Mit hverdagsvidnesbyrd

Da jeg voksede op, søgte jeg altid efter et mirakel, som kunne vise mig, at jeg havde et vidnesbyrd. Jeg hørte den ene historie efter den anden om mirakuløse hændelser, hvor mennesker erfarede, at evangeliet uden tvivl var sandt. Historierne skildrede alt fra at stå fast mod fristelser eller fare, over det at føre hundredvis af mennesker til Kirken gennem små og enkle handlinger, til tidspunkter, hvor skrifterne bare åbnede sig og gav svar på livets problemer. Mine yndlingshistorier handlede om nogen, som var på vej hjem ved nattetide og undgik en fare, som de først blev klar over næste dag. Jeg hørte historier om mirakuløse helbredelser eller engle, der beskyttede folk. Jeg kunne knap vente på, at det blev min tur til at opleve sådan noget. Jeg forventede at se engle og lys, der ville vise mig, at jeg havde et vidnesbyrd om Kirken.

Mine forældre lærte mig at bede, at gå i kirke, studere skrifterne, klæde mig sømmeligt, leve et rent liv fri fra verdslige påvirkninger og stole på Herren. Jeg havde tilliden til at leve retskaffent. Jeg ønskede bare at kunne bevise, at jeg havde et vidnesbyrd og jeg ville have nogen til at lægge mærke til det.

Ved familieaften eller i søndagsskolen øvede vi replikker, som kunne hjælpe os med at modstå gruppepres. Jeg kunne knap vente på at bruge de replikker. For eksempel forestillede jeg mig, at jeg var sammen med mine venner. En eller anden trak en flaske spiritus frem og lod den gå rundt. Ølflasken ville blive rakt til mig, og alles øjne var rettet mod mig. Presset ville øge. Så ville jeg rejse mig og sige: »Nej! Jeg er mormon, og jeg drikker ikke!« Alle de andre ville sidde tilbage i ærefrygt. Trods alle deres forsøg på overtalelse ville jeg ikke lade mig rokke. Kort efter ville selskabet bryde op, og en eller anden særlig person i gruppen ville sige, at min faste holdning havde gjort så dybt indtryk på ham, at han gerne ville høre mere om min kirke. Englene ville synge lovprisninger, og jeg ville blive fyldt med lys.

Men det skete aldrig. Der var aldrig nogen, der fristede mig på den måde. De syntes allerede at kende mine standarder ud fra den måde, jeg levede på. Til min store skuffelse opstod mit »ærefulde øjeblik« aldrig.

Men nu ved jeg, at et vidnesbyrd ikke udspringer af, at engle viser sig. Mit vidnesbyrd udspringer af at efterleve evangeliet hver dag, at fornemme Helligånden vidne og at nyde de enkle velsignelser, som kommer af at være lydig.

Jeg ved, hvem jeg er. Jeg ved, at Gud elsker mig. Jeg ved, at Frelseren har sonet for mine synder. Det er mit vidnesbyrd. Den vished giver mig fred i sindet.

Jeg kan ikke sige, at jeg har haft en mirakuløs hændelse, som gjorde, at jeg vidste, at Kirken var sand, men jeg er glad for at vide, at jeg har et vidnesbyrd. Så indtil det øjeblik, hvor englene viser sig for mig, vil jeg være tilfreds med at leve et ganske normalt liv med den enkle velsignelse at vide, at evangeliet er sandt.