Et kald til den opvoksende generation

Da Frelserens jordiske virke var endt, viste han sig for sine apostle som opstået. Hans formaning til dem var det samme kald, som han giver til den opvoksende generation i dag: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« (Matt 28:19).

Den 6. april 1974 opretholdt Kirken en ny profet, præsident Spencer W. Kimball. Den selv samme dag modtog jeg min kaldelse om at tjene som fuldtidsmissionær i Finland. Jeg var ikke på det tidspunkt klar over, at præsident Kimball den samme uge lige havde holdt en skelsættende tale til Kirkens generalautoriteter og regionalrepræsentanter. Senere erfarede jeg, at præsident Kimball i denne tale profetisk havde delt sin vision om, hvordan vi som kirke skulle udføre Frelserens befaling om at »gør[e] alle folkeslagene til mine disciple«. I sin tale opfordrede præsident Kimball Kirkens medlemmer til at øge deres indsats og løfte deres blik. Han bad om, at enhver værdig ung mand måtte forberede sig til at tjene ærefuldt på en fuldtidsmission. Han opfordrede medlemmerne i alle lande til at forberede sig på at kunne forsyne sig selv med missionærer, og han kaldte på »egnede mænd til at hjælpe De Tolv Apostle til at gå ud i verden og åbne dørene til hver nation« (»Når verden engang omvender sig«, Den danske Stjerne, sep. 1984, s. 1).

Præsident Kimball sagde også i sin tale i 1974, at der var 3,3 millioner medlemmer af Kirken: 18.600 fuldtidsmissionærer og 633 stave. Han udfordrede os til at forbedre os, bad os ændre vores fokus og løfte vores blik (se Den danske Stjerne, sep. 1984, s. 1).

Som svar begyndte vi, Kirkens medlemmer, at bede regelmæssigt i vore familier, ved vore nadvermøder og vore stavskonferencer for, at nationers lederes hjerte måtte blive rørt, og dørene måtte blive åbnet for vore missionærer. Medlemmerne begyndte i højere grad at se deres ansvar for at fortælle andre om evangeliet. Vore unge mænd trådte frem, og en stor hær af missionærer blev samlet. Vi var vidner til, at præsident Kimballs vision begyndte at folde sig ud.

Mens jeg tjente i Finland, fik jeg at vide, at min missionspræsidents hustru, søster Lea Mahony, var født finsk. Som ung pige voksede hun op i den østlige del af Finland i en by kaldet Viipuri. Som krigen hærgede i Finland og andre lande under Anden Verdenskrig, forlod hun sit hjem med sin familie, og Viipuri blev en del af Sovjetunionen med et nyt navn, Vyborg. Til vore zonekonferencer fortalte søster Mahony os om dem, der var blevet efterladt i Viipuri og om hendes ønske om, at evangeliet måtte blive bragt til dem. Efter præsident Kimballs udfordring samledes vi i bøn for landets ledere om, at deres hjerte måtte blive rørt, så vore missionærer kunne bringe evangeliet til Sovjetunionen.

Vi tog hen til grænsen mellem Finland og Sovjetunionen og så på vagttårnene og hegnene og spekulerede over, hvem de modige unge mænd og unge kvinder ville være, og hvornår de kunne krydse grænsen for at bringe evangeliet til folket der. Jeg må indrømme, at det dengang virkede som en umulig opgave.

For tre år siden modtog vores søn Eric sin kaldelse til at tjene en mission i St. Petersborg i Rusland. I det første brev han sendte hjem, skrev han noget i retning af: »Kære mor og far, jeg er blevet sendt til min første by i Rusland. Far, du har måske hørt om byen før. Den hedder Vyborg, men var tidligere en finsk by kaldet Viipuri.«

Jeg fik tårer i øjnene, da det gik op for mig, at Eric var i netop den by, vi havde bedt for 32 år forinden. Eric fandt en kirkebygning i byen og en gren af trofaste hellige. Han boede og tjente et sted som for mig, som ung mand, syntes umuligt at træde ind i.

Jeg indså ikke for disse mange år siden, da vi bad om, at grænsen måtte blive åbnet, så missionærerne kunne komme ind, at jeg havde bedt for min søn. Endnu vigtigere, for jer i den opvoksende generation; vores søn Eric indså ikke, at han og hans kammerater blev svaret på de bønner, som tusinder at trofaste hellige havde bedt så mange år forinden. I af den opvoksende generation er opfyldelsen af den profeti, at i vore dage vil »Guds sandhed … gå fremad frimodigt, ædelt og uafhængigt, indtil den har gennemtrængt hvert kontinent, besøgt hvert himmelstrøg, fejet hen over hvert land og lydt i hvert eneste øre – indtil Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, s. 141).

Siden præsident Kimballs profetiske instruktioner for 35 år siden er Kirkens medlemstal vokset til 13,5 millioner medlemmer. Der er nu 52.000 missionærer og over 2.800 stave i Zion. Hvem er de arbejdere i vingården, som har bidraget til at gennemføre dette store og forunderlige værk? Det er med sikkerhed de profeter og apostle, som sidder foran os i dag. Det er de vidunderlige stavspræsidenter og biskopper, som har tjent så trofast. Men det er også jeres forældre – de mødre og fædre – tanter og onkler og brødre og søstre, som i dag sidder ved jeres side, den opvoksende slægt. Det afgørende er dog, at når vi stræber efter at bringe evangeliet til alle nationer, er vi kun begyndt at ridse i overfladen.

Og sådan er faklen nu blevet overgivet til en ny generation. Gennem sin profet, præsident Thomas S. Monson, har Frelseren gentaget sin opfordring ved at sige:

»Grundtonen blev slået an af vor Herre og Frelser, som er overhovedet for den mægtige hær af missionærer verden over. Efter sin opstandelse viste han sig for sine 11 disciple. Han kunne have givet dem et hvilket som helst råd, udtalelse eller advarsel, som han måtte vælge at give. Men hvad sagde han? Det er nedskrevet i Matt 28:18-20. Han sagde følgende: …

›Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.‹«

Præsident Monson fortsatte:

»Sikke et løfte! Hvis vi er lydhøre over for hans hellige kald, denne bindende myndighed, ›er [jeg] med jer alle dage indtil verdens ende.‹ Jeg kan ikke komme i tanke om noget større løfte« (»The Five M’s of Missionary Work«, New Era, mar. 2007, s. 42).

I Mormons Bog talte Jakob, der citerede Zenos, om vores gerning i dag i lignelsen om de forædlede og de vilde oliventræer:

»Kom derfor, og tilkald tjenere, så vi kan arbejde flittigt af alle vore kræfter i vingården, så vi kan berede vejen, så jeg igen kan frembringe den naturlige frugt, hvilken naturlig frugt er god og yderst dyrebar, mere end al anden frugt.

Kom, lad os derfor arbejde af alle vore kræfter denne sidste gang, for se, enden nærmer sig, og dette er den sidste gang, jeg vil beskære min vingård« (Jakob 5:61-62).

Frelserens kald er til jer af den opvoksende generation. Han ønsker værdige, forberedte, trofaste unge mænd og unge kvinder, som vil give agt på profetens ord, som vil træde til og sige, som Frelseren selv sagde: »Her er jeg, send mig« (Abr 3:27). Behovet har aldrig været større. Marken har aldrig været mere hvid. I er kaldet til at tjene »denne sidste gang« (Jakob 5:62). Der er intet større kald eller større værk end at »gør[e] alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« (Matt 28:19).

Jeg erklærer højtideligt og bærer vidnesbyrd om, at himlene er åbne, at Gud ikke blot har talt, men at han taler i dag. Hans Søn, Jesus Kristus, lever, og han opfordrer jer, ligesom han opfordrede de oprindelige apostle, Peter og Andreas: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere« (Matt 4:19). Må I være lydhøre, som de var, og straks forlade jeres net og følge ham.

Jeg beder for, at I af den opvoksende generation vil stå for sandhed og retskaffenhed og forstå jeres hellige kald om at gøre alle folkeslagene til mine disciple, i Jesu Kristi navn. Amen.