Evangeliekulturen

Heldigvis har vor Frelser givet os en vejviser og vejleder, som kan hjælpe os, selv når vi ikke kan se ud over de nedslående hindringer. Jeg henviser her til Helligåndsgaven. Men vi skal være villige til at anvende og stole på denne guddommelige gave, og vi skal holde den i god stand.

Præsident Wilford Woodruff (1807-1898), der tjente som Kirkens præsident i en meget vanskelig tid, forkyndte følgende om Helligåndens betydning: »Enhver mand eller kvinde, som har sluttet sig til Guds kirke og er blevet døbt til syndernes forladelse [og modtaget Helligåndsgaven], har ret til åbenbaring, har ret til, at Guds Ånd bistår dem i deres arbejde.«¹

Præsident Woodruff forklarede, at »denne Ånd åbenbarer, dag for dag, for enhver, som nærer tro, de ting, som er til hans gavn«.² Det er den gave, som Gud har givet os som støtte på vores vanskelige rejse gennem jordelivet, hvor vi vandrer ved tro.

Skal vi have denne dyrebare vejleder, er vi nødt til at adlyde befalingerne. Præsident Woodruff har sagt: »Helligånden dvæler ikke i et uhelligt tabernakel. Hvis I vil nyde den fulde styrke af jeres religion og dens gaver, må I være rene. Hvis I har svagheder eller har begået tåbeligheder og synder, må I omvende jer fra dem, I må oprigtigt aflægge dem.«³

Herren har befalet os at overvære nadvermøde hver uge for at modtage nadveren (se L&P 59:9.12). Når vi gør det, altså omvender os fra vore synder og fornyr vore løfter om at tjene Herren og altid huske ham og holde hans befalinger, har vi det dyrebare løfte, at vi »altid må have hans Ånd hos [os]« (L&P 20:77). Det er på den måde, at vi kan se ud over dette livs hindringer og modløshed og blive ledt mod vores himmelske hjem.

Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vi er omgivet af umoral, pornografi, vold, narkotika og mange andre onder, som plager samfundet i dag. Det er vores udfordring, ja, ansvar, ikke alene at holde os ›uplettede af verden‹ (Jak 1:27), men også at lede vore børn og andre, som vi har ansvar for, sikkert gennem syndens stormfulde hav, der omgiver os alle, så vi en dag kan vende tilbage og bo sammen med vor himmelske Fader.«⁴

Vi har virkelig brug for Helligåndens vejledning, og vi må flittigt udføre det, som er nødvendigt for at have den Ånds følgeskab. Især skal vi efterleve befalingerne, bede, studere skrifterne og omvende os hver uge, når vi modtager nadveren.

Som en måde at efterleve befalingerne på har medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige det, som vi kalder evangeliekulturen. Det er en særegen livsstil, et værdisæt og forventninger og skikke, der er fælles for alle medlemmer. Denne evangeliekultur udspringer af frelsesplanen, Guds befalinger og de levende profeters lærdomme. Den vejleder os i den måde, hvorpå vi opdrager vores familie og lever vores liv. De principper, som udtrykkes i familieproklamationen, er et smukt udtryk for denne evangeliekultur.⁵

Som en hjælp til medlemmer over hele verden lærer Kirken os at fralægge os enhver personlig eller familiemæssig tradition, som strider imod Jesu Kristi Kirkes lære og denne evangeliekultur. I dette følger vi advarslen fra apostlen Paulus, da han sagde: »Se til at ingen fanger jer med filosofi … der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus« (Kol 2:8).

Med hensyn til at opgive falske traditioner og kulturer priser vi vore unge for deres fleksibilitet og fremgang, og vi opfordrer vore ældre medlemmer til at fralægge sig traditioner og kulturelle eller stammebaserede skikke, der fører dem bort fra stien til vækst og fremgang. Vi beder alle om at søge op mod den faste grund, hvor man finder evangeliets kultur, skikke og traditioner, der har rod i Jesu Kristi gengivne evangelium.

Mange afrikanske traditioner er i overensstemmelse med evangeliekulturen og hjælper vore medlemmer med at efterleve Guds befalinger. Den stærke afrikanske familiekultur overgår den, som vi ser i mange vestlige lande, hvor familieværdierne smuldrer. Vi håber, at det eksempel på kærlighed og troskab, som findes blandt medlemmerne i Afrika, kan hjælpe os med at lære andre disse vigtige traditioner i evangeliets kultur. Sømmelighed er en anden afrikansk styrke. Vi bønfalder unge over hele verden om at være så tækkelige, som de fleste af de unge vi ser i Afrika.

Derimod er der nogle kulturelle traditioner i dele af Afrika, som er negative, når de sættes op imod evangeliets kultur og værdier. Flere af disse har med familieforhold at gøre – det, man gør ved fødsler, vielser og dødsfald. For eksempel har nogle afrikanske mænd den fejlagtige opfattelse, at manden hviler, mens hustruen udfører det meste af arbejdet i hjemmet, eller at hustruen og børnene blot er mandens tjenere. Det behager ikke Herren, fordi det står i vejen for den slags familieforhold, som skal herske i evigheden, og det hindrer den vækst, som skal finde sted her på jorden, hvis vi skal gøre os egnede til evighedens velsignelser. Studér skrifterne, så vil I opdage, at Adam og Eva, vore første forældre, som er forbillede for os alle, bad sammen og arbejdede sammen (se Moses 5:1, 4, 10-12, 16, 27). Det burde være mønstret for vores familieliv – at respektere hinanden og arbejde sammen i kærlighed.

En anden negativ kulturel tradition er skikken med lobola eller brudepenge, som i høj grad hindrer unge mænd og kvinder i at efterleve det gengivne Jesu Kristi evangeliums befalinger. Når en ung, hjemvendt missionær skal købe sin brud fra hendes far ved at betale så stor en sum, at det vil tage flere år at spare den op, er han hindret i at gifte sig, eller han kan først gøre det, når han er midaldrende. Det strider mod evangeliets plan for seksuel afholdenhed uden for ægteskabet, for ægteskab og for at få børn. Præstedømmeledere bør lære forældrene, at de skal ophøre med denne skik, og de unge bør følge Herrens mønster med ægteskab i det hellige tempel, uden at vente på at skulle betale brudepenge.

Nogle andre kulturelle skikke eller traditioner, som strider mod evangeliekulturen, er bryllupper og begravelser. Jeg beder jer om ikke at planlægge noget i forbindelse med bryllupper eller begravelser, som fører til, at I kommer i dyb gæld. Undgå omfattende rejser og dyre fester. Unødig gæld svækker eller hindrer jeres evne til at betale tiende, komme i templet eller sende jeres børn på mission. Læg planer, som styrker og ikke svækker jeres kirkeaktivitet i fremtiden.

Vi lever i en ugudelig verden. Når jeg siger det, tænker jeg først og fremmest på de bevidste drab, som så ofte har fundet sted i krige mellem stammer og nationer i Afrika og andre steder. Gud har også befalet os, at vi ikke må berøve folk deres ejendom ved tyveri eller bedrag. En anden form for ugudelighed er overtrædelsen af befalingen »Du må ikke bryde et ægteskab« (2 Mos 20:14) og alle de dertil hørende befalinger, hvorigennem Gud har åbenbaret, at skaberkraften – som er givet i hans hensigt – kun må benyttes inden for ægteskabets rammer. Det er syndigt at hengive sig til seksuelle forhold uden for ægteskabet.

Vi lever i en tid, hvor ægteskabet betragtes som en mulighed, ikke en nødvendighed. For eksempel fødes 40 procent af alle børn i USA i dag af ugifte mødre. Mange mennesker bor sammen uden at være gift. De børn, som fødes i disse forhold, nyder ikke sikkerheden ved forældre, der har forpligtet sig til hinanden ved det ægteskab, som Gud indstiftede for vore første forældre i Edens have.⁶

Ægteskab er vigtigt, men i Afrika og andre lande må vi spørge, hvilken form for ægteskab? Der er formelle ægteskaber, som er dækket af loven, og der er forskellige stammeægteskaber, som man kan indtræde i og afslutte igen uden de store formaliteter. Herrens standard – som er formaliseret i de krav, vi stiller til besegling af ægteskab i templet – er, at ægteskabet er så permanent, som menneskers love kan gøre det.

Jeg gentager det råd fra Kirkens ledere, at ægtemænd og hustruer ikke bør være adskilt i længere perioder, såsom ved ansættelser i udlandet og fjernt fra hjemmet. I alt for mange tilfælde ledsages sådanne adskillelser af alvorlig synd. Separationer fører til brud på evige pagter, som igen forårsager hjertesorg og tab af velsignelser. I nutidig åbenbaring har Herren befalet: »Du skal elske din hustru af hele dit hjerte og holde dig til hende og ingen anden« (L&P 42:22). Når vi følger Herrens befalinger og de råd, som hans ledere giver med hensyn til ægteskab, kan vi bede ham velsigne os i alt andet.

Tiende er en befaling med et løfte. Frelseren bekræftede Malakias’ løfte til dem, der bringer deres tiende til forrådshusene om, at Herren »åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer.« De lovede velsignelser er timelige og åndelige. Herren lover tiendebetalere, at han »skræmmer æderne«, og at »alle folkene [skal] prise jer lykkelige, fordi I har et dejligt land« (Mal 3:10-12; se også 3 Ne 24:10-12).

Jeg mener, at disse velsignelser gælder i alle de nationer, hvor vi er til stede. Da Guds folk holdt deres tiende og offerydelser tilbage, forbandede Gud »hele folket« (Mal 3:9). På samme måde mener jeg, at når mange mennesker i et land trofast betaler deres tiende, nedkalder de himlens velsignelser over hele deres folk. Bibelen lærer os, at »den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen« (Gal 5:9; se også Matt 13:33) og at »retfærdighed ophøjer et folk« (Ordsp 14:34). Disse tiltrængte velsignelser kan nedkaldes ved trofast tiendebetaling.

Tiendebetaling giver også den enkelte tiendebetaler enestående åndelige samt timelige velsignelser. Under anden verdenskrig forsørgede min mor, der var enke, sine tre små børn på en beskeden lærerløn. Da jeg blev bevidst om, at vi måtte undvære så mange ønskværdige ting, fordi vi ikke havde penge nok, spurgte jeg min mor, hvorfor hun betalte så meget af sin løn i tiende. Jeg har aldrig glemt hendes forklaring: »Dallin, der er måske nogle mennesker, som kan klare sig uden at betale tiende, men det kan vi ikke, for vi er fattige. Herren har valgt at tage jeres far og overlade det til mig at opdrage jer. Det kan jeg ikke gøre uden Herrens velsignelser, og jeg modtager de velsignelser ved at betale en ærlig tiende. Når jeg betaler min tiende, har jeg Herrens løfte om, at han vil velsigne os, og vi skal have de velsignelser, hvis vi skal klare os.«

Som en, der har modtaget de velsignelser hele livet, kan jeg vidne om vor Guds godhed og hans rige velsignelser til sine tiendebetalende børn.

Når vi stræber efter at opbygge Kirken i Afrika og andre lande, skal vi have tredje- og fjerdegenerations trofaste sidste dages hellige familier i vore lederskabsstillinger og blandt medlemmerne. Trofaste sidste dages hellige, som flytter til andre lande, svækker Kirken i deres hjemland. Selvfølgelig forbyder Kirken ikke sine medlemmer at flytte fra et sted til et andet, som er bedre for dem, men det er mange år siden, at Kirken opmuntrede til en sådan udvandring.

For længe siden blev sidste dages hellige opfordret til at samles i Zion i Amerika for at etablere Kirken og bygge templer der. Nu hvor Kirken er stærk i sine centerstave, råder vi medlemmer til at forblive i deres hjemland og opbygge Kirken der. Vi opmuntrer til dette ved at opføre templer over hele verden.

Det er ikke let at følge Herrens vej. Herren har igen og igen advaret os, direkte og gennem sine tjenere, om, at verden vil hade os, fordi vi handler anderledes – nemlig på Herrens måde (se Joh 15:19).

Den gode nyhed er, at når vi udfører Herrens værk på Herrens måde, er vi sikre på hans hjælp. »Jeg vil drage foran jeres ansigt,« har han sagt. »Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

Hvor er vi dog taknemlige for Jesu Kristi gengivne evangelium. Det fortæller os, hvem vi er. Når vi forstår vores forhold til Gud, forstår vi også vores forhold til hinanden. Det omfatter vores forhold til vores ægtefælle og vore børn – evige forhold, hvis vi efterlever budene samt indgår og efterlever de hellige tempelpagter.

Alle mennesker på denne jord er Guds afkom, åndelige brødre og søstre, uanset hudfarve eller statsborgerskab. Det er derfor ikke underligt, at Guds enbårne Søn har befalet os at elske hinanden. Hvor ville verden dog se anderledes ud, hvis broder- og søsterkærlighed og uselvisk hjælp kunne overskride alle stamme- og landegrænser, trosbekendelser og hudfarver. En sådan kærlighed ville ikke udviske menings- og adfærdsforskelle, men ville lede enhver af os til at fokusere på samarbejde med vores næste, i stedet for had eller undertrykkelse af næsten.

Jeg bekræfter den herlige sandhed, at vor himmelske Fader elsker alle sine børn. Det er en utroligt stærk tanke, som børn kan begynde at fatte i kraft af deres jordiske forældres kærlighed og ofre. Kærlighed er den stærkeste kraft i verden. Jeg beder til, at alle forældre må vise det kærlige eksempel, som opmuntrer den opvoksende generation til at forstå Guds kærlighed til dem og vor himmelske Faders stærke ønske om, at alle hans børn på jorden gør det, der er nødvendigt for at opnå evighedens største velsignelser.

Vi har hans evangelium, og vi skal efterleve befalingerne for at nyde hans største velsignelser. Dette vidner jeg om, og jeg nedbeder vor himmelske Faders velsignelser på jer alle.