Kom videre og gå fremad

Jeg havde kærestesorger og tilbragte meget tid hos min søster. Uundgåeligt endte vi med at spise junkfood, se fjernsyn og sove. Da jeg vågnede efter en af mine middagslure, bemærkede jeg: »Jeg tror ikke, at vi hjælper hinanden særlig godt.« Vi lo, men den aften takkede jeg min himmelske Fader for den indsigt, at jeg anvendte min søster som en slags sutteklud, og bad om en bedre forståelse af, hvad jeg skulle gøre for at komme videre med mit liv. I løbet af de næste par måneder blev den bøn besvaret, da jeg opnåede forståelse, et begreb ad gangen.

Næste dag, da jeg overværede en klasse i Hjælpeforeningen, lagde jeg mærke til at bestemt skriftsted: »Og andre beroliger han og luller dem ind i kødelig sikkerhed, så de siger: Alt er vel i Zion, ja, Zion har fremgang, alt er vel … Derfor, ve den, der er ligegyldig i Zion.« (2 Ne 28:21, 24). Jeg havde altid læst disse vers, som om de beskrev de stolte, der bare lod, som om de tilbad Gud. Jeg havde ikke set mig selv som en, der var ligegyldig i Zion, ved at tilbringe så meget tid sammen med min søster. Men jeg indså, at i stedet for at søge heling, havde jeg søgt trøst. Jeg besluttede straks, at jeg ville gøre mere for at komme ud af mine trygge rammer.

Den beslutning hjalp, men jeg blev mere klar over min egen utilstrækkelighed, da jeg trådte ud af det vante, og det gjorde mig mere selvkritisk. Da jeg nævnte de følelser for en ven, bemærkede han: »Er det ikke herligt at tilgive sig selv?« Hans bemærkning hjalp mig til at blive bedre til at tilgive mig selv mine svagheder – uden at blive selvtilfreds, som dem, der er »ligegyldige i Zion«.

En dag blev jeg slået af Morm 2:13-14: »Deres sorg var ikke til omvendelse på grund af Guds godhed, men det var snarere de fordømtes sorg, fordi Herren ikke stedse ville tillade dem at finde lykke ved synd. Og de kom ikke til Jesus med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.« Jeg opdagede, at mine følelser af fiasko hæmmede min personlige vækst, og jeg begyndte at overveje, hvad behørig sorg mon medførte. Det var i søndagsskolen, at jeg fandt mit svar.

Vores lærer tegnede en linje på tavlen og skrev i den ene ende: »At være for hård ved os selv« og i den anden ende »Spis, drik og vær glad«. Vi talte om at undgå begge yderpunkter. Jeg spekulerede over, hvilke ord, der burde stå midt på linjen, og Ånden ledte mine tanker til vendingen »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«. Det syntes mig, at løsningen på at være for hård ved sig selv kunne beskrives som en angerfuld ånd – en, som omvender sig, anerkender Herrens hjælp og er taknemlig for hans barmhjertighed. Midlet mod at være ligegyldig i Zion kunne kaldes et sønderknust hjerte – et, der på retfærdig vis motiveres til at ændre sig og blive helet.

Frelseren lærte os: »Og I skal som offer bringe mig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (3 Ne 9:20). Jeg er taknemlig for at vide, at når jeg søger Herrens hjælp for at undgå at være ligegyldig i Zion og undgå at dømme mig selv for hårdt, så bringer jeg ham et acceptabelt offer – et offer, som hjælper mig med at komme videre med mit liv.