2015
Spørgsmål & svar
August 2015


Spørgsmål & svar

Spørgsmål & svar

»Mine forældre blev gift i templet, men nu er de skilt. Jeg er vred over, at de har splittet vores familie. Hvordan tilgiver jeg dem?«

Billede
A young teen girl stands by as her parents are fighting.

Skilsmisse er sørgeligt og svært for alle i familien. Det er normalt at være vred, føle et tab og være såret. Men at dvæle ved negative følelser hindrer dig i at opnå fred og helbredelse. Bed til vor himmelske Fader om at hjælpe dig med at slippe af med de skadelige følelser og til at forstå dine forældre. Prøv at forstå, at de er også såret.

Husk, at Jesus Kristus – som led for alles sorger og synder – er villig til at tilgive os alle. Vi bør også tilgive hinanden. (Se lignelsen om skyldnerne i Matt 18:23-35). Dine forældre vil være taknemlige for din uselviske gave: Tilgivelse. Når du og din familie giver slip på vreden og bebrejdelserne, bliver hele din familie styrket og bedre i stand til at tilpasse sig. De, der tilgiver, kan løfte sig »selv op til et højere niveau af selvværd og velbefindende« (James E. Faust, »Tilgivelsens helbredende kraft«, Liahona, maj 2007, s. 68).

I denne svære tid er det vigtigt fortsat at bygge videre på dit familieforhold, især til dine forældre. I årene fremover kan du stole på og værdsætte disse forhold. Lad ikke vreden forhindre disse forhold i at udvikle sig.

Hav tro på vor himmelske Faders plan for dig og din familie. Tro på, »at alt dette skal … være til gavn for dig« (L&P 122:7). Tro på, at han fortsat vil vejlede og velsigne dig. Tro på, at du en dag kan have et vidunderligt ægteskab, og at Gud vil sørge for din familie i dette liv og i evighederne.

Tilgivelse er en proces, og det tager tid. Vær tålmodig i din indsats for at elske, tilgive og forstå dine forældre. Se frem til den fred og lykke, der kommer ved at tilgive.

Bed om forståelse

Da mine forældre blev skilt, var det hårdt for mine søskende og jeg. Det tog mig flere år at tilgive min far. Jeg måtte studere i skrifterne og bede af hele mit hjerte. Jeg talte tilmed med en vejleder. Så bad jeg om at forstå min far. Mine øjne blev åbnet, og jeg forstod ham, og det hjalp mig til at få det bedre. Jeg kunne tilgive, og jeg blev befriet fra de lænker, der så længe havde holdt mig nede. Jeg ved, at Frelserens forsoning er virkelig. Herren elsker os og vil aldrig efterlade os uden trøst.

Navnet er tilbageholdt

Stol på vor himmelske Fader og tilgiv

Jeg har været i samme situation, og jeg ved, at det er svært. Det er vigtigt at forstå, at selvom dine forældre måske ikke mere elsker hinanden, så elsker de stadig dig, for du er deres barn. Stol også på vor himmelske Fader. Han har befalet os at tilgive alle. Han kender dig og har en plan for dig. Hvis vi fortsat lever værdigt, så ved jeg, at vi kan modtage løftet om at få en evig familie, selv om vores familie her på jorden kan være lidt splittet.

Alisha W., 17 år, Texas, USA

Vis din kærlighed

Tænk over, hvor meget du elsker dine forældre. Husk på alt det sjove, du havde med dem, før dette skete. Tal med dem om den tid og planlæg aktiviteter med henholdsvis din mor og far. Spil og leg med dem og vis dem din kærlighed.

Sierra J., 15 år, Idaho, USA

Prøv at forstå

Prøv at sæt dig i deres situation. Det vil ikke være let at tilgive dem, hvis du ikke prøver at forstå deres situation. Stol på, at Gud har en plan for dig og din familie, og at vi har prøvelser i dette liv, så vi kan lære og udvikle os. Nogle gange kan vi ikke kontrollere vores situation, men vi kan kontrollere vores indstilling. Selv om det kan være svært, så prøv altid at se det gode i dine forældre og tænk på, hvordan du kan hjælpe.

Ældste Caten, 20 år, Córdoba-missionen i Argentina

Få støtte fra andre

Jeg var i stand til at komme gennem mine forældres skilsmisse og tilgive dem med hjælp fra personer omkring mig. Mine venner, ledere, søskende og slægtninge hjalp mig gennem alt. Jeg var i stand til at komme videre i mit liv med støtte fra alle andre.

Geena C., 18 år, New Mexico, USA

Slip bitterheden

Det er skadeligt at føle sig bitter, og det er imod Kirkens lære. Bed til vor himmelske Fader, fast og læs i skrifterne for at finde svar. Hvis du holder fast i bitterheden, tillader du Satan at komme ind og ødelægge din familie, for han ved, hvor vigtig en familie er i vor himmelske Faders plan.

Carol M., 14 år, Honduras

Søg Helligånden

For det første er ingen fuldkommen, bortset fra vor Herre, Jesus Kristus. Jeg ville prøve at se situationen med dine forældres øjne. Vælg et godt tidspunkt og tal så med dem. Kritiser ikke dine forældre for det, de har gjort. For det andet bliver mange bitre i prøvelser som disse, så prøv at have Helligånden hos dig. Studér personligt i skriften og husk dine daglige bønner.

Ashley P., 15 år, Utah, USA