En dag i en missionærs liv

»Hallo, vågn op,« er der en, der siger, mens han prikker til dig. Søvndrukkent kigger du på uret ved siden af din seng. Klokken er halv syv. Hvad sker der? Men hør, det er da slet ikke dit ur. Og det er heller ikke din seng. Hvor er du henne?

»Hør,« siger en stemme, »det var dig selv, der ville følge os en hel dag. Det er på tide at komme i gang.«

Da du kigger op på den missionær, som står bøjet over din seng, kommer du i tanker om, hvad det er, der sker. Kirkens Tidsskrifter tilbød dig chancen for at følge et missionærmakkerpar en hel dag, og du tog med kyshånd imod tilbudet, fordi du gerne ville se, hvordan missionærlivet virkelig er.

Du var bare ikke klar over, at de begyndte så tidligt.

»Davs. Jeg hedder ældste Jesse Ward og er fra Utah,« siger den høje missionær, mens du sætter dig op. »Velkommen til Spanien. Det er min kammerat, ældste Pierrick Triplet.«

Ældste Triplet kommer fra Frankrig, og han skal ikke bare lære spansk, men også engelsk. Trods udfordringen ved at skulle lære to fremmedsprog på én gang er ældste Triplet taknemlig for at være på mission.

»Jeg er omvendt til Kirken,« siger han. »Jeg har oplevet en stor forandring i mit liv, og den oplevelse skal andre også have. En mission kan være et hårdt slid, men når man ser nogen ændre sit liv, er det hele umagen værd.«

De har fanget din opmærksomhed. Du har altid hørt, at en mission kan være de to bedste år af ens liv. I dag får du muligheden for at finde ud af hvorfor.

Klokken 6.41. Efter at bedt morgenbøn giver ældsterne sig tid til lidt motion. Armbøjninger, mavebøjninger og en smule vægtløftning er ældste Wards foretrukne. Efter et kort brusebad og en barbering står den på morgenmad. Cornflakes er altid en favorit.

Klokken 8.07. Missionærerne bruger en del tid på personligt studium og fællesstudium, så de kan tilegne sig ordet, inden de forkynder det (se L&P 11:21). Efter sprogstudium og personligt skriftstudium er det tid til fællesstudium, hvor de sammen studerer Forkynd mit evangelium.

Klokken 9.55. Missionærerne bruger megen tid på planlægning, både ved dagens begyndelse, i løbet af dagen og sidst på dagen. De taler ikke alene om, hvad de skal gøre, men også om, hvad hver enkelt undersøgers behov er.

I dag taler ældsterne om en mand fra Frankrig, en undersøger, som de vil opfordre til at blive døbt.

»Han er bekymret,« siger ældste Triplet. »Han føler sig ikke værdig.«

»Lad os tale om omvendelse, og om, at Gud ikke længere husker vore synder,« foreslår ældste Ward, da de har tænkt sig om. »Kan du ikke undervise ham på fransk, så vi er sikre på, at han forstår det?«

Det sidste ældsterne gør, inden de går ud, er at bede – igen. Det er en af mange bønner, som de opsender i dag. Missionering kræver himmelsk hjælp. Og så er det ellers ud af døren og hen til busstoppestedet i en fart.

Klokken 11.09. Missionærer taler om evangeliet med hvem som helst, hvor som helst og når som helst, for de ved aldrig, hvem der vil vise interesse. Mens missionærerne venter på bussen, taler de med en ung mand og giver ham en pjece med deres telefonnummer på.

Klokken 11.21. En ti-minutters bustur og en kort spadseretur senere ankommer missionærerne til en lejet kirkebygning samtidig med deres undersøger. Mødet begynder godt, men undersøgerens tvivl får den planlagte 45 minutters lektion til at strække sig over en time.

»Det var den mest frustrerende undervisning, jeg har oplevet,« siger ældste Triplet bagefter. »Han holder af Kirken. Han tror på, at den er sand. Han vil gerne betale tiende. Men han mener ikke, at han behøver at blive døbt igen. Han var lidt stridslysten.«

»Han er alle tiders fyr,« siger ældste Ward og ryster på hovedet. »Måske er han parat til at tale om dåb næste gang.«

Klokken 14.06. Missionærerne springer på en anden bus. Denne gang går turen til El Casco, det historiske kvarter i Toledo i Spanien. De kigger inden for i en undersøgers forretning for at invitere ham til en aktivitet samme aften.

»Man kan let fare vild her, hvis man ikke passer på,« siger ældste Ward og henviser til labyrinten af smalle gader med bygninger, der synes at læne sig ud over folk, der går forbi dem.

Klokken 14.24. Mens missionærerne finder vej gennem de snævre gader, stopper de op og tilbyder deres hjælp til en kvinde, som bærer på nogle tunge tasker. De bruger lidt tid på at fortælle hende, hvem de er, og hvad de laver, men kvinden er ikke interesseret.

Klokken 14.47. Det er siesta-tid i Spanien, så missionærerne tager en bus tilbage til deres lejlighed eller piso, hvor de spiser frokost. »Alt holder lukket mellem kl. 14 og 16,« forklarer ældste Ward. »Nogle mennesker bliver vrede, hvis man banker på deres dør i det tidsrum.«

»Det er chorizo eller pølse,« siger ældste Triplet og peger på frokosten. »Det er typisk spansk mad. Vi spiser masser af nudler og chorizo, fordi det er billigt og let at lave.«

»Missionen er alle tiders forberedelse til ægteskabet,« ler ældste Ward, mens han blander Kool-Aid, en slags saftevand. »Man skal lære at komme ud af det med hinanden, lave mad, gøre rent, vaske tøj, lægge budget og klare sig selv.«

Klokken 16.24. Missionærerne er tilbage i El Casco, hvor de drøfter aktiveringsindsatsen med en rådgiver i missionspræsidentskabet.

»Det er alle tiders område,« siger ældste Ward, som forklarer, at tilstedeværelsen ved Kirkens møder er steget fra 15 til 80 medlemmer, fordi en familie er gået forrest og har hjulpet andre tilbage.

Klokken 16.59. Ældsterne står med lidt ekstra tid på hånden, men missionærer er vant til at jonglere med tidsskemaet. De har besluttet at banke på døre.

Klokken 17.42. I El Casco, hvor mange mennesker bor over gadeniveau, betyder det at banke på døre, at man fører samtaler med folk, der står oppe på deres balkon. Og selv i historiske turistbyer skal missionærer være på vagt over for hunde.

Ældsterne har da haft en smule succes: »Vi mødte nogle dejlige mennesker,« siger ældste Ward. »Der var nogle unge fra Paraguay. De inviterede os tilbage i morgen.« Og en smule fiasko: »Vi talte med en mand i en halv time,« siger ældste Triplet. »Det var som at tale til en mur.«

Klokken 19.45. To busture senere når ældsterne frem til den aktivitet, som de har planlagt sammen med de søstermissionærer, som tjener i samme by, søster Kathleen Bonifay og søster Brittany Hofman.

De mennesker, som de havde ventet ville møde op, kom ikke. »Sådan går det jo nogle gange,« siger ældste Ward. Men med en smule benarbejde lykkes det missionærerne at samle en håndfuld andre undersøgere, som bor i nærheden. Efter en salme og en videofilm kan man fornemme Helligåndens indflydelse, da missionærerne bærer vidnesbyrd om, at Mormons Bog er endnu et vidne om Jesus Kristus. Aktiviteten er en succes.

»Herren støtter dig, når du planlægger og arbejder, så godt du kan,« siger søster Bonifay.

Klokken 21.13. Efter en vandretur ned til busstoppestedet er både ældsterne og søstrene nået hjem til deres respektive lejligheder, hvorfra de ringer til deres ledere, gennemgår dagen og deres langsigtede planer samt lægger planer for næste dag.

»Tja, det er, hvad vi foretager os,« fortæller ældste Ward dig. »Det ændrer sig ikke meget.«

Ældste Triplet ler: »Vi er de samme i går, i dag og i morgen.«

Det hele gik ikke, som ældsterne havde planlagt, men dagen gik godt alligevel. De knyttede nogle gode kontakter, gennemførte en stærk aktivitet, bar vidnesbyrd om Kristus og gjorde deres bedste for at følge Helligåndens tilskyndelser.

»Jeg har hørt folk sige, at det er de to bedste år af deres liv,« siger ældste Triplet. »Det er to fantastiske år, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er de bedste 730 dage af mit liv. Der er også dage, der har været uudholdeligt lange. Men jeg har nydt at være missionær.«

Ældste Ward er enig med ham. Han har blandede følelser med hensyn til at skulle rejse hjem. »Jeg havde altid troet, at jeg ville glæde mig til at komme hjem,« siger han. »Men nu ser jeg anderledes på det. Jeg nyder mit liv. Jeg er missionær. Jeg taler med folk om Kristus hver dag. Det er både godt og dårligt at skulle rejse hjem.«

Du har også nydt at få en forsmag på missioneringen. Selv om det er spændende at missionere, så er det også udmattende. Nu er det tid at hvile dig og berede dig på din tid som missionær. Den har det med at komme hurtigere, end man regner med.