Rig på velsignelse
De fleste velsignelser, som Gud ønsker at give os, kræver handling fra vores side – handling baseret på vores tro på Jesus Kristus.
Mine kære brødre og søstre, vor himmelske Fader og Jesus Kristus ønsker at velsigne hver eneste.1 Spørgsmålet om, hvordan man får adgang til og får disse velsignelser, har været emnet for teologisk debat og drøftelse i århundreder.2 Nogle hævder, at velsignelser udelukkende opnås, når vi har gjort os fortjent til dem, vi får dem kun gennem vores gerninger. Andre argumenterer for, at Gud allerede har valgt dem, han vil velsigne og hvordan – og at disse afgørelser ikke kan ændres. Begge holdninger er i bund og grund behæftet med fejl. Velsignelser fra himlen bliver hverken optjent ved intenst at samle »kuponer på gode gerninger« eller ved hjælpeløst at vente på at se, om vi vinder i velsignelseslotteriet. Nej, sandheden er meget mere nuanceret, men mere passende for forholdet mellem en kærlig Fader i himlen og hans potentielle arvinger – os. Gengivne sandheder afslører, at velsignelser aldrig er optjent, men trosinspirerede handlinger fra vores side, både indledende og vedvarende, er afgørende.3
Når vi overvejer, hvordan vi modtager velsignelser fra Gud, så lad os sammenligne himmelske velsignelser med en kæmpe bunke brænde. Forestil jer i midten en lille bunke pindebrænde med et lag af træflis over. Dernæst kommer der pinde, så små grene og endelig store brændeknuder. Denne brændebunke indeholder en enorm mængde energi, som kan producere lys og varme i dagevis. Forestil jer ved siden af brændebunken en enkelt tændstik, sådan en med svovl på spidsen.4
For at energien i brændebunken kan slippes fri, må man tænde en tændstik og antænde pindebrændet. Pindebrændet begynder hurtigt at brænde og får de større træstykker til at brænde. Når denne forbrænding først begynder, fortsætter den, indtil alt brændet er brændt, eller der ikke tilføres mere ilt.
At stryge en tændstik og tænde pindebrændet er små handlinger, som gør det muligt at udløse brændets potentielle energi.5 Indtil tændstikken stryges, sker der intet, uanset størrelsen af brændebunken. Hvis tændstikken stryges, men ikke bruges til at tænde pindebrændet, så er mængden af lys og varme, der frigives fra tændstikken alene, meget begrænset, og forbrændingsenergien i træet bliver ikke frigivet. Hvis der på noget tidspunkt ikke tilføres ilt, standser forbrændingen.
Tilsvarende kræver de fleste velsignelser, som Gud ønsker at give os, handling fra vores side – handling baseret på vores tro på Jesus Kristus. Tro på Frelseren er et princip, der bygger på handling og kraft.6 Først må vi handle i tro, så kommer kraften – i henhold til Guds vilje og timing. Rækkefølgen er afgørende.7 Men den krævede handling er altid meget lille i forhold til de velsignelser, vi i sidste ende modtager.8
Overvej, hvad der skete, da der kom giftslanger blandt israelitterne på deres rejse til det forjættede land. Biddet fra giftslangerne var dødeligt. Men en person, der var bidt, kunne blive helbredt ved at se på en kobberslange, som Moses fremstillede og satte op på en stang.9 Hvor meget energi kræver det at se op på noget? Alle, som så, fik adgang til himlens kræfter og blev helbredt. Andre israelitter, som blev bidt, så ikke på kobberslangen og døde. Måske manglede de tro til at se.10 Måske troede de ikke, at en så enkel handling kunne udløse den lovede helbredelse. Eller måske forhærdede de bevidst deres hjerte og afviste rådet fra Guds profet.11
Princippet med at aktivere velsignelser, der strømmer fra Gud, er evigt. Ligesom israelitterne i gamle dage må vi også handle ud fra vores tro på Jesus Kristus for at blive velsignet. Gud har åbenbaret, at »der er en lov, uigenkaldeligt fastsat i himlen før denne verdens grundlæggelse, på hvilken alle velsignelser er baseret – og når vi opnår en hvilken som helst velsignelse fra Gud, er det ved lydighed mod den lov, på hvilken den er baseret.«12 Når det er sagt, så gør man sig ikke fortjent til en velsignelse – det er en forkert antagelse – men man skal være værdig til den. Vores frelse kommer alene gennem Jesu Kristi fortjeneste og nåde.13 Omfanget af hans sonoffer betyder, at brændebunken er uendelig stor, og vores små handlinger er nærmest ingenting i sammenligning. Men de er ikke ingenting, og de er ikke ubetydelige; i mørket kan en tændstik, der stryges, ses på lang afstand. Den kan faktisk ses i himlen, fordi det kræver små troshandlinger at tænde for Guds løfter.14
For at modtage en ønsket velsignelse fra Gud må vi handle med tro, stryge den billedlige tændstik, hvorpå velsignelsen er baseret. Fx er et at formålene med bøn at sikre de velsignelser, som Gud er villig til at skænke, men som er betinget af, at vi beder derom.15 Alma råbte på barmhjertighed, og hans smerter ophørte, han blev ikke længere revet op ved erindringen af sine synder. Hans glæde oversteg hans smerte – alt sammen fordi han råbte med tro på Jesus Kristus.16 Den aktiveringsenergi, vi behøver, er at have tilstrækkelig tro på Kristus til oprigtigt at bede Gud i bøn derom og at acceptere hans vilje og timing for svaret.
Ofte kræver den nødvendige aktiveringsenergi for velsignelser mere end blot at se på eller bede. Der kræves gentagne, trosfyldte handlinger. Midt i 1800-tallet sendte Brigham Young en gruppe sidste dages hellige ud for at udforske og bosætte sig i Arizona, en meget tør region i Nordamerika. Da gruppen nåede Arizona, løb de tør for vand og frygtede, at de ville omkomme. De bønfaldt Gud om hjælp. Snart kom der regn og sne, som gjorde det muligt for dem at fylde deres tønder med vand og sørge for deres kvæg. Taknemlige og styrkede vendte de tilbage til Salt Lake City og frydede sig over Guds godhed. Da de var vendt tilbage, rapporterede de om udfaldet af deres ekspedition til Brigham Young og fremsatte deres konklusion, at Arizona var ubeboeligt.
Da Brigham Young havde lyttet til rapporten, spurgte han en mand i lokalet, hvad han mente om ekspeditionen og miraklet. Den mand, Daniel W. Jones, svarede tørt: »Jeg ville have fyldt op, fortsat og bedt igen.« Bror Brigham lagde sin hånd på bror Jones og sagde: »Det er manden, der skal lede den næste tur til Arizona.«17
Vi kan alle huske tidspunkter, hvor vi har kæmpet os fremad og atter bedt – og velsignelserne fulgte. Michael og Marian Holmes’ oplevelser illustrerer disse principper. Michael og jeg tjente sammen som områdehalvfjerdsere. Jeg var altid begejstret, når han blev kaldet til at bede ved vores møder, for hans store åndelighed var letgenkendelig; han vidste, hvordan man taler med Gud. Jeg elskede at høre ham bede. Men tidligt i deres ægteskab bad Michael og Marian ikke og gik heller ikke i kirke. De havde travlt med tre små børn og en vellykket entreprenørvirksomhed. Michael følte ikke, at han var religiøs. En aften kom deres biskop hjem til dem og opfordrede dem til at begynde at bede.
Da biskoppen var gået, besluttede Michael og Marian, at de ville prøve at bede. Før de gik i seng, knælede de ved deres seng og noget utilpas begyndte Michael. Efter nogle få kejtede ord standsede Michael brat og sagde: »Marian, jeg kan ikke.« Da han rejste sig for at gå, greb Marian hans hånd, trak ham ned på knæ igen og sagde: »Mike, du kan godt. Prøv igen!« Med denne opmuntring afsluttede Michael en kort bøn.
Familien Holmes begyndte at bede regelmæssigt. De tog imod en nabos opfordring til at gå i kirke. Da de gik ind i kirkesalen og hørte åbningssalmen, hviskede Ånden til dem: »Det er sandt.« Senere hjalp Michael, uset og uden at være bedt om det, med at fjerne noget skrald fra kirkebygningen. Da han gjorde det, mærkede han en tydelig tilkendegivelse: »Det er mit hus.«
Michael og Marian tog imod kirkekaldelser og tjente i deres menighed og stav. De blev beseglet til hinanden, og deres 3 børn blev beseglet til dem. Flere børn fulgte, indtil der var 12 i alt. Bror og søster Holmes tjente som missionspræsidentpar – to gange.
Den første klodsede bøn var en beskeden, men trosfyldt handling, som udløste himlens velsignelser. Bror og søster Holmes nærede troens flammer ved at gå i kirke og tjene. Deres hengivne liv som disciple har over årene ledt til at flammehav, der inspirerer den dag i dag.
Men en brand skal have et konstant tilskud af ilt, hvis træet i sidste ende skal frigive al sin energi. Som Michael og Marian Holmes viste, kræver tro på Kristus vedvarende handling, for at flammen kan fortsætte. Små handlinger muliggør vores evne til at gå på pagtsstien og fører til de største velsignelser, som Gud kan tilbyde. Men ilt kommer kun strømmende, hvis vi i overført betydning bevæger fødderne. Nogle gange må vi fremstille en bue og en pil, før åbenbaring kommer om, hvor vi skal søge efter mad.18 Nogle gange må vi fremstille værktøj, før åbenbaringer kommer om, hvordan man bygger et skib.19 Nogle gange må vi på opfordring fra Herrens profet bage et lille brød med den smule olie og mel, vi har, for at modtage en uudtømmelig kande med olie og krukke med mel.20 Og andre gange må vi være »rolig[e] og vid[e], at [Gud] er Gud« og stole på hans timing.21
Når I modtager en velsignelse fra Gud, kan I konkludere, at I har opfyldt en evig lov, der regulerer modtagelsen af den velsignelse.22 Men husk på, at den »uigenkaldeligt fastsat[te]« lov ikke afhænger af tid, hvormed menes, at velsignelser kommer efter Guds tidsplan. Selv de fordums profeter i deres søgen efter deres himmelske hjem23 døde »med troen i behold … uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne«.24 Hvis en ønsket velsignelse fra Gud ikke er blevet modtaget – endnu – behøver I ikke gå amok og spekulere over, hvad mere I må gøre. Følg i stedet Joseph Smiths råd om med glæde at »gøre alt, hvad der står i [jeres] magt og … da med største vished være stille for at se Guds … arm … blive åbenbaret.«25 Nogle velsignelser er reserveret til senere, selv for Guds mest tapre børn.26
For seks måneder siden blev en plan præsenteret centreret om hjemmet og støttet af Kirken for at lære lærdomme, styrke tro og styrke enkeltpersoner og familier. Præsident Russell M. Nelson lovede, at de ændringer kan hjælpe os med at overleve åndeligt, styrke vores glæde ved evangeliet og uddybe vores omvendelse til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.27 Med det er op til os at gøre krav på disse velsignelser. Vi er hver især ansvarlige for at åbne og studere Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier sammen med skrifterne og andre Kom og følg mig-materialer.28 Vi må drøfte dem med vores familie og venner og organisere vores sabbatsdag, så vi metaforisk tænder et bål. Eller vi kan efterlade materialerne i en bunke i vores hjem med potentiel energi fanget indeni.
Jeg opfordrer jer til trofast at aktivere himlens kraft til at modtage specifikke velsignelser fra Gud. Udøv tro til at stryge tændstikken og tænde bålet. Sørg for at levere den nødvendige ilt, mens I tålmodigt venter på Herren. Med disse opfordringer beder jeg til, at Helligånden vil vejlede jer, så I som den pålidelige mand beskrevet i Ordsprogenes Bog må være »rig på velsignelse«.29 Jeg vidner om, at jeres himmelske Fader og hans elskede Søn, Jesus Kristus, lever, er interesseret i jeres velfærd og fryder sig ved at velsigne jer. I Jesu Kristi navn. Amen.