2009
Bliv mægtigere præstedømmebærere
November 2009


Bliv mægtigere præstedømmebærere

Vi kan blive mægtigere med hensyn til at velsigne vor himmelske Faders sønners og døtres tilværelse, mægtigere med hensyn til at tjene andre.

Billede
Elder Walter F. González

For mange år siden underviste en bestemt gruppe værdige præstedømmebærere med stor magt og myndighed. En af dem var så mægtig, at det var umuligt ikke at tro på hans ord.1 Disse præstedømmebærere hjalp folket med at lære om Frelseren og hans lærdomme og hjalp dem til at finde lykke. Deres lærdomme og eksempler tilvejebragte et middel, hvorved folket oplevede en mægtig forandring i hjertet. Vi får at vide, at tusindvis blev ledt til dåb af dem og indgik pagter om at holde ud til enden.2 Jeg taler om de storslåede missionærer i Mormons Bog, som var mægtige præstedømmebærere.

Vi kan lære en hel del af disse efterkommere af Lehi. Ved at gøre det, de gjorde, kan vi blive mægtigere med hensyn til at velsigne vor himmelske Faders sønners og døtres tilværelse, mægtigere med hensyn til at tjene andre, mægtigere med hensyn til at frelse andre og mægtigere med hensyn til at blive mere kristuslignende mænd.

Alma den Yngre lærer os om en af de ting, de gjorde, for at få så stor fremgang: De anvendte de optegnelser, som Mormons Bog var taget fra. Da han gav den optegnelse, som til sidst blev Mormons Bog, til sin søn, Helaman, fortalte han, at uden disse plader »kunne Ammon og hans brødre ikke have overbevist så mange tusinde … ja, disse optegnelser og deres ord bragte dem til omvendelse.«3

Gud viste sin magt gennem pladerne ved at opfylde ét formål, »nemlig atter at bringe mange tusinde … til kundskab om sandheden.« Alma profeterede dernæst, at Gud »stadig [ville] vise sin magt ved dem for kommende slægter.«4 Således blev optegnelserne bevaret, og I og jeg er en del af disse kommende slægter. Ligesom i gamle dage kan vi blive mægtigere præstedømmebærere ved at anvende Mormons Bog.

Processen med at bringe Mormons Bog frem i lyset kan ikke sammenlignes med noget litterært værk af nogen forfatter i menneskets historie. Vi kunne sige, at det er en bog, der blev vogtet af selve fingeren fra vor Gud. Under Herrens besøg til det fordums Amerika bad han Nefi om at komme med de optegnelser, som de førte, og anbringe dem foran ham. Jesus så på dem og befalede, at visse begivenheder og passager blev tilføjet.5 »Og [Frelseren] sagde: Disse skrifter, som I ikke havde hos jer, befalede Faderen mig, at jeg skulle give til jer, for han anså det for víst, at de skulle gives til kommende slægter.«6 Jeg føler mig for altid taknemlig for at tilhøre disse kommende slægter. Jeg er medlem af Kirken takket være Mormons Bog. Jeg vil aldrig glemme mine følelser, da jeg som dreng i Uruguay læste denne hellige bog for allerførste gang. Jeg behøvede ikke at læse ret meget i 1 Nefi for at opleve en sådan glæde, som ikke kan udtrykkes i ord. Det var som om, at den bog var gennemsyret af Herrens Ånd og fik mig til at føle mig tættere på Gud.

Den oplevelse gav mening til udtalelsen fremsat af profeten Joseph Smith om denne bog, da han erklærede, at »et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve forskrifterne i den end i nogen anden bog.«7 Jeg anerkender også betydningen af præsident Thomas S. Monsons løfte, da han sagde, at »når vi læser Mormons Bog og de andre standardværker, når vi prøver deres lærdomme, vil vi kende lærdommen, for det er vores løfte. Vi vil vide, om den er af mennesker eller er fra Gud.«8

Disse løfter bringer os glæde nu og i fremtiden. Da jeg modtog et vidnesbyrd om Mormons Bog, var den naturlige følelse, der fulgte, et ønske om at anvende bogens lærdomme ved at indgå pagter. Jeg indgik pagter ved at blive døbt og bekræftet som medlem af Kirken. Disse pagter, der indgås ved præstedømmeordinancer, sammen med kundskab opnået fra Mormons Bog, ændrede mit liv.

Det er ikke overraskende, at da Frelseren besøgte det fordums Amerika, gav han, udover undervisning i læren, Nefi og andre magten til at døbe.9 Med andre ord stod læren og ordinancerne side om side. Den fulde anvendelse af lærdommene i Mormons Bog kræver præstedømmeordinancer sammen med deres tilhørende pagter.

Der er bøger, der udgives på markedet og hurtigt bliver bestsellere. Sommetider skaber de så meget interesse, at mennesker ivrigt venter på deres udgivelse. Sådanne bøger synes at oversvømme markedet med det samme, og man kan overalt se mennesker læse dem. Gud har i sin uendelige visdom holdt Mormons Bog tilbage til vores bedste. Dens formål er ikke at blive en bestseller. Ikke desto mindre kan vi gøre denne hellige bog til den mest læste og mest anvendte bog i vores tilværelse. Lad mig foreslå tre aktiviteter, der kan hjælpe os med at gøre Mormons Bog til den mest læste og mest anvendte bog, som vil give os evne til i dag at blive mægtigere præstedømmebærere, ligesom dem i fordums tider.

For det første må vi tage for os af Kristi ord. Vi må læse Mormons Bog for at »tag[e] for jer af Kristi ord, for se, Kristi ord vil fortælle jer alt det, som I skal gøre.«10 At tage for sig af Kristi ord er en enestående oplevelse. Når vi læser og leder efter principper og lærdomme, som vil hjælpe os i vores dagligdag, får vi fornyet begejstring. Fx kan vi, når den opvoksende slægt står over for udfordringer med at klare presset fra jævnaldrende, læse bogen og kigge specifikt efter lærdomme, som vil hjælpe dem med den slags udfordringer. En af disse lærdomme kunne tages fra Lemuels oplevelse. Lemuel foretog nogle forkerte valg, fordi han gav efter for Lamans pres.11 Han gjorde ikke det rigtige, fordi han »ikke vidste, hvordan den Gud, som havde skabt dem, handlede.«12 Et princip, vi kan lære af denne hændelse, er, at læren om, hvordan Gud handler med os, hjælper os med at klare presset fra jævnaldrende. Mormons Bog har flere lærdomme og eksempler om dette emne, og vi er de generationer, som kan nyde godt af denne bogs lærdomme.

For det andet må vi i vores tilværelse anvende alt det, som vi lærer om Kristus. At læse i Mormons Bog og lede efter kristuslignende egenskaber er en storslået og opbyggende oplevelse. Fx erkendte Jereds bror, at Herren var en sanddru Gud, derfor kunne han ikke lyve.13 Sikke et stort håb denne egenskab bringer til min sjæl! Alle løfterne i Mormons Bog og de løfter, som de levende profeter giver i dag, opfyldes, fordi han er Gud og ikke kan lyve. Selv i disse turbulente tider ved vi, at alt er i orden, hvis vi følger lærdommene fra Mormons Bog og de levende profeter. Når vi først lærer om en egenskab hos Kristus, som fx den, Jereds bror opdagede, bør vi arbejde på at sætte den i værk i vores egen tilværelse. Det vil hjælpe os med at blive mægtigere præstedømmebærere.

For det tredje må vi undervise i den lære og de principper, der findes på Mormons Bogs hellige sider. Vi kan undervise i hvilken som helst lære eller princip fra denne bog. Kan I yderligere forestille jer »Guds overbevisende kraft,«14 når missionærer og familiemedlemmer citerer, læser eller gentager selve bogens ord udenad?

Jeg husker en mission i Ecuador, hvis missionærer anvendte Mormons Bog i al deres gøren og laden. På grund af dem oplevede tusinder en mægtig forandring i hjertet og besluttede at indgå pagter ved hellige præstedømmeordinancer. Mormons Bog er et gyldent redskab til at finde og omvende de oprigtigt sandhedssøgende og til at redde mange af vore brødre og søstre tilbage til aktivitet i Kirken.

Jeg ved, at familier bliver styrket af at iværksætte lærdommene fra denne storslåede bog i deres tilværelse. Mange af vore børn vil blive reddet, fordi de vil huske, ligesom Enosh gjorde, de ord, som han ofte havde hørt sin far tale angående det evige liv, og på grund af det erfarede han, at hans synder blev tilgivet gennem Kristi forsoning.15

I og jeg kan, som en del af de kommende slægter, blive mægtigere præstedømmebærere ved at anvende Mormons Bog og ære vore præstedømmepagter. Mormons Bog vidner om Jesus Kristus, som jeg også vidner om i Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se 3 Ne 7:18.

  2. Se Alma 23:5-6.

  3. Alma 37:9.

  4. Alma 37:19.

  5. Se 3 Ne 23:6-14.

  6. 3 Ne 26:2.

  7. Indledningen til Mormons Bog.

  8. Thomas S. Monson, »Decisions Determine Destiny«, New Era, nov. 1979, s. 5.

  9. Se 3 Ne 11:18-22.

  10. 2 Ne 32:3.

  11. Se 1 Ne 3:28.

  12. 1 Ne 2:12.

  13. Se Eter 3:12.

  14. 3 Ne 28:29.

  15. Se En 1:3-5, 10.