Tålmodighed: Mere end at vente
Forfatteren bor i Utah i USA.
Tålmodighed er ikke en let lektie at lære, men det er det værd.
Foto: minoandriani/iStock/Thinkstock
»Søster Olsen, vi velsigner dig med tålmodighed.« Det var ikke de ord, jeg ønskede at høre. Jeg havde bedt hele dagen for at have tro nok til at blive helbredt. I velsignelsen blev jeg lovet, at jeg med tiden ville få det bedre, men jeg blev fortalt, at det ville tage sin tid.
Jeg sukkede, da ældsterne afsluttede min velsignelse. Jeg havde kun tre måneder tilbage af min mission, og jeg ønskede at være ude hos andre mennesker – ikke ligge syg i sengen. Jeg ønskede at acceptere Herrens vilje, men helt ærligt, så forstod jeg ikke, hvorfor han lod mig vente.
Det tog mig flere dage at acceptere min situation. Jeg havde slået mig til tåls med kendsgerningen, at jeg ikke ville få det bedre lige nu, og i mellemtiden havde jeg det elendigt – indtil jeg en dag læste i skriften. Til sidst fandt jeg den fred, jeg havde brug for, i Jakobs Brev, kapitel 1. Joseph Smith fandt sit svar i vers 5 – mit var i vers 2-4:
»Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags;
I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed.
Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.«
Da jeg læste disse vers, kan jeg ikke sige, at jeg pludselig kunne »regne det for glæde«, at jeg var syg, men jeg lærte noget, som hjalp mig til at føle mig mindre elendig i min situation.
Kendsgerningen, at jeg ikke var blevet helbredt omgående, betød ikke, at jeg ikke havde tro, og det betød ikke, at Herren var ligeglad med min tilstand – faktisk det stik modsatte. Herren var tilstrækkelig interesseret til at prøve min tro ved ikke at helbrede mig med det samme, så jeg kunne udvikle tålmodighed.
Jeg forstod, at Herren ønskede, at jeg skulle udvikle tålmodighed, for det er en afgørende egenskab. Tålmodighed forædler os. Tålmodighed bidrager til, at vi bliver mere som Frelseren. Jeg havde store ansvar som fuldtidsmissionær, men jeg forstod, at når det handler om at tjene Herren, er han lige så interesseret i redskabet, som han er i den aktuelle opgave. Herren underviste mig i tålmodighed, så jeg kunne være en bedre og mere effektiv missionær i de sidste måneder af min mission.
Den lovede helbredelse kom til sidst, men min lektie i tålmodighed endte ikke her. Mange velsignelser i vores liv – ægteskab, arbejde, børn, fysisk eller psykisk helbred, svar på bønner – kommer ikke altid, når vi forventer dem. Når man oplever forsinkede svar på bønner, og det har I sikkert prøvet, eller også vil I senere prøve det, så vælg at være tålmodig ved at stole på Herren og hans tidsplan. Det vil velsigne dig.
Perspektiv omkring tålmodighed
Jeg kom hjem fra min mission og troede fejlagtigt, at jeg kunne krydse tålmodighed af på min liste over lektier, jeg skulle lære. I forbindelse med tålmodighed er det ikke en lektie, man kun lærer en gang. Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum holdt en tale om tålmodighed, og jeg læste den første gang efter et lidt ubehageligt farvel til en person, jeg havde datet. Jeg følte mig sønderknust og lidt håbløs, og på det tidspunkt var det sidste, jeg havde brug for, en påmindelse om at være tålmodig. Overraskende lærte ældste Maxwells indblik omkring tålmodighed mig nogle overbevisende begreber, som fuldstændig forandrede mit perspektiv (igen) og hjalp mig til atter at forpligte mig til tålmodighed.
Tålmodighed er ikke resignation
Jeg lærte fx, at en tålmodig indstilling ikke betyder, at vi ryster på skulderen og opgiver alt håb. Ældste Maxwell sagde: »Tålmodighed er ikke ligegyldighed. Faktisk betyder det at vise megen interesse, men alligevel at være villig til at underkaste sig Herrens vilje og til det, som i skrifterne kaldes ›med tiden.‹«1 Jeg havde altid tænkt på tålmodighed som en lidt passiv reaktion på livets oplevelser, en slags given efter. Men tålmodighed er ikke at give efter. Tålmodighed er et tegn på indre styrke og hengivenhed over for Herren.
Tålmodighed handler om tillid, ikke bekymring
Ældste Maxwell sagde også: »Tålmodighed er på en måde også villighed til at se udfoldelsen af Guds hensigter med en følelse af forundring og ærefrygt, snarere end at vandre op og ned ad gulvet i den celle, der udgør vores situation. Sagt på en anden måde, så falder kagen sammen i stedet for at hæve, hvis vi ivrigt åbner ovnlågen for ofte. Sådan er det også med os. Hvis vi altid selvcentreret tager vores temperatur for at se, om vi er lykkelige, vil vi ikke være det.«2 Den tanke ramte rent hos mig (og ikke kun fordi jeg er en utålmodig bager). Det kan være nedslående, når planer falder igennem eller ikke udfolder sig helt som planlagt. For vores menneskelige sind kan den guddommelige tidsplan være lidt svær at forstå. Men det, jeg kan forstå, er, at Gud er en kærlig Fader, som har en plan, der garanterer lykke til sidst, hvis vi er trofaste, og jeg lærer at acceptere hans tidsplan med tillid – ikke med bekymring.
Det handler ikke altid om os
Eftersom tålmodighed prøver os på et meget personligt plan, er vores fokus ofte vendt indad. Men ældste Maxwell sagde, at »tålmodighed hjælper os også til at forstå, at selv om vi er klar til at komme videre, fordi vi har fået nok af en bestemt lærerig oplevelse, er vores fortsatte tilstedeværelse ofte nødvendig som en del af andres læringsmiljø.«3 Vi har ikke alene behov for tålmodighed, men andre har også brug for vores tålmodighed eller vores eksempel på tålmodighed. Tanken havde aldrig strejfet mig, og det fik mig til at se tålmodighed som en ædel karakter, nært knyttet til Kristi rene kærlighed, som »aldrig [hører] op« (Moro 7:46).
Mere end at vente
Selv når vi har det rette perspektiv, kan det være svært at vente. Men jeg har lært, at tålmodighed er mere end blot at vente. Det har jeg lært fra min bror Andrew og hans hustru Brianna, mens de har kæmpet med ikke at kunne få børn. Selv om deres håb blev knust, da de fandt ud af, at de ikke kunne få børn, fandt de nyt håb i muligheden for at adoptere – men det krævede stadig mere venten.
Jeg tøver med at bruge ordet vente, når jeg henviser til dem, for det ord har ofte en passiv klang. For dem betød ventetiden ikke at skulle få tiden til at gå, indtil der kom et barn – tålmodighed er langt mere end det.
Andrew sagde: »En meget stor del af adoption ligger i Herrens hænder, ikke i vore. Men det giver os en god følelse at have noget, vi kan gøre for at arbejde os hen mod vores mål om at have børn i vores familie.« Uanset om det er ved at blogge, udveksle kontaktoplysninger med venner og familie eller involvere sig i lokale grupper for adoptivforældre, så prøver de at »gøre alt, hvad der står i [deres] magt« (L&P 123:17), og derefter sætter de deres lid til Herren.
Efter mange års venten og bøn kunne de adoptere en smuk, lille pige, de kaldte Jessica. Da de holdt hende i deres arme forsvandt mange års skuffelser og modløshed. For dem var og er hun et mirakel.
Der er nu gået fem år, siden de adopterede Jessica, og i de sidste fire år har de forsøgt at adoptere et barn mere. Ventetiden er begyndt igen. Brianna har fortalt mig: »Folk minder os ofte om, at når det er meningen, at et barn kommer til vores familie, så kommer det. Vi ved, at de har ret, men vi ved også, at vi ikke bare kan sidde stille og vente. Vi må udvise tro på, at det vil ske, men også komme videre, leve, lægge planer for vores fremtid, have det sjovt og nyde at være sammen.«
Det er svært at vente, men Andrew og Brianna har lært mig at vælge at være lykkelig i dag. Det er så let at sige: »Jeg vil være lykkelig, når __________«, men vi går glip af så meget af det, livet kan tilbyde ved at udsætte vores lykke. Selv om vi sommetider må sætte vore ønsker til side for at underkaste os vor Faders vilje, så betyder det ikke, at vi også skal tilsidesætte vores lykke. Hans kærlighed kan give os styrke, udfylde tomrum og give os håb.
Frelserens eksempel på tålmodighed
Foto af stenhugger: AngelGV/iStock/Thinkstock; foto af statue: lawrod4/iStock/Thinkstock
Frelseren er vores største eksempel på tålmodighed. For mig kendetegner hans ord i Getsemane have hans tålmodighed. Midt i utænkelige lidelser og ofre spurgte han, om bægeret med hans lidelser kunne blive taget fra ham, hvis det var muligt. »Dog,« sagde han, »ikke som jeg vil, men som du vil« (Matt 26:39). Ordet dog indeholder et stærkt budskab. På trods af det, som Frelseren virkelig ønskede i det øjeblik, udtrykte han sin vilje til at acceptere Faderes vilje og til at holde ud.
Det kræves af os alle, at vi venter på ting her i livet – og nogle gange på selv vores hjertes mest retskafne ønsker. Men Jesus Kristus, vores bedste og himmelske ven4 kan trøste og forsikre os om det gode, der er på vej. Og han følger os kærligt og tålmodigt, mens vi lærer at blive som ham, mens vi lærer at klare de ventede og de uventede overraskelser i livet på jorden og kan sige til vor Fader: »Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«
Mit perspektiv omkring tålmodighed har bestemt ændret sig, siden jeg blev voksen. Tålmodighed er en proces, og jeg vil altid lære. Selv om det er svært at vente, så lærer jeg at »regne det for glæde«, når min tålmodighed bliver prøvet – ikke fordi jeg finder glæde i det besværlige, men fordi jeg ved, at der er et storslået formål med det. Jeg ved, at »udholdenhed skal føre til fuldendt værk«. Tålmodighed er en del af opfyldelsen af mit formål på jorden, så vi en dag kan blive »fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget« (Jak 1:4).