2009
»Bliv omvendt … så jeg kan helbrede jer«
November 2009


»Bliv omvendt … så jeg kan helbrede jer«

Opfordringen om at omvende os forekommer sjældent med en revsende røst, men snarere en kærlig henvendelse om at vende om og igen vende sig mod Gud.

Billede
Elder Neil L. Andersen

Kære søskende, det er et halvt år siden, jeg blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum. At tjene med mænd nu, som længe har været et eksempel og lærere for mig, er stadig en meget ydmyg oplevelse. Jeg påskønner overordentligt meget jeres bønner og opretholdelse af mig. For mig har det været en tid med inderlig bøn, med oprigtigt at søge Herrens accept. Jeg har følt hans kærlighed på hellige og uforglemmelige måder. Jeg vidner om, at han lever, og at dette er hans hellige værk.

Vi elsker præsident Thomas S. Monson, Herrens profet. Jeg vil for altid huske hans venlighed, da han gav mig min kaldelse i april. Ved slutningen af vores interview åbnede han sine arme for at omfavne mig. Præsident Monson er en høj mand. Da han lagde sine lange arme omkring mig og trak mig til sig, følte jeg mig som en lille dreng, der blev holdt i sin kærlige fars beskyttende arme.

I månederne siden denne oplevelse har jeg tænkt på Herrens opfordring om at komme til ham og rent åndeligt blive indhyllet i hans arme. Han sagde: »Se, min barmhjertigheds arm er strakt ud mod jer, og hver den, der vil komme, ham vil jeg tage imod; og velsignede er de, der kommer til mig.«1

Skrifterne taler om, at hans arme er åbne,2 strakt ud,3 løftede4 og at de omslutter.5 De beskrives som mægtige6 og hellige,7 barmhjertighedens arme,8 sikkerhedens arme9 og kærlighedens arme,10 som er »rakt ud hele dagen lang«.11

Vi har alle til en vis grad følt disse åndelige arme omkring os. Vi har følt hans tilgivelse, hans kærlighed og trøst. Herren siger: »Jeg er ham, som trøster jer.«12

Herrens ønske om, at vi kommer til ham og omsluttes i hans arme, er ofte en opfordring til omvendelse. »Se, han sender en opfordring til alle mennesker; for barmhjertighedens arme er strakt ud mod dem, og han siger: Omvend jer, så vil jeg modtage jer.«13

Når vi synder, vender vi os væk fra Gud. Når vi omvender os, vender vi os tilbage mod Gud.

Opfordringen om at omvende os forekommer sjældent med en revsende røst, men snarere en kærlig henvendelse om at vende om og »igen vend[e sig]« mod Gud.14 Det er en kærlig Fader og hans enbårne Søn, der kalder på os til at være mere, end vi er, til nå op på et højere niveau i vores liv, til at ændre os og føle glæden ved at holde befalingerne. Vi er Kristi disciple og glæder os over omvendelsens velsignelser og glæden ved at være tilgivet. De bliver en del af os, som former den måde, hvorpå vi tænker og føler.

Blandt de titusinder, der lytter til denne konference, findes der mange niveauer af personlig værdighed og retskaffenhed. Men omvendelse er stadig en velsignelse for os alle. Vi har hver især brug for at føle Frelserens barmhjertigheds arme gennem tilgivelse af vore synder.

For år tilbage blev jeg bedt om at møde en mand, som længe før vores besøg havde haft en periode med udsvævende levevis. Som følge af sine dårlige valg mistede han sit medlemskab af Kirken. Han var for længe siden vendt tilbage til Kirken og holdt trofast befalingerne, men hans tidligere handlinger plagede ham. Da jeg mødtes med ham, følte jeg hans skam og dybe anger over at have tilsidesat sine pagter. Efter vores interview lagde jeg mine hænder på hovedet af ham for at give ham en præstedømmevelsignelse. Før jeg fik sagt et ord, fik jeg en overvældende følelse af Frelserens kærlighed til ham og tilgivelse af ham. Vi omfavnede hinanden efter velsignelsen, og manden græd åbenlyst.

Jeg er overvældet over Frelserens omsluttende, barmhjertige og kærlige arme til den, der omvender sig, uanset hvor selvisk, den forsagede synd har været. Jeg vidner om, at Frelseren er i stand til og ivrig efter at tilgive vore synder. Bortset fra synderne hos de få, som vælger fortabelse efter at have kendt en fylde, er der ingen synd, der ikke kan tilgives.15 Hvor er det et storslået privilegium for os alle at vende os væk fra vore synder og komme til Kristus. Guddommelig tilgivelse er en af evangeliets sødeste frugter, fordi den fjerner skyld og smerte i vores hjerte og erstatter dem med glæde og fred med samvittigheden. Jesus siger: »Vil I nu ikke vende tilbage til mig og angre jeres synder og blive omvendt, så at jeg kan helbrede jer?«16

Nogle af jer, der lytter i dag, har måske brug for »en mægtig forandring i hjertet«17 for at stå ansigt til ansigt med alvorlige synder. Hjælp fra en præstedømmeleder er måske nødvendig. For de fleste er omvendelse stille og ret personligt, hvor man dagligt søger Herrens hjælp for at foretage nødvendige forandringer.

For de fleste er omvendelse mere en rejse end en enkeltstående begivenhed. Det er ikke let. At forandre sig er vanskeligt. Det kræver, at man løber i modvind eller svømmer mod strømmen. Jesus sagde: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.«18 Omvendelse er at vende sig bort fra ting som uærlighed, stolthed, vrede og urene tanker og vende sig mod ting som venlighed, uselviskhed, tålmodighed og åndelighed. Det er »igen at vende sig« mod Gud.

Hvordan beslutter vi, hvor fokus for vores omvendelse skal være? Når en af vore kære eller en ven foreslår noget, som vi har brug for at forandre, viser det naturlige menneske i os sommetider sit ansigt og svarer: »Nå, synes du, jeg skal forandre mig? Hør lige engang, lad mig fortælle dig om nogle af dine problemer.« En bedre måde er ydmygt at bønfalde Herren: »Fader, hvad ønsker du, at jeg skal gøre?« Svaret kommer. Vi føler de forandringer, vi skal foretage. Herren taler til os i vores sind og i vores hjerte.19

Dernæst får vi mulighed for at vælge: Vil vi omvende os, eller vil vi trække rullegardinerne ned over vores åbne vindue ind til himlen?

Alma advarer: »Forsøg ikke at undskylde dig på den mindste måde.«20 Når vi »trækker rullegardinerne ned,« holder vi op med at tro på den åndelige røst, der opfordrer os til forandring. Vi beder, men lytter mindre. Vore bønner mangler den tro, som fører til omvendelse.21

I netop dette øjeblik er der nogen, der siger: »Bror Andersen, du forstår det ikke. Du kan ikke føle det, som jeg har følt. Det er for svært at forandre sig.«

I har ret, jeg forstår det ikke fuldt ud. Men det er der én, der gør. Han ved det. Han har følt jeres smerte. Han har sagt: »I mine hænder har jeg tegnet dig.«22 Frelseren er der, rækker sine arme ud og byder os alle: »[Kom] til mig.«23 Vi kan omvende os. Det kan vi!

Når vi er klar over, hvor vi har brug for at forandre os, bliver vi kede af den bedrøvelse, vi har forvoldt. Det fører til oprigtig og dybfølt bekendelse over for Herren, og, når det er nødvendigt, over for andre.24 Når det er muligt, genopretter vi der, hvor vi med urette har gjort fortræd eller taget noget.

Omvendelse bliver en del af vores daglige liv. At vi tager nadveren hver uge er så vigtigt – at komme sagtmodig og ydmyg for Herren, anerkende vores afhængighed af ham, bede ham om at tilgive og forny os samt at love altid at huske ham.

Sommetider finder vi i vores omvendelse, i vore daglige bestræbelser for at blive mere kristuslignende, os selv kæmpe med de samme vanskeligheder om og om igen. Ligesom når man klatrer op ad et træbevokset bjerg, ser vi til tider ikke vores fremskridt, før vi kommer tættere på toppen og ser os tilbage fra de høje bjergrygge. Mist ikke modet. Hvis I kæmper og arbejder på at omvende jer, befinder I jer i omvendelsesprocessen.

Når vi forbedrer os, ser vi livet klarere og føler Helligånden arbejde stærkere i os.

Nogle gange spekulerer vi på, hvorfor vi husker vore synder, længe efter vi har forsaget dem. Hvorfor fortsætter bedrøvelsen over vore fejl til tider, efter vi har omvendt os?

I husker nok en rørende beretning fortalt af præsident James E. Faust. »Som dreng på en gård … husker jeg min bedstemor … som forberedte vore velsmagende måltider på et varmt brændekomfur. Når brændekurven ved siden af komfuret blev tom, tog bedstemor stille kurven og gik ud for at fylde den fra stablen med cedertræ udenfor og bar den tungtlæssede kurv tilbage ind i huset.«

Præsident Fausts stemme blev meget følelsesfuld, da han fortsatte: »Jeg var så ubetænksom … jeg sad der og lod min kære bedstemor fylde brændekurven til køkkenet. Jeg skammer mig over mig selv og har fortrudt min undladelsessynd hele mit liv. Jeg håber en dag at kunne bede om hendes tilgivelse.«25

Der var gået over 65 år. Hvis præsident Faust stadig huskede og fortrød ikke at have hjulpet sin bedstemor efter alle disse år, bør vi så være overraskede over nogle af de ting, som vi stadig husker og fortryder?

Skrifterne siger ikke, at vi vil glemme vore forsagede synder i jordelivet. De bekendtgør snarere, at Herren vil glemme.26

Forsagelsen af synder indebærer aldrig at vende tilbage til dem. Forsagelse kræver tid. For at hjælpe os giver Herren os til tider mulighed for at lade en rest af vore fejltagelser hvile i vores hukommelse.27 Det er en vigtig del af vores jordiske lærdom.

Når vi ærligt bekender vore synder, genopretter det, vi kan, til de krænkede, og forsager vore synder ved at holde befalingerne, er vi i processen med at modtage tilgivelse. Med tiden føler vi, at kvaler over vores sorg stilner af, og vi »borttage[s] skylden fra vort hjerte«28 og får »fred med samvittigheden«.29

Til de, der virkelig omvender sig, men synes ude af stand til at føle lettelse: Fortsæt med at holde befalingerne. Jeg lover jer, at lettelse kommer ifølge Herrens tidsplan. Helbredelse tager også tid.

Hvis I er bekymrede, så gå til jeres biskop. En biskop har evnen til at skelne.30 Han vil hjælpe jer.

Skrifterne advarer os: »[Udsæt] ikke … jeres omvendelses dag!«31 Men i dette liv er det aldrig for sent at omvende sig.

Engang blev jeg bedt om at møde et ældre par, der var ved at vende tilbage til Kirken. De var blevet undervist i evangeliet af deres forældre. Efter de blev gift, forlod de Kirken. Nu, 50 år senere, kom de tilbage. Jeg mindes, at manden kom ind på kontoret trækkende på et iltapparat. De var bedrøvede over ikke at have forblevet trofaste. Jeg fortalte dem vores glæde over, at de var vendt tilbage og forsikrede dem om Herrens åbne arme for dem, der omvender sig. Den ældre mand svarede: »Det ved vi godt, bror Andersen. Men vores bedrøvelse er, at vore børn og børnebørn ikke har evangeliets velsignelser. Vi er tilbage, men vi er tilbage alene.«

De var ikke tilbage alene. Omvendelse forandrer os ikke kun, men velsigner også vores familie og dem, vi elsker. Med retfærdig omvendelse vil Frelserens udrakte arm, ifølge Herrens tidsplan, ikke kun omslutte os, men vil også strække ud til vore børns og efterkommeres tilværelse. Omvendelse betyder altid, at der er større lykke forude.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Frelseren kan udfri os fra vore synder. Jeg har personligt følt hans forløsende kraft. Jeg har set hans umiskendelige helbredende hånd på tusinder i nationer over hele verden. Jeg vidner om, at hans guddommelige gave fjerner skyld fra vores hjerte og bringer fred til vores samvittighed.

Han elsker os. Vi er medlemmer af hans kirke. Han opfordrer os alle til at omvende os, vende os væk fra vore synder og komme til ham. Jeg vidner om, at han er der. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. 3 Ne 9:14.

  2. Se Morm 6:17.

  3. Se Alma 19:36.

  4. Se 2 Kong 17:36; Sl 136:12.

  5. Se 2 Ne 1:15.

  6. Se L&P 123:6.

  7. Se 3 Ne 20:35.

  8. Se Alma 5:33.

  9. Se Alma 34:16.

  10. Se L&P 6:20.

  11. 2 Ne 28:32.

  12. 2 Ne 8:12.

  13. Alma 5:33.

  14. Se Hel 7:17.

  15. Se Boyd K. Packer, »Tilgivelsens herlige morgen«, Stjernen, jan. 1996, s. 19.

  16. 3 Ne 9:13.

  17. Alma 5:12.

  18. Matt 16:24.

  19. Se L&P 8:2.

  20. Alma 42:30.

  21. Se Alma 34:17-18.

  22. Es 49:16.

  23. 3 Ne 9:14.

  24. Se L&P 58:43.

  25. James E. Faust, »Det i loven, der vejer tungere: Ret, barmhjertighed og troskab«, Stjernen, jan. 1998, s. 60.

  26. Se L&P 58:42-43; se også Alma 36:17-19.

  27. Se Dieter F. Uchtdorf, »Det sikre vendepunkt«, Liahona, maj 2007, s. 101.

  28. Alma 24:10.

  29. Mosi 4:3. Skrifterne forbinder vores lykke i dette liv og det næste med fred med samvittigheden. Læg mærke til Almas lære om, at det modsatte af glæde er samvittighedsnag (se Alma 29:5). Andre profeter forbinder de ugudeliges pinsel efter dette liv med den skyld, som de føler (se 2 Ne 9:14, 46; Mosi 2:38; 3:24-25; Morm 9:5). Joseph Smith har sagt: »Et menneske er sin egen plageånd og sin egen fordømmer. Derfra stammer udtalelsen: De skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl. Skuffelsens pinsel i menneskets sind er lige så heftig som en sø, der brænder af ild og svovl« (i History of the Church, 6:314).

  30. Se L&P 46:27.

  31. Alma 34:33.