Akkurat som han gjorde

For omkring 18 måneder siden i efteråret 2017 fortalte min 64-årige bror Mike mig, at han var blevet diagnosticeret med kræft i bugspytkirtlen. Han fortalte mig også, at han havde fået en præstedømmevelsignelse af sin hjemmelærer, og at han havde mødtes med sin biskop. Han sendte mig senere en sms med et billede af templet i Oakland i Californien, der var taget fra det hospital, hvor han blev behandlet, med teksten: »Se, hvad jeg kan se fra min hospitalsstue.«¹

Jeg var lige så overrasket over hans bemærkninger om hjemmelærere, præstedømmevelsignelser, biskopper og templer, som jeg var over kræften. Ser I, Mike, der var præst i Det Aronske Præstedømme, var ikke kommet regelmæssigt i Kirken i næsten 50 år.

Som familie var vi næsten lige så fascineret af hans åndelige fremgang, som vi var af hans fremgang med at bekæmpe kræften, i høj grad på grund af hans nu hyppige spørgsmål om Mormons Bog, beseglingsmagten og livet efter døden. Da månederne gik og kræften havde spredt sig, bragte et behov for yderligere og mere specialiseret behandling til sidst Mike til Utah til Huntsman Cancer Institute.

Kort tid efter Mikes ankomst blev han besøgt af John Holbrook, missionslederen i den menighed, der tog sig af det plejecenter, hvor han nu boede. John sagde, at »det var tydeligt for mig, at Mike var Guds søn«, og at de hurtigt udviklede et bånd og et venskab, hvilket førte til, at John blev Mikes de facto omsorgsgivende bror. Der kom straks en invitation til at få besøg af missionærerne, hvilket min bror høfligt afslog, men en måned inde i deres venskab spurgte John igen og forklarede Mike: »Jeg tror, at du vil nyde at høre evangeliets budskab.«² Denne gang blev der taget imod invitationen, hvilket førte til møder med missionærerne, såvel som besøg af biskoppen, Jon Sharp, hvis samtaler til sidst førte til, at Mike modtog sin patriarkalske velsignelse, 57 år efter sin dåb.

I begyndelsen af december sidste år, efter måneders behandling, besluttede Mike at stoppe kræftbehandlingen, som forårsagede alvorlige bivirkninger, og bare lade naturen gå sin gang. Lægen fortalte os, at Mike havde omkring 3 måneder tilbage at leve i. I mellemtiden fortsatte spørgsmålene om evangeliet – og det gjorde besøgene og støtten fra hans lokale præstedømmeledere også. Når vi besøgte Mike, så vi ofte en åben Mormons Bog på sengebordet, når vi talte om gengivelsen af evangeliet, præstedømmets nøgler, tempelordinancer og menneskets evige natur.

I midten af december virkede det faktisk som om, at Mike, der havde sin patriarkalske velsignelse i hånden, blev stærkere, og hans prognose på mindst tre måneder syntes sandsynlig. Vi lagde endda planer om, at han skulle være sammen med os i julen, nytårsaften og også efter. Den 16. december ringede biskop Sharp uventet til mig for at lade mig vide, at han og stavspræsidenten havde interviewet Mike, havde fundet ham værdig til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme og spurgte, hvornår jeg kunne være med. Ordinancen blev planlagt til den fredag den 21. december.

Da dagen kom, ankom min hustru, Carol, og jeg til plejecentret, og på gangen uden for hans værelse fik vi med det samme at vide, at Mike ikke havde nogen puls. Vi gik ind på hans stue og så, at patriarken, hans biskop og hans stavspræsident allerede ventede – og så åbnede Mike sine øjne. Han genkendte mig og tilkendegav, at han kunne høre mig og var parat til at modtage præstedømmet. 50 år efter, at Mike var blevet ordineret til præst i Det Aronske Præstedømme, havde jeg det privilegium, assisteret af hans lokale ledere, at overdrage Det Melkisedekske Præstedømme og ordinere min bror til embedet som ældste. Fem timer senere gik Mike bort og gik gennem sløret for at møde vores forældre som bærer af Det Melkisedekske Præstedømme.

For blot et år siden kom præsident Russell M. Nelson med et kald til hver af os om at tage os af vores brødre og søstre på en »højere og helligere måde«.³ Præsident Nelson talte om Frelseren og sagde, at »eftersom det er hans kirke, vil vi som hans tjenere drage omsorg for den enkelte, akkurat som han gjorde. Vi vil drage omsorg i hans navn, med hans magt og myndighed og med hans kærlige venlighed.«⁴

Som svar på den indbydelse fra en Guds profet finder en utrolig indsats for at drage omsorg for den enkelte sted over hele verden, i både en koordineret indsats, når medlemmer trofast udfører deres omsorgsopgaver, men også i det, som jeg vil kalde »impromptu«-omsorg, hvor så mange viser kristuslignende kærlighed som reaktion på uventede muligheder. I vores familie oplevede vi denne form for omsorg tæt på.

John, der var Mikes ven, omsorgsgivende bror og en tidligere missionspræsident, plejede at sige til sine missionærer, at »hvis nogen er på en liste, hvor der står ›ikke interesseret‹, skal de ikke give op. Folk forandrer sig.« Han sagde derpå til os: »Mike ændrede sig utrolig meget.«⁵ John var først en ven, der hyppigt opmuntrede og støttede – men hans omsorg stoppede ikke ved venskabelige besøg. John vidste, at en omsorgsgiver er mere end en ven, og at venskab bliver højnet, når vi yder omsorg.

Det er ikke nødvendigt, at nogen skal lide ligesom min bror af en livstruende sygdom for at have brug for omsorg. Disse behov kommer i forskellige former, størrelser og vilkår. En enlig forælder, et mindre aktivt par, en teenager, der kæmper, en overbebyrdet mor, en trosprøve, økonomiske problemer, helbredsproblemer eller problemer i ægteskabet – listen er næsten endeløs. Men ligesom med Mike, så er ingen kommet for langt væk, og det er aldrig for sent til, at Frelseren kærligt kan nå jer.

På Kirkens hjemmeside for omsorg står der, at »selvom der er mange formål med at drage omsorg, bør vores indsats være styret af ønsket om at hjælpe andre til dybere omvendelse og blive mere som Frelseren.«⁶ Ældste Neal L. Andersen beskrev det således:

»En godhjertet person kan hjælpe med at ordne et dæk, tage en nabo med til lægen, spise frokost med en, der er trist til mode, eller smile og sige hej for at gøre dagen lysere.

Men følger man det første bud, vil man naturligt føje noget til disse vigtige tjenestegerninger.«⁷

Når vi udformer vores omsorg efter Jesus Kristus, er det vigtigt at huske, at hans indsats for at vise kærlighed, opløfte, tjene og velsigne tjente et højere formål end blot at afhjælpe det umiddelbare behov. Han kendte tydeligvis til deres daglige behov, og han havde medfølelse med dem i deres lidelser, når han helbredte, tilgav og underviste. Men han ønskede at gøre mere end at tage sig af i dag. Han ønskede, at dem omkring ham skulle følge ham, kende ham og opnå deres guddommelige potentiale.⁸

Når vi søger at yde omsorg, akkurat som han gjorde,⁹ vil vi få muligheder for at glemme os selv og opløfte andre. Disse muligheder kan ofte komme ubelejligt og teste, om det er vores ønske at blive mere ligesom Mesteren, hvis største tjeneste af alle, hans uendelige forsoning, var alt andet end belejlig. I Matthæus kapitel 25 bliver vi mindet om, hvordan Herren føler for os, når vi, ligesom han, er opmærksomme på de kampe, prøvelser og udfordringer, som så mange står over for, men som ofte kan blive overset:

»Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.

For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig …

Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?

Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig[?] …

Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«¹⁰

Uanset om vi tjener som omsorgsgivende brødre eller søstre, eller bare når vi bliver klar over nogen, der er i nød, så opfordres vi til at søge Åndens vejledning og anvisning – og derpå handle. Vi kan overveje, hvordan vi bedst tjener, men Herren ved det, og gennem hans Ånd, vil vi blive ledt i vores bestræbelser. Ligesom Nefi, der »blev ført af Ånden uden på forhånd at vide, hvad [han] skulle gøre«,¹¹ vil vi også blive ledt af Ånden, når vi stræber efter at blive redskaber i Herrens hænder for at velsigne hans børn. Når vi søger Åndens vejledning og stoler på Herren, vil vi blive sat i situationer og omstændigheder, hvor vi kan handle og velsigne – med andre ord, yde omsorg.

Der kan være andre tider, hvor vi kan se et behov, men vi føler os utilstrækkelige til at reagere, idet vi formoder, at det, vi kan tilbyde, ikke er nok. At gøre akkurat som han gjorde¹² er imidlertid at yde omsorg ved at give det, vi er i stand til at give, og at stole på, at Herren vil højne vores indsats på at velsigne vores »rejsefæller på denne rejse gennem livet.«¹³ For nogle kan det være at give af sin tid og sine talenter, for andre kan det være et venligt ord eller en stærk ryg. Selvom vi føler, at vores bestræbelser er utilstrækkelige, talte præsident Dallin H. Oaks om et vigtigt princip angående »små og enkle ting«. Han sagde, at små og enkle gerninger er fulde af kraft, fordi de »indbyder til Helligåndens ledsagelse«,¹⁴ en ledsager, der velsigner både giveren og modtageren.

Idet min bror Mike vidste, at han skulle dø, sagde han: »Det er fantastisk, hvordan kræft i bugspytkirtlen kan få dig til at fokusere på det, der er allermest vigtigt.«¹⁵ Takket være vidunderlige mænd og kvinder, der så et behov, som ikke dømte, og som viste omsorg som Frelseren, var det ikke for sent for Mike. For nogle kommer forandringen før, for andre måske først på den anden side af sløret. Men vi må huske på, at det aldrig er for sent, og at ingen nogensinde er vandret så langt væk fra stien, at han eller hun ikke er inden for rækkevidde af Jesu Kristi altomfattende forsoning, der er uden grænser i sin varighed og rækkevidde.

Ved sidste oktoberkonference sagde ældste Dale G. Renlund, at »uanset hvor længe vi har været væk … hjælper Gud os med at komme tilbage i det øjeblik, hvor vi beslutter os for at ændre os.«¹⁶ Beslutningen om at ændre os er dog ofte et resultat af en invitation, såsom: »Jeg tror, at du vil nyde at høre evangeliets budskab.« Ligesom det aldrig er for sent for Frelseren, så kan det aldrig gå hurtigt nok for os med at invitere folk.

Denne påsketid giver os atter en vidunderlig mulighed for at reflektere over vor Frelser Jesu Kristi store sonoffer, og hvad han gjorde for os alle med sådan en kolossal pris, en pris, som han selv erklærede, »fik [ham], selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte«. »Dog,« siger han, »så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn.«¹⁷

Jeg bærer vidnesbyrd om, at der altid er håb, fordi han »fuldendte«. I Jesu Kristi navn. Amen.