Opskrift på en lykkelig familie

Jeg valgte at arrangere de næste to familieaftener med fokus på tro. Jeg begyndte med at forberede lektionen og prøve at lære akkorderne på guitar til de sange, vi skulle synge.

Den første lektion handlede om tro. Jeg spurgte, hvad vi som familie kunne gøre anderledes for at få større tro. De svarede: »Bede, studere skrifterne, faste, gå i kirke« osv. Vi var enige om, at man kan gøre meget for at udvikle sin tro, men det vigtigste er rent faktisk at gøre det. Det er vigtigt, at man handler for at styrke sin tro.

Den anden lektion handlede om åndelige gaver. Vi talte om, hvad tro og åndelige gaver havde med hinanden at gøre.

Vores familieaftener med tro som tema gik rigtig godt. Vi forbedrede nogle ting i vores familie; vi havde det sjovt og forsøgte ikke blot at få det overstået. Vi mærkede Ånden sammen i familien.

Jeg besluttede at øve mig på min tro ved at bede Gud om hjælp og vejledning. I begyndelsen så jeg ikke virkningen af mine bønner, men efter nogle få dage kunne jeg se, at vi havde mere fred i hjemmet.

Men så blev min tro udfordret. Min yngste bror kom til skade og skulle hasteopereres, en af mine venner kom også slemt til skade, og min mor fik ondt i halsen og havde høj feber. Alle disse forfærdelige situationer jog alle følelser af fred væk fra mig. Jeg var meget ked af det, men fortsatte med at bede. Jeg kom i tanke om min bedstemors yndlingsdigt, som siger, at Gud kender alt, bedre end vi gør, og at vi skal stole på ham. Så jeg begyndte at udøve min tro endnu mere og at gøre alt, hvad jeg kunne. Kort tid efter kunne min bror forlade hospitalet. Min ven var ikke kommet så slemt til skade, som det først havde set ud til. Min mor blev rask.

Når jeg nu beder for andre, så beder jeg mere fokuseret og med mere tro end før. Vi bør have tro på Gud, især når det kan være svært at tro på ham og hans planer, og aldrig beklage os, for han ved bedst.

Jeg har forstået, hvor meget omvendelse påvirker alt andet. For nogle måneder siden begik jeg fx nogle synder og omvendte mig ikke, og det var svært at bryde denne onde cirkel. Men da jeg havde talt med biskoppen og andre nære venner, kunne jeg bruge omvendelsesprocessen, føle mig så meget tættere på Gud og føle mig lykkelig igen. Ved inderlig bøn og ved at bruge megen tid på at læse i mine skrifter erkendte jeg, at jeg måtte ændre den måde, hvorpå jeg levede på nogle områder. Jeg forstår nu, hvor meget jeg er vokset på grund af det. Gennem denne oplevelse kom jeg meget nærmere på især min mor og far.

Selv om jeg stadig oplever fristelser og stadig synder, kan jeg bruge Frelserens forsoning til at omvende mig og gennemgå, hvordan jeg har klaret mig hver dag, og prøve på altid at ønske at gøre det bedre. Jeg er for evigt taknemlig for forsoningen i mit liv.

Jeg betragter slægtshistorie som en slags arbejde, så jeg besluttede at lave min egen slægtshistoriske bog. Jeg samlede alle billederne af mine slægtninge. Jeg gjorde det, så mine børn og oldebørn kan se, hvordan deres forfædre så ud. Og mens jeg gjorde det, havde jeg en meget fredfyldt følelse, for jeg vidste, at jeg ikke gjorde det for mig selv, men at jeg også gjorde det for kommende generationer.

Mit første forsøg med sunde fritidsbeskæftigelser sammen med mine søskende var lidt barsk for at sige det mildt. Vendepunktet kom for mig på en tur til Blue Ridge Mountains. Bladene havde enhver mulig farve, og forlystelsesparken var sjov, men øjeblikke med grimme ord, egoistiske handlinger og fejlslagne drillerier lagde ofte en dæmper på glæden. Før vi tog hjem, vandrede min søster og jeg op på en lille bakke og sad stille, mens vi lyttede til naturen omkring os. Det var første gang i lang tid, at vi havde siddet sammen uden at skændtes, mens vi stille drøftede dagene forude og vores nuværende problemer. Ånden var til stede og bragte en fred, som jeg havde glemt.

Jeg begyndte at gøre en ekstra indsats for at tale med mine søskende, spørge til deres dag, give dem et knus – ganske enkelt at være involveret i deres liv. Jeg hjalp min yngste og autistiske bror med hans lektier. Jeg hjalp min yngste søster med huskekort og fjollede rim, så hun kunne huske forskellige ord. På sin næste prøve var hun gået over 20 % frem og fik sin højeste karakter nogensinde. Glæden, jeg fik fra disse stunder, var anderledes og mere dyb, end jeg havde forventet.

Det kan være svært at leve i en familie, men i sådanne øjeblikke var det det hele værd. Disse små øjeblikke ledte til mange andre med sjov, spil og latter, og jeg har oplevet en ny fællesskabsfølelse i min familie.