Dølg din harme, o min broder

Brødre, vi er forsamlet som en stor gruppe af præstedømmet, både her i Konferencecentret og rundt om i verden. Vi har hørt inspirerede taler i aften, og jeg vil gerne takke de brødre, som har talt til os. Jeg er beæret og alligevel lidt ydmyg ved privilegiet at kunne tale til jer, og jeg beder om, at Herrens inspiration må være med mig.

Da jeg for nylig så nyheder i fjernsynet, indså jeg, at mange af indslagene lignede hinanden, i og med at de tragedier, der blev talt om, alle stort set kunne føres tilbage til én følelse: Vrede. Faderen til et spædbarn var blevet arresteret for at have slået barnet. Angiveligt havde barnets gråd ophidset ham så meget, at han havde brækket et af barnets lemmer og flere ribben. Der var en alarmerende historie om voksende bandevold og en voldsom stigning i drab med tilknytning til bander. En anden historie den aften omtalte en kvinde, der blev skudt af sin tidligere mand, som angiveligt var jaloux og rasende, da han fandt hende sammen med en anden mand. Og så var der selvfølgelig den almindelige dækning af krige og konflikter over hele verden.

Jeg tænkte på salmistens ord: »Bliv ikke vred, lad din harme fare.«¹

For mange år siden ringede et ungt par til mit kontor og spurgte, om de kunne få noget rådgivning. De fortalte, at de havde oplevet en tragedie i deres liv, og at deres ægteskab var i alvorlig fare. Vi traf en aftale.

Spændingen mellem denne mand og hustru var tydelig, da de trådte ind på mit kontor. Deres beretning kom først tøvende, hvor manden talte usikkert, og hustruen græd stille og sagde meget lidt i samtalen.

Den unge mand var kommet tilbage efter en mission og var kommet ind på et meget anerkendt universitet i det østlige USA. Der havde han i en universitetsmenighed mødt sin kommende hustru. Hun studerede også på universitetet. Efter at være kommet sammen et år rejste de til Utah og blev gift i templet i Salt Lake City, hvorpå de kort efter igen rejste østpå for at afslutte deres uddannelse.

Da de havde afsluttet uddannelsen og vendte tilbage til deres hjemstat, ventede de deres første barn, og manden havde fået arbejde på sit felt. Hustruen fødte en lille dreng. Livet var godt.

Da deres søn var omkring 18 måneder, besluttede de sig for at tage en kort ferie for at besøge noget familie, der boede flere hundrede kilometer derfra. Det var på et tidspunkt, hvor børnestole og sikkerhedsseler til voksne stort set var ukendt og slet ikke brugt. De tre i familien sad alle på forsædet med den lille dreng i midten.

På et tidspunkt på turen blev manden og hustruen uenige. Efter alle disse år kan jeg ikke huske, hvad årsagen var. Men jeg husker, at deres skænderi optrappedes og blev så voldsomt, at de til sidst råbte af hinanden. Det fik forståeligt nok deres lille søn til at begynde at græde, hvilket, fortalte manden, kun forøgede hans vrede. Idet han fuldstændig mistede kontrollen med sit temperament, samlede han et stykke legetøj op, som barnet havde tabt på sædet, og slyngede det i retning af sin hustru.

Han ramte ved siden af. I stedet ramte legetøjet deres søn med det resultat, at han fik en hjerneskade og ville være handicappet resten af livet.

Det var en af de mest tragiske situationer, jeg nogensinde har oplevet. Jeg rådgav og opmuntrede dem. Vi talte om forpligtelse og ansvar, om accept og tilgivelse. Vi talte om den hengivenhed og respekt, som måtte komme tilbage i deres familie. Vi læste trøstende ord fra skrifterne. Vi bad sammen. Selv om jeg ikke har hørt fra dem siden den dag for meget længe siden, så smilede de gennem deres tårer, da de forlod mit kontor. Alle disse år har jeg håbet, at de besluttede at blive sammen, trøstet og velsignet af Jesu Kristi evangelium.

Jeg tænker på dem, hver gang jeg læser ordene: »Vrede løser ikke noget. Den opbygger intet, men den kan ødelægge alt.«²

Vi har alle oplevet vrede. Den kan opstå, når noget ikke går, som vi ønsker det. Det kan være en reaktion på noget, der bliver sagt om os eller til os. Vi kan opleve det, når andre ikke opfører sig sådan, som vi ønsker, at de skal. Måske kommer den, når vi må vente længere på noget end forventet. Vi føler måske vrede, når andre ikke kan se tingene fra vores perspektiv. Der er tilsyneladende utallige mulige årsager til vrede.

Der er tidspunkter, hvor vi kan blive ophidset over indbildt fortræd eller en opfattet uret. Præsident Heber J. Grant, Kirkens syvende præsident, fortalte om engang, hvor han som ung voksen udførte noget arbejde for en mand, som sendte ham en check på 500 $ sammen med et brev, hvor han undskyldte, at han ikke kunne betale ham mere. Så udførte præsident Grant noget arbejde for en anden mand – et job, som han fortalte var ti gange vanskeligere, krævede ti gange mere arbejde og langt mere tid. Den anden mand sendte ham en check på 150 $. Den unge Heber følte, at han var blevet behandlet uretfærdigt. Han var først fornærmet og derpå rasende.

Han fortalte om oplevelsen til en ældre ven, som spurgte: »Havde den mand til hensigt at fornærme dig?«

Præsident Grant svarede: »Nej. Han fortalte mine venner, at han havde betalt mig rundhåndet.«

Til dette svarede den ældre ven: »Den mand er et fæ, som lader sig fornærme, når det ikke var hensigten.«³

Apostlen Paulus spørger i Brevet til efeserne, kapitel 4, vers 26 i Joseph Smiths oversættelse: »Kan I blive vrede og ikke synde? Lad ikke solen gå ned over jeres vrede.« Jeg spørger: Er det muligt at føle vor himmelske Faders Ånd, når vi er vrede? Jeg kender ingen situation, hvor det er tilfældet.

I 3 Nefi i Mormons Bog læser vi:

»Der skal ikke være nogen mundhuggerier blandt jer …

For sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden.

Se, det er ikke min lære at ophidse menneskers hjerte til vrede, den ene mod den anden, men det er min lære, at sådant skal afskaffes.«⁴

At være vred er at give efter for Satans indflydelse. Ingen kan gøre os vrede. Det er vores valg. Hvis vi ønsker altid at have en god ånd hos os, må vi vælge at afstå fra at blive vrede. Jeg vidner om, at det er muligt.

Vrede, Satans redskab, er på så mange måder ødelæggende.

Jeg tror, at de fleste af os kender den sørgelige beretning om Thomas B. Marsh og hans hustru Elizabeth. Bror Marsh var en af de første apostle i vor tid, der blev kaldet, efter at Kirken var genoprettet på jorden. Med tiden blev han præsident for De Tolv Apostles Kvorum.

Mens de hellige var i Far West i Missouri, besluttede Elizabeth Marsh, Thomas’ hustru, og hendes veninde søster Harris, at de ville bytte mælk for at kunne lave mere ost, end de ellers kunne. For at sikre sig, at alt foregik retfærdigt, blev de enige om, at de ikke skulle gemme den sidste mælk, men at det hele skulle forblive samlet. Den sidste mælk fra malkningen havde et større flødeindhold.

Søster Harris levede op til aftalen, men søster Marsh, der ønskede at lave en særlig lækker ost, gemte en halv liter af den sidste mælk fra hver ko, og sendte mælken til søster Harris uden fløden. Det fik de to kvinder til at skændes. Da de ikke kunne blive enige, blev spørgsmålet henvist til hjemmelærernes afgørelse. De nåede frem til, at Elizabeth Marsh ikke levede op til sin aftale. Hun og hendes mand var utilfredse med afgørelsen, og sagen blev derpå henvist til biskoppen til en kirkeret. Biskoppens domstol afgjorde, at den sidste mælk uretmæssigt blev gemt, og at søster Marsh havde overtrådt sin pagt med søster Harris.

Thomas Marsh appellerede til højrådet, og de mænd, der udgjorde dette råd, stadfæstede biskoppens afgørelse. Han appellerede derpå til Det Første Præsidentskab i Kirken. Joseph Smith og hans rådgivere overvejede sagen og stadfæstede højrådets afgørelse.

Ældste Thomas B. Marsh, som gennem alt dette havde holdt med sin hustru, blev mere og mere vred efter hver afgørelse – faktisk så vred, at han gik til en fredsdommer og svor på, at mormonerne var fjendtlige over for staten Missouri. Hans erklæring medførte – eller var i det mindste en af årsagerne til – guvernør Lilburn Boggs grusomme udryddelsesordre, som førte til, at 15.000 hellige blev fordrevet fra deres hjem og til alle de forfærdelige lidelser og de mange dødsfald, der fulgte. Alt dette skete på grund af en uenighed om at bytte mælk og fløde.⁵

Efter 19 år med bitterhed og tab fandt Thomas B. Marsh vejen til Salt Lake-dalen og bad præsident Brigham Young om tilgivelse. Bror Marsh skrev også til Heber C. Kimball, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, om den lektie, han havde lært. Bror Marsh sagde: »Herren kunne sagtens klare sig uden mig, og han … har intet mistet ved, at jeg faldt fra, men åh, hvad har jeg ikke mistet! Rigdomme, større rigdomme end hele denne planet eller mange lignende planeter kunne tilbyde.«⁶

Meget passende er ordene fra digteren John Greenleaf Whittier: »De sørgeligste ord, der er sagt eller skrevet, er: ›Hvis bare!‹«⁷

Mine brødre, vi er alle sårbare over for disse følelser, som, hvis de ikke standses, kan føre til vrede. Vi oplever misfornøjelse eller irritation eller fjendtlighed, og hvis vi vælger det, kan vi miste besindelsen og blive vrede på andre. Ironisk nok, så tilhører disse andre ofte vores egen familie – de mennesker, som vi virkelig elsker mest.

For mange år siden læste jeg følgende nyhed fra Associated Press, som var blevet trykt i avisen: En ældre mand fortalte ved begravelsen af sin bror, med hvem han siden sin ungdom havde været fælles om en lille et-rums hytte i nærheden af Canisteo i New York, at efter et skænderi havde de delt rummet midt over med en kridtstreg, og ingen af dem havde krydset stregen eller sagt et ord til den anden siden den dag – for 62 år siden! Tænk blot på konsekvenserne af den vrede. Hvilken tragedie!

Må vi træffe en bevidst beslutning om, at hver gang en beslutning skal træffes, vil vi afstå fra vrede og lade de hårde og sårende ord, vi måtte være fristede til at sige, forblive usagte.

Jeg elsker teksten i salmen, der er skrevet af ældste Charles W. Penrose, der tjente i De Tolvs Kvorum og i Det Første Præsidentskab i begyndelsen af det 20. århundrede:

Vi bærer alle Guds præstedømme. Præstedømmets ed og pagt gælder os alle. For dem, som bærer Det Melkisedekske Præstedømme, er det en erklæring om kravet om at være trofaste og lydige mod Guds love og at ære de kaldelser, som kommer til os. For dem, som bærer Det Aronske Præstedømme, er det en udtalelse om fremtidig pligt og ansvar, så I kan forberede jer selv her og nu.

Denne ed og pagt redegør Herren for i disse ord:

»For de, der er trofaste, så de får disse to præstedømmer, hvorom jeg har talt, og så de højner deres kald, bliver helliggjort ved Ånden, således at deres legeme bliver fornyet.

De bliver Moses’ og Arons sønner og Abrahams efterkommere og Guds kirke og rige og udvalgte.

Og videre, alle de, der modtager dette præstedømme, modtager mig, siger Herren;

for den, der modtager mine tjenere, modtager mig;

og den, der modtager mig, modtager min Fader;

og den, som modtager min Fader, modtager min Faders rige; derfor skal alt det, som min Fader har, gives ham.«⁹

Brødre, store løfter venter os, hvis vi er oprigtige og trofaste over for dette dyrebare præstedømmes ed og pagt; præstedømmet, som vi bærer. Må vi være værdige sønner af vor himmelske Fader. Må vi altid være forbilleder i vores hjem og trofaste med hensyn til at holde alle budene, så vi ikke gemmer på nogen fjendskab mod noget menneske, men snarere er fredsstiftere og altid husker på Frelserens formaning: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«¹⁰ Dette er min bøn i aften ved afslutningen af dette storslåede præstedømmemøde, og det er også min ydmyge og oprigtige bøn, for jeg elsker jer, brødre, af hele mit hjerte og hele min sjæl. Og jeg beder til, at vor himmelske Faders velsignelser må følge hver enkelt af jer i jeres liv, i jeres hjem, i jeres hjerte, i jeres sjæl, i Jesu Kristi navn. Amen.