Bøn og tilskyndelser

Ingen far ville nogensinde sende sine børn væk til et fjerntliggende, farligt land med livslange prøvelser, hvor Lucifer var kendt for at flakke frit omkring, uden først at give dem kraft til at beskytte sig. Han ville også udruste dem med mulighed for at kommunikere med ham, fra Fader til barn og fra barn til Fader. Ethvert af vor Faders børn, som er blevet sendt til jorden, er udrustet med Kristi Ånd eller Kristi Lys.¹ Ingen af os er efterladt her uden håb om vejledning og forløsning.

Genoprettelsen begyndte med en 14-årig drengs bøn, og ved at Faderen og Sønnen viste sig. Tidernes fyldes uddeling blev indvarslet.

Gengivelsen af evangeliet bragte viden om forudtilværelsen. Ud fra skriften kender vi til rådet i himlen og beslutningen om at sende Guds sønner og døtre til jorden, hvor de ville modtage et legeme og blive prøvet.² Vi er Guds børn. Vi har et åndeligt legeme iklædt et jordisk legeme af kød. Skriften siger: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?« (1 Kor 3:16).

Som Guds børn lærer vi, at vi er en del af Faderens »store plan for lykke« (Alma 42:8).

Vi ved, at der var en krig i himlen, og at Lucifer og de, som fulgte ham, blev kastet ud uden legemer:

»Satan, den gamle slange, ja, Djævelen … gjorde oprør mod Gud og forsøgte at tage riget fra vor Gud og hans Kristus -

derfor fører han krig mod Guds hellige og omringer dem på alle sider« (L&P 76:28-29).

Vi blev givet handlefrihed.³ Den må vi bruge klogt og holde os tæt til Ånden, hvis vi ikke på tåbelig vis skal give efter for modstanderens tillokkelser. Vi ved, at vore fejltagelser kan vaskes rene gennem Jesu Kristi sonoffer, og at vores jordiske legeme vil opstå i dets fuldendte form.

»For se, Kristi ånd er givet til enhver, så han kan kende godt og ondt; derfor viser jeg jer, hvordan man skal dømme; for alt, hvad der tilskynder til at gøre godt og formår til at tro på Kristus, udgår ved Kristi gave og kraft; derfor kan I med fuldkommen kundskab vide, at det er af Gud« (Moro 7:16).

Der er en fuldkommen kommunikationsform gennem Ånden. »Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder« (1 Kor 2:10).

Efter man er blevet døbt ind i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, følger der en anden ordinance: »Håndspålæggelse for Helligåndsgaven« (TA 1:4).

Den blide, stille røst af inspiration kommer snarere som en følelse end en lyd. Ren intelligens kan tales ind i sindet. Helligånden kommunikerer med vores ånd gennem sindet frem for gennem de fysiske sanser.⁴ Denne vejledning kommer som tanker, som følelser, gennem indtryk og tilskyndelser.⁵ Vi føler i højere grad ordene i åndelig kommunikation, end vi hører dem, og ser med åndelige øjne frem for kødelige.⁶

Jeg tjente i mange år sammen med ældste LeGrand Richards i De Tolv Apostles Kvorum. Han døde i en alder af 96. Han fortalte os, at han som 12-årig havde deltaget i en fremragende generalkonference i Tabernaklet. Der havde han hørt præsident Wilford Woodruff.

Præsident Woodruff havde fortalt om en oplevelse om at blive tilskyndet af Ånden. Han var blevet udsendt af Det Første Præsidentskab til at »samle alle Guds hellige i New England og Canada og føre dem til Zion«.⁷

Han gjorde stop ved en af brødrenes hjem i Indiana og satte sin vogn ind i gården, hvor han, hustruen og et barn lagde sig til at sove, mens resten af familien sov i huset. Kort tid efter han havde trukket sig tilbage for natten, hviskede Ånden advarende til ham: »Stå op og flyt din vogn.« Han stod op og flyttede vognen et stykke væk fra, hvor den havde stået før. Da han var kravlet tilbage i seng, talte Ånden til ham igen: »Gå ud og flyt dine muldyr væk fra det egetræ.« Det gjorde han og gik så tilbage i seng igen.

Der gik ikke mere end 30 minutter, før en hvirvelvind tog træet, hvortil muldyrene havde været bundet, og brækkede det af ved roden. Det blev slæbt 90 meter tværs gennem to hegn. Det enorme træ, med en træstamme på 1,5 meter i diameter, faldt præcis ned der, hvor hans vogn havde holdt parkeret. Ved at lytte til Åndens tilskyndelser reddede ældste Woodruff sit, sin hustrus og sit barns liv.⁸

Den samme Ånd kan tilskynde og beskytte jer.

Da jeg blev kaldet som generalautoritet for snart 50 år siden, boede vi på en meget lille plet jord i Utah Valley, som vi kaldte vores gård. Vi havde en ko, en hest og høns og masser af børn.

En lørdag skulle jeg køre til lufthavnen for at flyve til en stavskonference i Californien. Men koen skulle kælve og havde svært ved det. Kalven kom ud, men koen kunne ikke komme op. Vi ringede efter dyrlægen, som kom med det samme. Han sagde, at koen havde slugt noget ståltråd og ikke ville overleve denne dag.

Jeg fandt telefonnumre på nogle firmaer, som min hustru kunne ringe til, og som kunne hente koen, så snart den døde.

Inden jeg tog af sted, bad vi sammen som familie. Vores lille dreng bad bønnen. Da han havde bedt vor himmelske Fader om at »velsigne far på hans rejse og velsigne os alle,« begyndte han oprigtigt at trygle. Han sagde: »Himmelske Fader, vær sød at velsigne Bossy, så hun bliver helt frisk igen.«

I Californien fortalte jeg om hændelsen og sagde: »Han må lære, at vi ikke får alt, hvad vi beder om, så let.«

Der var en lektie, der skulle læres, men det var mig, der fik den og ikke min søn. Da jeg kom hjem søndag aften, var Bossy »helt frisk igen«.

Denne proces er ikke alene forbeholdt profeter. Helligånden virker på lige fod blandt mænd, kvinder og selv små børn. Det er i denne vidunderlige gave og kraft, at den åndelige kur til ethvert problem skal findes.

»Og se, han sender sit ord ved engle til mænd, ja, ikke alene mænd, men også kvinder. Se, det er ikke alt, små børn får mange gange givet ord, der beskæmmer de vise og de lærde« (Alma 32:23).

Herren kan på mange måder lade intelligens tilflyde vores sind for at tilskynde os, vejlede os, belære os og advare os. Herren sagde: »Ja, se, jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte ved Helligånden, som skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte« (L&P 8:2).

Og Enosh skrev: »Og mens jeg således kæmpede i ånden, se, da lød Herrens røst igen i mit sind« (En 1:10).

I kan vide det, som I har brug for at vide! Bed om, at I må lære at modtage den inspiration og forblive værdige til at modtage den. Hold den kanal – jeres sind – rent og frit for verdens rod.

Ældste Graham W. Doxey, som engang tjente i De Halvfjerds’ Andet Kvorum, fortalte mig om en oplevelse. Hans mor, der senere blev rådgiver i Primarys hovedpræsidentskab, fortalte mig også om den.

Under Anden Verdenskrig var han i flåden og udstationeret i Kina. Han og flere andre tog toget til byen Tianjin for at se sig lidt omkring.

Senere steg de ombord på et tog for at tage tilbage til basen, men efter mere end en times kørsel drejede toget mod nord. De var på det forkerte tog! De talte ikke kinesisk. De trak i nødbremsen og standsede toget. De blev sat af et sted ude på landet, og der var ikke andet at gøre end at gå tilbage til byen.

Da de havde gået nogen tid, fandt de en lille trolje af den slags, jernbanearbejdere bruger. De anbragte den på sporet og begyndte at pumpe sig hen ad sporet. Den kørte fint ned ad bakke, men den skulle skubbes opad.

Da de kom til en bakke, der gik nedad, hoppede de på vognen og begyndte at køre. Graham var den sidste til at hoppe på. Der var kun plads til ham forrest på vognen. Han løb ved siden og hoppede så endelig på. Da han gjorde det, gled han og faldt. Han lå bumpende på ryggen med sine fødder mod vognen for ikke at blive kørt over. Da vognen hurtigt fik mere fart på, hørte han sin mors stemme sige: »Bud, nu passer du på!«

Han havde tykke militærstøvler på. Hans fod gled og den tykke sål på støvlen blev fanget i hjulet og standsede vognen 30 cm fra hans hånd.

Hans forældre, som på det tidspunkt præsiderede over East Central States Mission, sov på et hotelværelse. Hans mor satte sig op i sengen omkring kl. to om natten og vækkede sin mand og sagde: »Bud er i knibe!« De knælede ned ved sengen og bad for deres drengs sikkerhed.

I det næste brev han fik, stod der: »Bud, hvad er der galt? Hvad er der sket dig?«

Så skrev han til dem og fortalte, hvad der var sket. Da de sammenlignede tiderne, kunne de se, at på præcis det tidspunkt, hvor han havde ligget bumpende på ryggen langs sporet, lå hans forældre på deres knæ og bad for hans sikkerhed.

Sådanne oplevelser med tilskyndelser og bøn er ikke ualmindelige i Kirken. De er en del af den åbenbaring, som vor himmelske Fader giver os.

En af modstanderens stærkeste våben er at overbevise os om, at vi ikke længere er værdige til at bede. Uanset hvem I er, eller hvad I har gjort, kan I altid bede.

Profeten Joseph Smith lovede, at »alle de væsener, som har legemer, har magt over dem, som ingen har«.⁹

Når fristelsen kommer, kan I opfinde en slettetast i jeres sind – måske ordene fra en yndlingssalme. Jeres sind styrer; jeres krop er sindets redskab. Når uværdige tanker kommer ind i jeres sind, så erstat det med jeres slettetast. Værdig musik har stor kraft og kan hjælpe jer til at kontrollere jeres tanker.¹⁰

Da Oliver Cowdery fejlede i et forsøg på at oversætte, sagde Herren til ham:

»Se, du har ikke forstået det; du er gået ud fra, at jeg ville give dig det, uden at du gjorde dig nogen tanke ud over at spørge mig.

Men se, jeg siger dig, at du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt, og hvis det er rigtigt, vil jeg bevirke, at det brænder i brystet på dig, således skal du føle, at det er rigtigt.

Men hvis det ikke er rigtigt, får du ikke sådanne følelser« (L&P 9:7-9).

Dette princip illustreres i historien om en lille pige. Hun blev oprørt over, at hendes bror byggede en fælde til at fange spurve.

Ude af stand til at få hjælp sagde hun til sig selv: »Jeg vil bede om det.«

Da hun havde bedt, sagde den lille pige til sin mor: »Jeg ved, at han ikke vil fange nogen spurve i sin fælde, for det har jeg bedt om. Jeg er helt sikker på, at han ikke fanger nogen spurve!«

Hendes mor sagde: »Hvordan kan du være så sikker på det?«

Hun svarede: »Efter jeg bad om det, gik jeg ud og sparkede fælden i stykker!«

Bed, selv hvis du er ung og vildfaren som profeten Alma, eller er forhærdet som Amulek, der »kendte … til dette, og dog … ikke [ville] vide af det« (Alma 10:6).

Lær at bede. Bed ofte. Bed i jeres sind, i jeres hjerte. Bed på jeres knæ. Bøn er jeres personlige nøgle til himlen. Låsen sidder på jeres side af sløret. Og jeg har også lært at afslutte alle mine bønner med »ske din vilje« (Matt 6:10; se også Luk 11:2; 3 Ne 13:10).

Forvent ikke at blive helt fritaget for problemer, skuffelser, smerte og mismod, for det er det, som vi blev sendt til jorden for at udholde.

Der var engang en, som skrev:

Skrifterne lover: »De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige: Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under« (1 Kor 10:13).

Frelseren sagde: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig, bed, så skal I få, bank på, så skal der blive lukket op for jer« (L&P 88:63).

Vi begyndte denne konference med at opretholde autoriteterne. Den første, som blev opretholdt, var Thomas S. Monson som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg tror, at jeg kender præsident Monson, lige så godt som noget andet menneske på jorden kender ham, og jeg ønsker at bære et særligt vidnesbyrd om, at han er «kalde[t] af Gud ved profeti« (TA 1:5). Han har brug for vore bønner – og hans hustru, Frances, og deres familie – i det store arbejde, der ligger på hans skuldre.

Jeg beder til, at han bliver opretholdt i legeme og i sind og i ånd, og at det bliver tydeligt for Kirken, ligesom det er tydeligt for dem, som er tæt på ham, at han er »kalde[t] af Gud ved profeti.« Og »ved håndspålæggelse af dem, der har myndighed dertil, for at kunne prædike evangeliet og forrette dets ordinancer« (TA 1:5), blev han indsat i denne stilling.

Må Herren velsigne os og opretholde præsident Monson og hans familie på alle måder, som er nødvendige for at udføre det store arbejde, der ligger på hans skuldre. Jeg bærer dette vidnesbyrd og nedkalder denne velsignelse som Herrens tjener, i Jesu Kristi navn. Amen.