Følg profeten

I ugerne op til vores forlovelse havde Shelley og jeg tilbragt meget tid med at tale om, hvordan vi ville opdrage vores familie, og hvordan vores ægteskab skulle være. Noget af det, som var kernen i vore samtaler, var vores beslutning om at følge profeten altid.

To måneder før vi blev forlovet, lyttede vi til en masse taler fra oktoberkonferencen 1976, der fremhævede princippet om selvhjulpenhed. Det var et emne, som præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) og andre havde forkyndt de sidste mange år. Både Shelley og jeg var vokset op med kendskab til vigtigheden af at have en køkkenhave, et forråd af fødevarer og i det hele taget være beredte. Men ved den konference syntes emnet beredthed at være særligt fremherskende. Nogle talere henviste til oversvømmelsen ved Teton-dæmningen i juni det år. Blandt dem var Barbara B. Smith (1922-2010), Hjælpeforeningens hovedpræsident, som fremhævede vigtigheden af selvhjulpenhed – i særdeleshed det at anskaffe sig et års forråd, som man blev opfordret til dengang.¹ Præsident Kimball mindede ved konferencens afslutning de sidste dages hellige om skriftstedet i Luk 6:46, hvor Frelseren siger: »Hvorfor siger I Herre, Herre til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?« Præsident Kimball formanede så de hellige til at lade konferencens budskaber følge dem ind i deres »hjem … og fremtidige liv«.²

Da Shelley og jeg efter vores forlovelse overvejede begyndelsen på vores ægteskab og familie, lød disse budskaber i vore ører. Uden at den anden vidste af det spekulerede vi begge på, hvordan vi skulle grundlægge et forråd til vores familie. Hvis vi skulle adlyde datidens råd, måtte vi straks begynde at opbygge et års forråd. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Vi var studerende – og ville blive ved med at være det i en del år – og havde ikke ret mange penge. Helligånden gav os begge det samme svar: vi måtte sælge forlovelsesringen.

Men hvordan skulle jeg kunne bede Shelley om at gøre det? Jeg havde jo lige givet hende den ring. Hvad ville hun sige til, at jeg bad hende om at sælge den, så vi kunne købe havregryn og mel og ris? Samtidig gik hun og var bekymret. Hvad ville jeg sige, tænkte hun, hvis hun talte om at sælge den ring, jeg havde valgt til hende? Ville det såre mine følelser?

Men den tilskyndelse, som vi hver især følte, var for kraftig til at overhøre, og jo mere vi begge tænkte på det, desto mere stak diamantringen os i øjnene. Da Shelley tog emnet op et par dage efter jul, var jeg meget lettet over, at hun var nået til samme konklusion som jeg. På mange måder var et en fantastisk bekræftelse for os begge om vores valg af ægtefælle. At vide, at vores prioriteter og værdier var i harmoni med hinanden og med Guds profet var meget beroligende. Jeg var dybt taknemlig for hendes villighed til at yde det offer for at følge profeten.

Nu må I ikke misforstå mig, og gå nu ikke hen og sælg jeres ringe! Det er ikke forkert at købe eller bære en forlovelsesring. Faktisk har alle vore gifte børn smukke og passende ringe. Der er mange måder, hvorpå vi kan følge profeterne og apostlene og anvende deres råd i vores liv. Men fordi Ånden havde vejledt os til at følge profeten ved at sælge vores forlovelsesring, stod valget i vores tilfælde mellem at beholde ringen eller følge profeten. Det gjorde, at vi fastsatte to mønstre i vores hjem helt fra begyndelsen: At følge profeten og at følge personlige, åndelige tilskyndelser, som vi modtager.

Den smykkeforretning, hvor jeg havde købt ringen, var lukket i en uge efter jul, men da den åbnede, gik jeg hen for at tale med guldsmeden. Jeg forventede, at han ville nægte at give mig pengene tilbage, for man måtte jo betragte ringen som brugt. Jeg beredte mig på hans reaktion og forventede, at jeg måtte sælge ringen til anden side med et stort tab. Men til min forbløffelse blev guldsmedens hjerte blødgjort. Jeg gik ud igen med kontanter i hånden – og måbende af forbløffelse over, hvordan Herren havde banet vejen for vores lydighed.

Ikke alle tog så godt imod vores beslutning. Da vore venner – blandt andet dem, som var medlemmer af Kirken – hørte, hvad vi havde gjort og så den smalle læderring, som jeg havde lavet til Shelley, syntes de, at vi var vanvittige. Andre kvinder på Shelleys alder fattede ikke, at hun havde været villig til at handle, som hun gjorde. Meget få var opmuntrende og støttede os.

Shelley var stærk og vidste, at hun nok skulle klare den, uanset hvad folk mente; hun følte sig i sikker forvisning om, at hun fulgte profeten. Og det betød mere end noget andet. Men Herren sendte os sin milde barmhjertighed i form af to venner, som fik os til at føle, at vi ikke stod alene.

Min ven Bob og jeg havde præsenteret Fran for evangeliet i skolen. Vi havde alle tre været på mission, og da Fran vendte hjem fra sin mission, blev hun og Bob forlovet. Da de kom for at fortælle Shelley og mig de gode nyheder, erfarede vi, at de i stedet for at købe en forlovelsesring også havde besluttet at bruge pengene på forråd. Det var interessant for os alle fire, at Ånden havde ledt os til at handle ens. Vores forpligtelse til at følge Helligånden og den levende profet føjede en ny dimension til vores venskab, som nu har varet i mere end 40 år.

Shelley og jeg begyndte på at opbygge et grundlæggende forråd i januar 1977 og blev ved med at købe lidt efter lidt, indtil vi blev gift i april det år. Inden vores bryllup opbevarede vi forrådet i mine forældres hus.

Shelley gik med læderringen som vielsesring i mange år, indtil jeg blev færdig med min tandlægeuddannelse. Under mit uddannelsesforløb flyttede vores familie mange gange. Vi blev vant til at slæbe spande med hvede fra lejlighed til lejlighed, fra hus til hus, og by til by. Vore venner begyndte at undgå os, når vi skulle flytte, men i de senere år har vi følt os utroligt taknemlige for, at vi har fulgt Kirkens lederes råd.

Da jeg blev færdig på tandlægehøjskolen og åbnede min klinik, havde Shelley og jeg to børn og bogstavelig talt ingen penge. Heldigvis kunne vi delvis leve af det, som vi havde anskaffet til forråd, inden vi blev gift. Vores lydighed mod den profetiske vejledning blev til velsignelse for os igen mere end et årti efter vores bryllup, da jeg havde fuldført min uddannelse og var fortsat med min specialuddannelse. Endnu en gang manglede vi penge, og i stedet for at betale for fødevarer med kreditkort eller lånte penge, var vi velsignede ved at kunne brødføde vores familie (som nu bestod af fire børn) med vores forråd.

I årene der er gået siden, er vi blevet velsignet på mange andre måder ved at følge profeternes ord. Vi har lært ikke at stille spørgsmål til gyldigheden af det, som profeterne og apostlene lærer os eller spekulere på, om det lyder fornuftigt. Vi har erfaret, at ved at handle – og handle øjeblikkeligt – på deres råd, er vi blevet velsignet.

Nogle vil måske kalde vore handlinger for blind lydighed. Men vi har Herrens personlige løfte om, at profeterne aldrig vil føre os på vildspor.³ Den viden gør, at vi lytter til deres røster, som vi ville lytte til hans egen (se L&P 1:38).

Vi har også erfaret, at den levende profet typisk indbyder os til at handle; de bruger ikke ord som befale eller formane. Deres adfærd er venlig og mild, men det undskylder os ikke fra at følge dem. Da Shelley og jeg har betragtet indbydelser som befalinger, er vi altid blevet velsignet.

Vi har også lært at være lydhøre over for deres vejledning ved at lytte efter vendinger som »Jeg har overvejet …« eller »Noget, der har ligget mig på sinde, er …« eller »Jeg føler, at jeg bør sige jer …« eller »Lad mig komme med et godt råd om …« eller »Det er mit håb, at …« Disse og lignende udtalelser er fingerpeg om, hvad der rører sig i sindet og hjertet på Herrens salvede tjenere.

Noget andet, der hjælper os med at høre Herrens røst, når vi lytter til profeterne og apostlene, er at lægge særlig godt mærke til, når de citerer andre profeter eller apostle. Herren har lært os, at han vil grundfæste sit ord ved to eller tre vidners udsagn (se 2 Kor 13:1; L&P 6:28).

Eftersom budskabet om selvhjulpenhed blev gentaget så mange gange ved den generalkonference, inden vi blev forlovet, følte min hustru og jeg, at det budskab var særlig vigtigt for os på det tidspunkt. Vi blev inspireret til at følge den vejledning på en meget synlig måde. Men det at følge profeten er ikke altid et spørgsmål om ydre tegn på hengivenhed; ofte kommer vores lydighed til udtryk på mindre, mere personlige måder. Uanset om andre kender til vores lydighed eller ej, så gør Herren det. Og han velsigner os for vores lydighed og baner vejen for, at vi kan klare det.

I dag bærer Shelley en mere traditionel vielsesring, men hun har gemt sin lille læderring som et sødt minde i alle disse år. For os er den et symbol på vores tidlige beslutning om altid at følge profetens råd og gøre det til en del af vores familieliv. Når vi nu ser vore børn opdrage deres børn, er vi taknemlige for at se, at den trofasthed i at følge Herrens profet, præsident Thomas S. Monson, også er en del af deres familieliv. Denne lydighed er en vidunderlig arv for os, og den er et lige så håndgribeligt tegn på efterlevelse af pagten, som en forlovelsesring ville have været.