Få hende på hospitalet!

Billede

illustration of a woman kneeling in prayer

Jeg var enlig og selvstændig, da jeg var ny i Kirken, så jeg havde dage, hvor jeg havde ekstra tid. På en af disse dage ringede jeg til hjælpeforeningspræsidenten og spurgte, om nogen havde brug for hjælp den eftermiddag. Hun nævnte en ældre søster ved navn Anita (navnet er blevet ændret), som for nylig var kommet hjem fra hospitalet og var ensom. Jeg havde mødt Anita før og glædede mig til at besøge hende.

Jeg ringede og tog så hen til hendes lejlighed. Hun bad mig lave frokost til hende, og bagefter havde vi en dejlig samtale. Hun havde en god humoristisk sans og elskede at le og fortælle historier fra sit liv.

Efter frokost sagde hun, at hun var træt. Hun bad mig om at hjælpe hende fra sin kørestol og over i sengen. Kort tid efter havde jeg lagt hende i seng. Pludselig talte den stille, sagte røst, som jeg havde hørt så meget om, til mig: »Få hende på hospitalet nu!«

Anita hadede hospitaler og var lige kommet hjem. Jeg spurgte hende, om hun havde det godt. Hun sagde, at hun havde det fint, men følte sig træt.

Jeg gik lidt væk fra sengen og knælede ned. Straks jeg begyndte at bede, gentog stemmen: »Få hende på hospitalet, og få hende derhen nu!«

Jeg tøvede og spurgte mig selv: »Hvad skal jeg sige til lægen på hospitalet?«

Jeg ringede til en ven, som også bad og derpå fortalte mig, at jeg skulle følge min tilskyndelse.

Anita var vred over, at jeg så meget som nævnte at få hende på hospitalet, men jeg ringede efter en ambulance alligevel. Da den ankom, kom der to reddere, som undersøgte hende. Uden at stille spørgsmål lagde de hende på båren og kørte hurtigt væk i ambulancen.

Jeg fulgte efter i min bil. På hospitalet sad jeg og ventede. Kort tid efter kom en læge ud. Han spurgte mig: »Hun fortalte dig ikke, at hun var faldet, før du kom hen til hendes lejlighed, vel?«

»Nej,« svarede jeg.

Han fortalte mig, at Anita havde beskadiget sin milt og havde indre blødninger. Uden hurtig lægehjælp, sagde han, kunne hun være død.

Jeg følte en blanding af sorg og jubel – sorg over, at jeg havde tøvet, og jubel over, at jeg trods alt havde lyttet til Helligånden. Mest af alt følte jeg taknemlighed over at vide, at Herren havde stolet på, at jeg kunne hjælpe denne tilskadekomne søster, og havde inspireret min hjælpeforeningspræsident til at sende mig til hende.

Mit eget helbred er blevet dårligere siden den oplevelse, men Herren tilskynder mig stadig. Jeg beder altid om styrke til at følge disse tilskyndelser.