, der er meget dybere, langt mere indadskuende og personlig end blodsudgydelsen af et førstefødt lam. Frelseren sagde om dette efter sin opstandelse til nefitterne:

»Og I skal ikke mere bringe mig udgydelse af blod …

I skal som offer bringe mig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd. Og den, der kommer til mig med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, ham vil jeg døbe med ild og med Helligånden …

omvend jer derfor … og bliv frelst.⁸

Mine elskede brødre og søstre, med det spændende nye fokus på en større evangelisk læring i hjemmet er det vigtigt for os at huske på, at vi stadig er befalet at »tage til bønnens hus og bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag«.⁹ Udover at skabe tid til mere hjemmebaseret evangelisk undervisning handler vores ændrede søndagsmøder også om at reducere kompleksiteten i mødeplanen på en måde, der passende understreger Herrens nadver som den hellige, anerkendte centrale del af oplevelsen i vores ugentlige gudstjeneste. Vi skal erindre på en så personlig måde som mulig, at Kristus døde af et knust hjerte ved helt alene at bære hele den menneskelige families synder og sorger.

Eftersom vi har bidraget til denne dødelige byrde, kræver et sådant øjeblik vores respekt. Derfor opfordres vi til at komme til vores nadvermøde i god tid og med ærbødighed, passende klædt til deltagelse i en hellig ordinance. Udtrykket »søndagstøj« har mistet lidt af sin betydning i vor tid, og af agtelse for ham, i hvis nærhed vi kommer, burde vi genindføre traditionen med at klæde og soignere os pænt på sabbatten, når og hvor vi kan.

Hvad angår punktlighed, bør der altid være lang snor til de velsignede mødre, der med børn og Cheerios og bletasker i herlig uorden er så heldige overhovedet at nå frem til kirken. Desuden vil der altid uundgåeligt være andre, der opdager, at deres okse er faldet i grøften en sabbatsmorgen. Dog siger vi til denne sidste gruppe, at lejlighedsvis sendrægtighed er forståelig, men hvis oksen falder i grøften hver søndag, så anbefaler vi stærkt, at I sælger oksen eller fylder grøften op.

I samme ånd kommer vi med en inderlig apostolsk henstilling om at mindske støjen på hellige områder i vores bygninger. Vi elsker at tale med hinanden, og det bør vi – det er en af glæderne ved at gå i kirke – men det bør ikke udføres så højlydt på steder, der er specifikt indviet til gudstjeneste. Jeg frygter, at besøgende, som ikke tilhører vores tro, bliver chokeret af det, der til tider kan være støjende uærbødighed i en ramme, der burde være kendetegnet af bøn, vidnesbyrd, åbenbaring og fred. Måske er himlen også lidt chokeret.

Det vil bidrage til ånden ved vores nadvermøder, hvis den præsiderende leder sidder på forhøjningen i god tid, inden mødet begynder, lytter til præludiet og ærbødigt viser et eksempel til efterfølgelse for os. Hvis der småsnakkes på forhøjningen, bør vi ikke være forbavset over småsnakken i forsamlingen. Vi gratulerer de biskopråd, der sløjfer bekendtgørelser, der forstyrrer ånden ved vores gudstjeneste. Jeg kan for eksempel ikke forestille mig en præst som Zakarias – der står i et af Herrens gamle templer, og der skal til at udføre et ypperstepræsteligt privilegium den eneste gang i hele sit liv – jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at han holder en pause foran alteret for at minde os alle sammen om et sæbekasseløb om seks uger, og at det snart er sidste tilmeldingsfrist.

Brødre og søstre, den time fastsat af Herren er den helligste time i ugens løb. Vi har bud om, at vi samles til den mest udbredte ordinance i Kirken. Den er til ihukommelse af ham, der spurgte, om det bæger, han snart skulle tømme, kunne tages fra ham, for alligevel at fortsætte, for han vidste, at for vores skyld kunne bægeret ikke tages fra ham. Det vil hjælpe os, hvis vi husker, at et symbol på det bæger meget langsomt finder vej ned ad rækken til os i hænderne på en 11- eller 12-årig diakon.

Når den hellige time rinder for at præsentere vores offergave for Herren, har vi vores egne synder, mangler og problemer at løse; det er derfor, at vi er der. Men vi opnår måske større succes med en sådan sønderknusthed, hvis vi er opmærksomme på de andre knuste hjerter og sørgende ånder omkring os. Nogle, der sidder nær os, har måske grædt – fysisk eller i deres indre – gennem hele nadversalmen og disse præsters bønner. Må vi tavst bemærke det og tilbyde vores brødkrumme af trøst og lille bæger med medfølelse – og må vi indvie det til dem? eller til det grædende og kæmpende medlem, der ikke kom i kirke, og som heller ikke gør det næste uge, medmindre nogle af os yder en forløsende indsats? eller til vores brødre og søstre, der slet ikke er medlemmer af Kirken, men er vores brødre og søstre? Der er ingen mangel på lidelse i denne verden, hverken i eller udenfor Kirken, så hvor end I kigger hen, vil I finde nogle, hvis smerte synes for tung at bære, og hvis hjertesorg synes uendelig. En måde »altid [at] erindre ham« på¹⁰ er at slutte os til den store Læge i hans uendelige indsats for at lette byrderne for de bebyrdede og fjerne smerten hos de fortvivlede.

Kære venner, når vi forener os over hele kloden hver uge om det, som vi håber på er en stadig større hellig påskønnelse af Kristi majestætiske sonoffer for hele menneskeheden, må vi så til offeralteret bringe »mer sorg for hans smerte, mer gru for hans død«. Og når vi da reflekterer, beder og på ny fornyer vores pagter, må vi da fra det hellige øjeblik få »mer tålmod i trængsel … mer håb i min nød.«¹¹ Jeg beder om sådan tålmod og trøst, om sådan hellighed og håb for jer alle i navnet på ham, der brød det dyrebare tilgivelsens brød og hældte den hellige forløsnings vin op, ja, Jesus Kristus, det store og nådefulde og hellige Guds Lam. Amen.