2007
Medlemmer står sammen efter at jordskælv rammer Hawaii-øerne
Marts 2007


Medlemmer står sammen efter at jordskælv rammer Hawaii-øerne

Et jordskælv målt til 6,7 på Richterskalaen ramte Hawaii-øerne tidligt søndag morgen den 15. oktober 2006 og forårsagede ifølge tidlige vurderinger kun mindre skader på templet i Kona på Hawaii samt enkelte kirkebygninger.

Jordrystelserne, der ramte omkring kl.7.07 lokal tid, havde sit center 16 km nord-nordvest for Kailua-Kona på den store ø, Hawaii. Det kunne mærkes på alle øerne og forårsagede strømsvigt på Oahu. På øen Hawaii var strømmen væk i flere timer, og veje, broer og mange bygninger blev beskadiget.

Templet i Kona, der ligger i Kailua-Kona, fik beskadiget nogle lysekroner og andre småskader, men ifølge ældste Eric B. Shumway, områdehalvfjerdser og rektor for BYU–Hawaii, var templet igen åbent for tempelbesøgende to dage senere. Ingen medlemmer eller missionærer kom til skade, men alle kirkebygningerne på øen Hawaii fik visse skader, tilføjede ældste Shumway.

Ældste Shumway bemærkede, at nød- og katastrofeplanerne hurtigt faldt på plads efter jordskælvet. »Hvor er det vidunderligt, at se Kirkens medlemmer stå sammen,« sagde han.

Stavspræsidenten i Kona Stav, Aley K. Auna jun. sagde, at han var meget imponeret over præstedømmelederes og medlemmers reaktion på stavens nødplaner, der omfattede en plan for jordskælv målt til 6,5 eller højere på Richterskalaen. Han sagde, at alle stavens medlemmer med det samme blev »kontaktet, og det blev bekræftet, at de var i sikkerhed.«

Da dette referat blev skrevet, forklarede præsident Auna, var vurderinger af alle stavens bygningers tilstand stadig på vej; han bemærkede dog, at Kohala Menigheds kirkebygning i lokalområdet tættest på epicentret havde nogle revner i væggene og nogle beskadigede lyselementer. Der skete betydelige skader på Keei Menigheds kirkebygning, da en parabol styrtede ned fra sin sokkel og beskadigede et hjørne af missionærernes bolig på området. Desuden faldt nogle loftplader ned inde i kirkebygningen.

På øen Oahu er der ikke indberettet om skader på templet i Laie, og ud over strømsvigt er der heller ikke rapporteret om skader fra BYU–Hawaii eller det polynesiske kulturcenter, som ligger ved siden af universitetet.

Tilpasset fra Church News, 21. oktober 2006.