2010-2019
Træning af vores åndelige muskler
Aprilkonferencen 2019


Træning af vores åndelige muskler

Ligesom det at læse og lære om muskler ikke er nok til at opbygge muskler, er læsning og læring om tro uden handling ikke tilstrækkeligt til at opbygge tro.

Jeg er taknemmelig for at have et fysisk legeme, hvilket er en utrolig gave fra vor himmelske Fader. Vores krop har over 600 muskler.1 Mange muskler kræver, at de bliver brugt for at være i en tilstand, så de kan udføre vores daglige aktiviteter. Vi kan lægge en stor mental indsats for at læse og lære om vores muskler, men hvis vi tror, at det vil gøre dem stærkere, bliver vi meget skuffede. Vores muskler vokser kun, når vi bruger dem.

Jeg har fundet ud af, at åndelige gaver fungerer på samme måde. De skal også udøves for at vokse. Den åndelige gave tro er for eksempel ikke kun en følelse eller en stemning, den er et princip om handling, der i skriftsteder ofte fremtræder med verbet udøve.2 Ligesom at læse og lære om muskler ikke er nok til at opbygge muskler, er læsning og læring om tro uden handling ikke tilstrækkeligt til at opbygge tro.

Da jeg var 16 år gammel, kom min ældste bror Ivan, der på daværende tidspunkt var 22, en dag hjem og fortalte familien nogle nyheder. Han havde besluttet sig for at blive døbt i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vores forældre så på ham med en del skepsis, og jeg husker, at jeg ikke helt kunne forstå, hvad der foregik. Omtrent et år senere gav han os endnu en overraskende nyhed: Han havde besluttet sig for at tjene som missionær for Kirken, hvilket betød, at vi ikke ville komme til at se ham i to år. Mine forældre var ikke begejstrede over denne nyhed, men jeg så en klar beslutsomhed i ham, der øgede min beundring for ham og den beslutning, han havde truffet.

Flere måneder senere, mens Ivan var på mission, fik jeg mulighed for at planlægge en ferie med nogle skolekammerater. Vi ville gerne fejre, at skoleåret var slut og tilbringe nogle få dage ved stranden.

Jeg skrev et brev til min bror på mission og nævnte mine sommerferieplaner. Han skrev tilbage, at den by, han tjente i, lå på vejen mod min destination. Jeg besluttede, at det ville være en god ide at tage forbi og besøge ham. Det var ikke førend senere, at jeg fandt ud af, at missionærer ikke bør få besøg af deres familie.

Jeg arrangerede det hele. Jeg kan stadig huske, at jeg sad i bussen og tænkte på alt det sjove, Ivan og jeg skulle lave sammen denne smukke solskinsdag. Vi skulle spise morgenmad, snakke, lege i sandet, solbade – sikke en dejlig tid vi ville få!

Da bussen ankom til terminalen, så jeg Ivan stå ved siden af en anden ung mand, begge i hvid skjorte og slips. Jeg stod af bussen, og vi omfavnede hinanden, og han præsenterede mig for sin kammerat. Uden at spilde endnu et minut fortalte jeg min bror mine planer for dagen, uden at vide det mindste om, hvad Ivan havde planlagt. Han kiggede på mig, smilede og sagde: »Ja da! Men vi har nogle ærinder først. Vil du med os?« Jeg gik med til det og troede, at vi ville have nok tid til at komme på stranden bagefter.

Den dag gik jeg i over 10 timer på gaderne i den by sammen med min bror og hans kammerat. Jeg smilede til folk hele dagen. Jeg hilste på mennesker, jeg aldrig havde set før i mit liv. Vi talte med alle, bankede på døre hos fremmede og besøgte personer, min bror og hans kammerat underviste.

Under et sådant besøg underviste min bror og hans kammerat om Jesus Kristus og frelsesplanen. Pludselig stoppede Ivan op og så på mig. Til min overraskelse bad han mig høfligt om at give min mening til kende om det, der blev undervist om. Der blev helt stille i værelset, og alles øjne hvilede på mig. Med lidt besvær fandt jeg endelig frem til ordene og delte mine følelser for Frelseren. Jeg vidste ikke om det, jeg fortalte, var rigtigt eller forkert. Min bror rettede mig aldrig, tværtimod takkede han mig for at dele mine tanker og følelser.

I de timer vi havde sammen, brugte min bror og hans kammerat ikke et eneste minut på at undervise kun mig i en lektion, alligevel fik jeg mere kundskab end i alle mine tidligere samtaler med ham. Jeg så, hvordan ansigtsudtryk blev ændret, når folk fik åndeligt lys i deres liv. Jeg så, hvordan nogle af dem fandt håb i budskabet, og jeg lærte, hvordan jeg tjener andre og glemmer mig selv og mine egne ønsker. Jeg gjorde det, som Frelseren lærte os: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv.«3

Når jeg ser tilbage, indser jeg, at min tro voksede den dag, fordi min bror gav mig mulighed for at udøve den. Jeg udøvede den, da vi læste fra skrifterne, ledte efter personer at undervise, bar vidnesbyrd, tjente andre osv. Vi nåede aldrig at solbade den dag, men mit hjerte var badet i himlens lys. Jeg så ikke et eneste sandkorn på stranden, men jeg følte min tro vokse som et lille sennepsfrø.4 Jeg tilbragte ikke den solrige dag som turist, men jeg fik vidunderlige oplevelser, og uden at være klar over det var jeg missionær – selv uden at være medlem af Kirken!

Muligheder for at træne åndelige muskler

Takket være gengivelsen af evangeliet kan vi komme til at forstå, hvordan vor himmelske Fader hjælper os med at udvikle åndelige gaver. Det er mere sandsynligt, at han vil give os mulighed for at udvikle disse gaver end blot at give dem til os uden en åndelig og fysisk indsats. Hvis vi er i harmoni med hans Ånd, vil vi lære at finde disse muligheder og dernæst handle på dem.

Hvis vi søger mere tålmodighed, kan vi opdage, at vi har brug for at udøve den, mens vi venter på svar. Hvis vi ønsker at have mere kærlighed til vores næste, kan vi udvikle den ved at sidde ved siden af en ny person i kirken. Det er det samme med tro: Når vi begynder at tvivle, kræves det, at vi stoler på Herrens løfter for at komme videre. På denne måde udøver vi vores åndelige muskler og udvikler dem til kilder af styrke for os.

Det er sikkert ikke nemt i begyndelsen, og det kan endda være en stor udfordring. Herrens ord, som kom gennem profeten Moroni, gælder for os i dag: »Og hvis menneskene kommer til mig, vil jeg vise dem deres svaghed. Jeg giver menneskene svaghed, så de kan være ydmyge; og min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har [eller udøver] tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem.«5

Jeg er taknemmelig for min bror Ivan, der ikke alene delte evangeliet med mig, men også indirekte inviterede mig til at efterleve det og erkende mine svagheder. Han hjalp mig til at acceptere Mesterens indbydelse: »Kom så og følg mig«6 – at gå som Frelseren gik, søge som Frelseren søgte, og elske som Frelseren elsker os. Flere måneder efter min missionæroplevelse besluttede jeg mig for at blive døbt og selv tjene på en mission.

Lad os tage imod præsident Russell M. Nelsons indbydelse og være opsatte på at komme til Frelseren7 ved at finde frem til de muskler, der har brug for mere åndelig aktivitet og begynde at træne dem. Dette er et langdistanceløb, en maraton, ikke en sprint, så glem ikke de små, men vedvarende åndelige aktiviteter, der vil styrke disse vigtige åndelige muskler. Hvis vi ønsker at øge vores tro, så lad os gøre det, der kræver tro.

Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at vi er børn af en kærlig himmelsk Fader. Hans Søn, Jesus Kristus, elsker os. Han kom til denne verden for at vise os vejen og gav derpå villigt sit liv for at give os håb. Frelseren indbyder os til at følge sit fuldkomne eksempel, at udøve tro på sig og sin forsoning og at udvikle alle de åndelige gaver, vi er blevet velsignet med. Han er vejen. Det er mit vidnesbyrd. I Jesu Kristi navn.