Venskabsarmbåndet

Jeg mødte Megan, da min familie flyttede ind i vores nye hus. Hun boede lidt længere nede ad gaden, og vi gik begge to i søster Crawfords primaryklasse. Vi blev venner og legede meget sammen. Jeg lagde mærke til Megan, prøvede at huske, hvordan hun fortalte en vittighed, eller hvordan hun satte sit hår, eller hvordan hun så let faldt i snak med andre børn. Jeg syntes, at Megan var fuldkommen. Jeg var genert. Jeg ønskede at være ligesom Megan.

En dag ringede jeg til Megan for at høre, om hun ville lege. Til at begynde med sagde hun ikke noget.

»Caitlin er her allerede,« sagde hun så.

Caitlin gik også i vores primaryklasse. Jeg ventede, at Megan ville invitere mig over, men det gjorde hun ikke. Hun var helt stille.

»Nå. Okay,« stammede jeg. Megan lagde røret på uden at sige mere.

Den søndag i Primary spurgte søster Crawford os: »Hvad vil det sige at være en god ven?«

Jeg smilede til Megan, men hun så mig slet ikke. Hun vendte hovedet den anden vej og hviskede til Caitlin. Pludselig lo Caitlin højt.

»Vær lige stille, piger,« sagde søster Crawford. De holdt op med at hviske, men deres skuldre rystede, fordi de fnisede. Søster Crawford så på mig. »Angie, hvad er en god ven?«

»En, som er sød mod en og kan lide at lege med en og …«

Megan og Caitlin fnisede højere. Jeg blev rød i hovedet og kiggede ned i gulvet. Grinede de mon ad mig?

Søster Crawford så på dem med rynkede bryn, og så smilede hun til mig. »Det er rigtigt, Angie,« sagde hun. Hun kiggede sig omkring i klassen. »Hvordan kan man være en god ven?«

Adam rakte hånden op. »Vi kan hjælpe andre,« sagde han.

Søster Crawford nikkede. »En god ven hjælper og tjener andre. Det lærte Jesus Kristus os, da han levede på jorden. Han lærte os også, at vi skal være venlige mod alle.«

Jeg så hen på Megan og smilede til hende. Hun smilede ikke tilbage. Jeg følte mig tom indvendig. Kunne Megan slet ikke lide mig mere?

Da lektionen var forbi, holdt søster Crawford en lille kurv frem. »Jeg har noget til jer,« sagde hun. Hun stak hånden ned i kurven og viste os nogle kulørte snore, som var bundet sammen som små kæder. »Det er venskabsarmbånd. Dem skal man have om håndleddet, og når man ser på det, husker man at være en god ven.«

Måske ville venskabsarmbåndet hjælpe mig! Måske kunne Megan og jeg få ens armbånd. Da kurven gik rundt i klassen, lænede jeg mig hen mod Megan. »Hvilken farve vælger du?« spurgte jeg hende.

Megan trak på skuldrene. »Måske et gult.«

»Også jeg,« sagde jeg.

Caitlin valgte et blåt armbånd. Så rakte hun kurven til Megan. Megan tog et par armbånd op, men så valgte hun også et blåt. Jeg stirrede på hende. Blåt? Hun rakte mig hurtigt kurven. Jeg kiggede ned i den og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Der var kun gule armbånd tilbage. Langsomt tog jeg et af dem.

Megan og Caitlin fnisede og holdt deres arme mod hinanden, så de kunne sammenligne de blå armbånd. Jeg fik en klump i halsen. Tårerne sved i mine øjne. Jeg bed tænderne sammen for ikke at græde. Jeg ville ikke græde for øjnene af dem.

****

Jeg kastede mig i mors arme, da jeg kom hjem fra kirke. »Hvad er der i vejen, lille trold?« spurgte mor, da jeg begyndte at græde. Med grådkvalt stemme fortalte jeg hende, hvad der var sket. Hun satte sig ved siden af mig på min seng og holdt om mig. »Det er jeg ked af, Angie,« sagde hun.

»Vil Megan slet ikke være min ven mere?« spurgte jeg.

Mor kærtegnede mit hår. »Nogle gange ved vi ikke, hvorfor folk gør, som de gør,« sagde hun. »Jeg er ked af, at det er gået sådan.«

»I dag sagde søster Crawford, at vi skulle være søde mod alle, sådan som Jesus var. Men jeg vil ikke være sød mod Megan.«

»Det forstår jeg godt,« sagde mor. »Men jeg er enig med søster Crawford. Selv om det er svært, skal vi prøve at være søde, selv om andre gør os kede af det. Jesus lærte os at tilgive hinanden.«

»Hvordan kan jeg gøre det?« spurgte jeg. Jeg tænkte på, hvordan Megan og Caitlin havde grinet, og jeg følte mig igen tom indeni.

Mor pegede på en lille statuette på mit natbord. Den forestillede en pige, der knælede og bad. »Når nogen gør mig ked af det, beder jeg min himmelske Fader om at hjælpe mig med at tilgive vedkommende. Jeg beder ham om, at blødgøre mit og den anden persons hjerte.«

»Hjælper det?« spurgte jeg.

Mor smilede og kyssede mig på hovedet. »Jeg har det altid bedre, når jeg har talt med min himmelske Fader,« sagde hun.

Da jeg bad den aften, takkede jeg min himmelske Fader for det venskab, jeg havde med Megan. Og så bad jeg ham om at hjælpe mig med at tilgive hende. Jeg kneb øjnene sammen og tænkte mig om. »Hjælp mig med at blive venner med Megan igen,« sagde jeg.

Jeg bad om det samme de næste par dage. Om lørdagen sad jeg og gyngede vi vores gyngestativ, da Megan kom gående ind ad indkørslen. Jeg holdt op med at gynge. Vi så på hinanden, men sagde ikke noget. Til sidst rakte Megan hånden frem og lagde noget i min hånd.

»Det er til dig,« sagde hun. Jeg lukkede hånden op og fik øje på et blåt venskabsarmbånd.

»Skal vi lege?« spurgte Megan. »Caitlin kommer hjem til mig. Vi skal lege, at vi er prinsesser, og Noodle skal være dronningen.«

Noodle var Megans gråstribede kat. Jeg grinede, da jeg så Noodle for mig med krone på hovedet. Tomheden indeni mig var ved at forsvinde. »Jeg vil meget gerne komme over til dig,« sagde jeg. »Tak.«

Jeg smilede til hende, og denne gang smilede Megan også.

»I kan alle være en andens ven, om det så bare er ved at smile … Lad det solskin, som er i jeres hjerte, stråle i jeres ansigt.«

Præsident James E. Faust, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, »Jeres lys – et banner for alle folkeslag«, Liahona, maj 2006, s. 113.