Krig bragte mig fred
Robert Swenson er fra Alabama i USA
Illustrationer: Allen Garns
Fem dage efter jeg havde bestået high school, lod jeg mig hverve til militæret. Lige inden jeg tog til Vietnam, fik jeg et tydeligt indtryk af, at min hvervning var begyndelsen på en åndelig rejse.
To timer efter jeg var ankommet til min nye enhed, eksploderede der fjendtlige raketter i lejren. Om natten fulgte et morterangreb. Det virkede alt sammen meget spændende indtil den anden uge, hvor adskillige mænd døde. Det gav stof til eftertanke, og jeg begyndte at tænke over meningen med livet.
Snart efter mødte jeg en besætningsleder på en helikopter der hed Graig Stephens. En dag blev religion bragt på banen. Han fortalte, at han var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og spurgte, om jeg ville vide mere. Selvom mine forældre ikke var medlemmer var Kirken, havde de lært mig at tro på Jesus Kristus.
Den aften gav Graig mig den første lektion i en tom bunker. Det, jeg husker bedst fra den oplevelse, var ikke den logik, der var i lektionen, eller måden, han præsenterede den på, men snarere denne unge soldats oprigtighed og ydmyghed.
I løbet af de næste få dage havde Graig givet mig de andre lektioner. Vi knælede ned og bad efter hver eneste en. Han bad mig altid om at bede, men jeg kunne ikke rigtig få gang i det. Jeg husker, at jeg blev oprørt over nogle læresætninger og besluttede mig for, at jeg aldrig ville høre mere om Kirken. Graig brugte hele næste dag på at finde en, der kunne besvare mine spørgsmål.
Ved skumringen kom han med en helikopterpilot, en hjemvendt missionær, fra en anden gruppe for at besøge mig. Denne bror besvarede mine spørgsmål og vidnede om, at han vidste, at Kirken var sand. Så fortalte han mig, at jeg var mere klar til at blive døbt end nogen, han ellers havde mødt. Jeg blev stum. Da han var færdig med at tale, opdagede jeg, at jeg tænkte: »Ved du hvad? Han har ret.«
Lidt senere, da jeg sad i min bunker og læste i Mormons Bog, besluttede jeg mig for at gøre, som der står i skriften, og spørge Gud, om Mormons Bog var sand (se Moro 10:4-5). Jeg bøjede mit hoved og forelagde mit spørgsmål for Herren. Aldrig så snart havde jeg gjort det, før jeg fik en ufornægtelig følelse af varme og fred, som jeg ikke havde oplevet før. Jeg vidste, at Gud besvarede min bøn. Jeg vidste, at Mormons Bog var sand. Da jeg vidste, at Mormons Bog var sand, vidste jeg også, at Joseph Smith måtte være en sand profet. Kort tid efter blev jeg døbt i Tonkinbugten.
Da jeg kom op af dåbens vande, følte jeg mig helt igennem ren. Livet havde aldrig føltes bedre. Det krævede, at jeg rejste tusindvis af kilometer væk til en krigszone, men jeg havde endelig fundet den fred, min sjæl havde længtes efter.