Har jeg gjort noget godt for en sjæl i dag?

Jeg tjente sammen med min mand, som dengang var præsident for Sydlondon-missionen i England, da telefonen ringede den 18. juni 2008. Det var præsident Thomas S. Monson. Han indledte på sin sædvanlige venlige måde, som er et af kendetegnene på hans virke: »Hvordan går det i missionen? Hvordan har familien det? Hvordan går det i gode, gamle England?« Så holdt han en kort pause og sagde: »Jeg har talt med Frances, jeg har bedt om det, og jeg vil gerne have, at du skriver min biografi.«

Jeg behøver vist ikke at sige, at jeg blev dybt beæret og meget overvældet. Han sagde så, at hvis jeg begyndte den følgende morgen, kunne jeg være halvt færdig, når vi vendte hjem. Vi havde et år tilbage af vores treårige kaldelse.

Præsident Monson har sagt: »Den Herren kalder, giver han også evnerne.«¹ Jeg har lært at påskønne det løfte.

Hvordan skriver man om en profets liv? Man begynder ikke ved tastaturet, men på sine knæ.

Jeg indså meget tidligt, at dette ikke skulle være den typiske biografi med datoer, tidspunkter, steder og rejser. Det var beretningen om en mand, der blev beredt, før verdens grundvold blev lagt, og kaldet af Gud »på denne vor dag«.² Ærefrygtindgydende beskriver det bedst. Skræmmende, udfordrende og opslugende følger lige efter.

Herren har sagt: »Hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme« (L&P 1:38). Jeg valgte at begynde, der hvor vi først hører Herren tale gennem sin profet, nemlig da Thomas S. Monson blev kaldet til det hellige apostelembede i 1963. Jeg tilbragte flere måneder med at læse de hundreder af budskaber, som præsident Monson har givet ved mange forskellige lejligheder. Jeg læste biografier om alle Kirkens præsidenter og mange kendte religiøse ledere. Jeg læste om Kirkens tidlige dage i Skotland, Sverige og England, hvor præsident Monsons forfædre kom fra; om børskrakket, der påvirkede hans ungdom; og om anden verdenskrig og dens efterspil med et delt Tyskland. (Præsident Monson tilbragte 20 år med at have ansvar for dette område af Kirken). Jeg læste hans selvbiografi, som han skrev i 1985, udelukkende med familien for øje, og senere også hans dagbøger gennem 47 år. Jeg talte med kirkeledere, som har arbejdet sammen med ham i mange egne af verden, og medlemmer, som er blevet dybt berørt af hans virke. Jeg fik en kær ven og historiker, Tricia H. Stoker, til at hjælpe med research. Hun havde siddet i skrivekomiteen på flere af lektionshæfterne Kirkens præsidenters lærdomme og vidste, hvordan man skal researche en profets liv.

Jeg interviewede præsident Monson en gang om måneden, vi brugte videokonference fra England, og senere, da vi var vendt hjem til Utah, personligt, mens jeg arbejdede i hans kontor i 14 måneder. Hver gang fornemmede jeg hans varme, når vi sad og snakkede ved køkkenbordet. Han talte om sin barndom og familie, hans kaldelse fra præsident David O. McKay (1873-1970) og påvirkningen fra mentorer som præsident J. Reuben Clark jun. (1871-1961), præsident Harold B. Lee (1899-1973) og ældste Mark E. Petersen (1900-1984), for blot at nævne et par stykker.

Hjemmefra lærte han at leve et kristuslignende liv, for der var næstekærlighed – Kristi rene kærlighed – medfølelse og et ønske om at opløfte og velsigne andre en fast standard, og skønt hans forældre ikke læste skrifterne for ham, så efterlevede de dem.

Hans fokus på at betjene den enkelte går tilbage til barndommen i det vestlige Salt Lake City, »mellem jernbanesporene«, som han ynder at sige, under den store depression. Hans naboer og venner havde ikke meget jordisk gods, men de havde hinanden, og det var nok. Mange, som var tæt på ham, deriblandt nogle af hans yndlingsonkler, var ikke medlemmer af Kirken. Religiøse tilhørsforhold var ikke nogen barriere; han lærte at elske mennesker som mennesker. Hans forældre åbnede deres hjerte over for alle. Præsident Monson har aldrig aflagt sig de dyder.

Han er en usædvanlig mand, som nærer ærbødighed for alle, som han møder, og han er interesseret i deres tilværelse, bekymringer og udfordringer. Han forholder sig til en besøgende statsleder fra et fremmed land med samme opmærksomhed, som han viser den mand, der polerer hans skrivebord hver aften. Et af kendetegnene på hans storhed er hans evne til at tale med enhver og lære noget fra enhver, som han møder.

Hvis en organisation er sin leders forlængede skygge,³ som præsident Thomas S. Monson siger, så er ønsket om at opløfte, opmuntre, engagere, involvere og redde andre, en for en, en befaling fra Herren til enhver af os. Den livsstil afspejler Frelserens eksempel, han, som »færdedes overalt og gjorde vel … for Gud var med ham« (ApG 10:38).

Præsident Monson har længe opfordret os til at være mere som Frelseren. Da jeg interviewede præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, bekræftede han det, jeg selv havde fået en fornemmelse af. Præsident Monson, sagde han, »er mere kristuslignende end nogen af os andre«.⁴

I mere end et halvt århundrede har præsident Monson foræret det, han havde, til de fattige. Han har siddet på sengekanten hos de syge og gamle. Han har givet utallige velsignelser til mennesker på hospitaler og i deres egne hjem. Han har vendt bilen for lige at foretage et hurtigt besøg hos en ven eller har skyndt sig fra et møde for at tale ved en anden vens begravelse. (Hvis man spørger ham, hvor mange han har på den venneliste, svarer han: »Mindst 14 millioner«). Han går hen til en, der sidder i kørestol, fordi vedkommende ikke kan komme til ham, han giver »high five« til en gruppe teenagere, og han vrikker med ørerne til diakonerne på forreste række. Han udviser stor respekt for dem, som han beskriver som »ubemærkede og ikke anerkendte«, dem, som kun er kendt af deres Fader i himlen.

Kort sagt gør præsident Monson det, som de fleste mennesker blot tænker på at gøre.

Hans budskaber er fyldt med sandfærdige beretninger (han kalder dem aldrig for »historier«), som forkynder evangeliske principper. Han forklarer: »De handlinger, hvorved vi viser, at vi virkelig elsker Gud og vores næste som os selv, er sjældent dem, der fanger verdens opmærksomhed og beundring. Som regel vises vores kærlighed i vores daglige omgang med hinanden.«⁵

Nogle af hans mest rørende oplevelser fra et langt virke rundt omkring i verden, har nok været de år, hvor han havde ansvaret for Kirken bag Jerntæppet. Da min mand og jeg havde afsluttet vores mission i 2009, rejste vi til Tyskland for at gå, hvor præsident Monson havde gået, og for at tale med de medlemmer, som han elskede så højt, og fornemme påvirkningen fra hans mangeårige tjeneste. Vi mødte stærke præstedømmebærere, der græd, når de talte om hans trofaste besøg, hans kærlighed til Jesus Kristus og hans opmuntringer og omsorg. Vi stod i den nu forladte og forfaldne fabriksbygning i Görlitz, hvor præsident Monson stod ved podiet i 1968 og lovede de udslidte østtyske sidste dages hellige alle de velsignelser, som Herren havde til sine børn – hvis de var trofaste. Den dag sang de med stor inderlighed: »Om du trængsler møder på din vej, fat dog mod! … Jesus svigter ej, fat dog mod!«⁶ Han var under Det Første Præsidentskabs ledelse kommet de hellige til undsætning. To årtier senere, mens Berlinmuren stadig eksisterede, havde disse østtyske sidste dages hellige fået stave, kirkebygninger, patriarker, missionærer og et tempel. Og da muren faldt, blev de hellige genforenet med deres familie og land.

Præsident Monson siger ofte: »Der findes ikke tilfældigheder«, når han fastslår, at hans livserfaringer har lært ham altid at se efter Herrens hånd.⁷

En af de store østtyske ledere var Henry Burkhardt, som arbejdede tæt sammen med præsident Monson og gennem to årtier sammen med ham spillede en rolle i alle de vigtige begivenheder i landet. Bror Burkhardt var en mand, som tjente trofast på trods af stor risiko, som Kirkens repræsentant over for regeringen bag Jerntæppet. Han tjente blandt meget andet som kirkeleder og som præsident for templet i Freiberg.

Jeg spurgte bror Burkhardt, hvad der for ham var det mest enestående øjeblik i præsident Monsons virke. Jeg forventede, at han ville nævne mødet i Görlitz, indvielsen af landet i 1975, organiseringen af den første stav, indvielsen af templet i Freiberg eller mødet med hr. Honecker, Østtysklands øverste kommunistiske embedsmand, da præsident Monson ansøgte om tilladelse til at sende missionærer til landet og til at andre kunne forlade landet for at udføre missioner i andre lande. Med tanke på de dødspatruljer, som holdt vagt ved muren, syntes anmodningen næsten latterlig, men hr. Honecker svarede: »Vi har holdt øje med jer i alle disse år, og vi stoler på jer. Tilladelsen er hermed givet.« Hvilken af disse begivenheder ville bror Burkhardt vælge?

Tårerne begyndte at flyde ned ad hans kinder, da han svarede: »Det var den 2. december 1979.« Jeg kunne ikke komme i tanker om nogen vigtige begivenheder på den dato. »Fortæl mig om det,« sagde jeg.

»Det var den dag, hvor præsident Monson kom til Østtyskland for at give min hustru, Inge, en velsignelse.« Præsident Monson havde en weekend uden nogle opgaver, så han fløj fra USA til Tyskland udelukkende med det for øje. Søster Burkhardt havde ligget på hospitalet i ni uger på grund af komplikationer efter en operation, og hendes tilstand forværredes. Præsident Monson havde skrevet i sin dagbog: »Vi fandt sammen i tro og bøn, så hun kunne få en velsignelse.«⁸ Han var rejst flere tusinde kilometer på sin eneste friweekend i flere måneder – for at komme til undsætning.

»Lad os stille os selv dette spørgsmål,« sagde han, »›har jeg gjort noget godt for en sjæl i dag? Har jeg lindret en fattigs kår?‹ Sikke en formel på lykke! Sikke en opskrift på tilfredshed og indre fred … Der er hjerter, som skal opmuntres. Der er venlige ord, som skal siges. Der er gaver, som skal gives. Der er gerninger, som skal udføres. Der er sjæle, som skal frelses.«⁹

Sådan er præsident Monsons virke! Han rækker altid hånden ud til den trætte, ensomme og frygtsomme. Som ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum siger: »Herren var nødt til at gøre Thomas Monson så stor på grund af hans store hjerte.«¹⁰

Da profeten indviede templet i Curitiba i Brasilien den 1. juni 2008, kaldte han en halvvoksen dreng op for at hjælpe sig ved hjørnestensceremonien. En fotograf spurgte, om man ikke kunne tage drengens hat af, når de blev fotograferet. Drengen havde ikke noget hår og var tydeligvis under kemobehandling for kræft. Præsident Monson lagde kærligt armen om ham og hjalp ham med at smøre mørtel på muren. En af dem, der ledsagede præsident Monson nævnte, at det var tid til at vende tilbage til templet og afslutte indvielsen til tiden. Præsident Monson rystede på hovedet. »Nej,« sagde han, »jeg vil kalde en mere herop.« Han kiggede ud over forsamlingen og fæstnede blikket ved en kvinde, som stod bagest. Da deres øjne mødtes, vinkede han hende frem. Han lagde armen om hende og fulgte hende kærligt hen til muren, så de kunne fuldføre hjørnestensindsættelsen.

Dagen efter indvielsen spurgte ældste Russell M. Nielsen fra De Tolv Apostles Kvorum, som også havde været til stede ved indvielsen, præsident Monson om, hvorfra han vidste, at kvinden var drengens mor.

»Det vidste jeg heller ikke,« svarede han, »men Herren vidste det.«

Få måneder senere døde denne dreng. Ældste Nelson sagde: »I kan nok forestille jer, hvad den oplevelse ved indvielsen betød for moderen i den familie. Det var Herrens måde at sige: ›Jeg kender dig. Jeg har omsorg for dig. Jeg skal nok hjælpe dig.‹ Det er sådan en mand, vi har som Guds profet.«¹¹

I en tid, hvor sms’er og e-mail har erstattet den personlige samtale, minder præsident Monson os konstant om at nå ud til hinanden. Han delte dette budskab ved at citere et medlem, som skrev et brev til ham: »Menneskers bønner besvares næsten altid gennem andres handlinger.«¹² Han henviser ofte til Herrens råd: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88). Præsident Monson ved, at vi ofte er de engle for hinanden. Ved Mormons vande forpligtede Alma de hellige til »at bære hinandens byrder, så de bliver lette« (Mosi 18:8); præsident Monson opfordrer os til at efterleve den pagt.

Jeg har nydt godt af, at han letter andres byrder. Der var et tidspunkt, hvor han kunne se, at ansvaret for hans biografi tyngede mig meget. Han inviterede mig ind på sit kontor og sagde med sin mildeste og venligste stemme: »Hvad kan jeg gøre for dig?«

Mit hjerte kunne ikke modstå hans venlighed, og jeg busede ud med min utilstrækkelighedsfølelse, opgavens overvældende art og den mængde stof, som jeg skulle finde, organisere og sammenfatte. Jeg ønskede desperat at gøre det helt rigtigt – for ham. Vores samtale er en af mit livs dyrebareste oplevelser. Jeg havde det, som om jeg sad ved Betesdas dam, og Frelseren havde trukket forhænget til side og rakt ud for at styrke mig. Præsident Monson forstår forsoningens frelsende kraft og betragter det som et privilegium at blive sendt af Herren for at styrke en anden.

»Ræk ud for at undsætte de ældre, enkerne, de syge, de handicappede og de mindre aktive,« har han sagt, og så har han selv ført an. »Udræk en hjælpende hånd og et medfølende hjerte.«¹³

Hans respekt og interesse for andre er et tegn på hans vidnesbyrd om Frelseren, Jesus Kristus: »Ved at lære af ham, ved at tro på ham, ved at følge ham er der mulighed for at blive som ham. Udseendet kan forandre sig, hjertet kan blive blødgjort, tempoet kan sættes op, synet på tilværelsen kan blive bedre. Livet bliver, som det burde være.«¹⁴