2016
Modsætning i alt
Maj 2016


Modsætning i alt

Modstand gør det muligt for os at vokse til det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi bliver.

Faderens plan for frelse af og evig udvikling for hans børn indtager en central plads i Jesu Kristi evangelium. Som det er forklaret i nutidig åbenbaring, hjælper den plan os til at forstå meget af det, vi støder på i jordelivet. Mit budskab handler om den væsentlige funktion, som modsætning har i den plan.

I.

Formålet med jordelivet for Guds børn er at give dem de fornødne erfaringer »for at udvikle sig frem mod fuldkommenhed og til sidst realisere deres guddommelige skæbne som arvinger til evigt liv.«1 Som præsident Thomas S. Monson belærte os så stærkt om i formiddag, så udvikler vi os ved at foretage valg, hvorved vi bliver prøvet for at vise, om vi vil holde Guds bud (se Abr 3:25). For at blive prøvet må vi have handlefrihed til selv at vælge mellem flere alternativer. For at tilvejebringe alternativer, som vi kan udøve vores handlefrihed omkring, må der være modsætninger.

Resten af planen er også afgørende. Når vi træffer dårlige valg – som vi uundgåeligt gør – bliver vi tilsmudsede af synd og må renses for at kunne fortsætte frem mod vores evige destination. Faderens plan åbner en udvej for at gøre dette, en vej der tilfredsstiller retfærdigheden evige krav: En Frelser, der betaler prisen, for at forløse os fra vore synder. Den Frelser er Herren, Jesus Kristus, den evige Faders enbårne Søn, hvis sonoffer – hvis lidelse – betaler prisen for vore synder, hvis vi vil omvende os fra dem.

En af de bedste forklaringer på den rolle, modsætninger spiller i planen, finder man i Mormons Bog i Lehis belæringer til sin søn Jakob.

»For det må nødvendigvis være sådan, at der er en modsætning i alt. Hvis det ikke var således … kunne retfærdighed ikke tilvejebringes, ej heller ugudelighed, hverken hellighed eller elendighed, hverken godt eller ondt« (2 Ne 2:11; se også vers 15).

Som følge deraf, fortsatte Lehi, »gav Gud Herren mennesket, at det skulle handle selv. Og se, mennesket kunne ikke handle selv, medmindre det skulle ske, at det blev tilskyndet af den ene eller den anden« (vers 16). I nyere åbenbaring har Herren erklæret: »Det må nødvendigvis være sådan, at Djævelen skulle friste menneskenes børn, ellers kunne de ikke handle på egne vegne« (L&P 29:39).

Modsætning var en nødvendighed i Edens Have. Hvis Adam og Eva ikke havde truffet det valg, der gjorde dem dødelige, så ville de, som Lehi belærte om, »være forblevet i en tilstand af uskyld … uden at gøre noget godt, for de kendte ikke til synd« (2 Ne 2:23).

Fra selve begyndelsen stod handlefrihed og modsætning centralt i Faderens plan og for Satans oprør imod den. Som Herren åbenbarede for Moses, så satte Satan i rådet i himlen sig for »at tilintetgøre menneskets handlefrihed« (Moses 4:3). Den tilintetgørelse var indbygget i betingelserne for Satans tilbud. Han trådte frem for Faderen og sagde: »Se, her er jeg, send mig, jeg vil være din søn, og jeg vil forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste sjæl skal fortabes, og jeg vil visselig gøre det; giv mig derfor din ære« (Moses 4:1).

Således foreslog Satan at føre Faderens plan ud i livet på en måde, der ville forpurre formålet med Faderens plan og give Satan Guds ære.

Satans forslag ville have sikret fuldkommen lighed; den ville »forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste sjæl« ville gå tabt. Der ville ikke være nogen handlefrihed eller noget valg for nogen og derfor intet behov for modsætninger. Der ville ikke være nogen prøve, ingen fejl og ingen succes. Der ville ikke være nogen udvikling for at nå det mål, som Faderen ønskede for sine børn. I skriften står der, at Satans opstand resulterede i en »krig i himlen« (Åb 12:17), hvori to tredjedele af Guds børn gjorde sig fortjent til at opleve livet på jorden ved at vælge Faderens plan og afvise Satans oprør.

Satans hensigt var at tilrane sig Faderens ære og magt (se Es 14:12-15; Moses 4;1, 3). »Derfor,« sagde Faderen, »fordi Satan satte sig op mod mig … foranledigede jeg ved min Enbårnes magt, at han skulle styrtes ned« (Moses 4:3) tillige med alle de ånder, der havde brugt deres handlefrihed til at følge ham (se Jud 1:16; Åb 12:8-9; L&P 29:36-37). Som nedstyrtede og ikke-legemliggjorte ånder vil Satan og hans følgesvende friste og forsøge at bedrage og fange Guds børn (se Moses 4:4). Således er det derfor, at den onde, som gjorde oprør og stræbte efter at forpurre Faderens plan, rent faktisk fremmer den, fordi det er modsætninger, der muliggør valg, og det er muligheden for at træffe de rette valg, der fører til den udvikling, der er formålet med Faderens plan.

II.

Det er vigtigt at forstå, at fristelsen til at begå synd ikke er den eneste slags modsætning eller modgang, jordelivet byder på. Lehi underviste om, at dersom faldet ikke havde fundet sted, ville Adam og Eva »være forblevet i en tilstand af uskyld uden at have glæde, for de kendte ikke til elendighed« (2 Ne 2:23). Uden at opleve modsætninger i jordelivet ville alt »være en sammenblanding i ét«, hvori der hverken ville være glæde eller elendighed (v. 11). Lehi fortsatte og fortalte, at efter at Gud havde skabt alle ting »for at opnå sine evige formål med hensyn til mennesket … [måtte] det nødvendigvis være sådan, at der var en modsætning, nemlig den forbudne frugt i modsætning til livets træ, den ene sød og den anden bitter« (v. 15).2 Hans belæring om denne del af frelsesplanen afsluttes med disse ord:

»Men se, alt er blevet gjort i hans visdom, han som ved alt.

Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« (v. 24-25).

Modsætning i form af de svære omstændigheder, vi møder her på jorden, er også en del af planen, der fremmer vores udvikling her i livet.

III.

Alle oplever vi forskellige former for modsætninger, der prøver os. Nogle af disse prøver er fristelsen til at synde. Andre er menneskelige udfordringer, der ikke har noget med personlig synd at gøre. Nogle er meget store. Andre er mindre. Nogle er vedvarende, andre er mere kortvarige. Ingen af os går fri. Modstand gør det muligt for os at vokse henimod det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi bliver.

Da Joseph Smith havde færdiggjort oversættelsen af Mormons Bog, skulle han stadig finde en bogtrykker. Det var ikke nemt. Manuskriptets længde komplicerede sagen, og omkostningerne for trykning og indbinding af tusindvis af eksemplarer var uhyrlige. Den første, Joseph gik til, var E.B. Grandin, en bogtrykker i Palmyra, som afslog. Derefter opsøgte han en anden bogtrykker i Palmyra, som også afslog at hjælpe. Han rejste til Rochester 40 km væk og henvendte sig hos den mest prominente bogtrykker i det vestlige New York, som også afslog at hjælpe. En anden bogtrykker i Rochester var villig, men omstændighederne gjorde dette alternativ uacceptabelt.

Ugerne gik, og Joseph må have været rådvild over modgangen i forbindelse med fuldførelsen af sit guddommelige mandat. Herren gjorde det ikke let, men han gjorde det muligt. Josephs femte forsøg, som var at gå tilbage til bogtrykkeren Grandin i Palmyra, bar frugt.3

Flere år senere sad Joseph i fængslet i Liberty under kummerlige kår i mange måneder. Da han bad om udfrielse, sagde Herren til ham: »Alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig« (L&P 122:7).

Vi kender alle til andre slags jordisk modgang, der ikke er forårsaget af vore personlige synder, blandt andet sygdom, handicaps og død. Præsident Thomas S. Monson har sagt:

»Nogle af jer kan til tider have grædt over jeres lidelser og haft svært ved at forstå, hvorfor vor himmelske Fader vil tillade, at I går igennem de prøvelser, I nu engang gør …

Det var dog aldrig meningen, at vores liv på jorden skulle være let eller konstant behageligt. Vor himmelske Fader … ved, at vi lærer, vokser og forædles gennem hårde udfordringer, hjerteknusende sorg og svære valg. Alle oplever vi sorte dage, hvor vi mister vore kære, smertelige stunder hvor vi mister vores gode helbred, en følelse af at være svigtet, når dem, vi elsker, synes at havde forladt os. Sådanne og andre prøvelser frembyder den virkelige test på vores evne til at holde ud.«4

Vore bestræbelser på at forbedre vores helligholdelse af sabbatsdagen er et mindre stressende eksempel på modstand. Vi har Herrens bud om at holde sabbatten hellig. Nogle af vore valg kan være en overtrædelse af det bud, mens andre valg om, hvordan man bruger tiden på sabbatten, blot er et spørgsmål om, hvorvidt vi vil gøre, hvad der er godt, eller det, der er bedre eller bedst.5

For at illustrere modstanden i form af fristelse beskriver Mormons Bog tre metoder, som Djævelen vil benytte sig af i de sidste dage. For det første vil han »rase i hjertet på menneskenes børn og ophidse dem til vrede imod det, der er godt« (2 Ne 28:20). For det andet vil han »berolige[] og lulle [medlemmerne] ind i kødelig sikkerhed, så de siger: Alt er vel i Zion, ja Zion har fremgang« (v. 21). For det tredje vil han sige til os, »at der ikke findes noget helvede, og … jeg er ingen djævel, for der findes ingen« (v. 22), og derfor er der ikke noget rigtigt og forkert. På grund af denne modstand er vi blevet advaret mod »ligegyldig[hed] i Zion«! (v. 24).

Det virker til, at Kirken i sin guddommelige mission og vi i vores personlige liv i dag møder øget modstand. Måske er det sådan, at efterhånden som Kirken tiltager i styrke, og vi medlemmer vokser i tro og lydighed, så øger Satan sin modstand, så vi fortsat vil have »modsætning i alt.«

Noget af denne modstand kommer endda fra medlemmer af Kirken. Nogle vil bruge personlige fornuftsslutninger eller visdom til at gå imod profetisk vejledning og betegne sig med ord, de låner fra det politiske system – »den loyale opposition.« Hvor passende dette end måtte være i et demokrati, så er der dog ingen hjemmel for dette begreb i styringen af Guds rige, hvor spørgsmål er velkomne, men opposition ikke er (se Matt 26:24).

Som et andet eksempel er der meget i Kirkens tidlige historie, det være sig, hvad Joseph Smith gjorde eller ikke gjorde i enhver tænkelig situation, som nogle bruger som grundlag for opposition. Til alle vil jeg sige, udøv tro og sæt jeres lid til Frelserens belæring om, at »på deres frugter kan I kende dem« (Matt 7:16). Kirken gør en stor indsats for at være transparent, hvad angår de optegnelser, vi har, men til trods for alt, vi kan fremlægge, står vore medlemmer sommetider tilbage med basale spørgsmål, der ikke kan besvares gennem studium. Dette er Kirkens histories version af »modsætning i alt.« Nogle ting kan kun læres ved tro (se L&P 88:118). I sidste ende må vi primært tro på det vidnesbyrd, vi har modtaget fra Helligånden.

Gud griber meget sjældent ind mod nogen og krænker nogen af sine børns handlefrihed for at hjælpe andre. Men han letter byrden af vore plager og styrker os, så vi kan bære dem, ligesom han gjorde for Almas folk i Helams land (se Mosi 24: 13-15). Han forhindrer ikke alle katastrofer, men han besvarer vore bønner, som han gjorde med den særligt kraftige tyfon, der truede med at forhindre indvielsen af templet i Fiji;6 eller han tager brodden af deres effekt som med den terrorbombe, der tog så mange liv i lufthavnen i Bruxelles, men kun sårede fire af vore missionærer.

Gennem al den modstand, vi møder i jordelivet, har vi Guds løfte om, at han »vil hellige [vore] trængsler til gavn for« os (2 Ne 2:2). Vi er også blevet belært om at forstå vore jordiske oplevelser og hans bud på baggrund af hans store frelsesplan, som lærer os om formålet med livet og giver os vished om en Frelser, i hvis navn jeg vidner om sandheden af disse ting. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129.

  2. På tilsvarende vis lærer nutidig åbenbaring os, at havde vi ikke det bitre, kunne vi ikke kende det søde (se L&P 29:39).

  3. Se Michael Hubbard MacKay og Gerrit J. Dirkmaat, From Darkness unto Light: Joseph Smith’s Translation and Publication of the Book of Mormon, 2015, s. 163-179.

  4. Thomas S. Monson, »Joy in the Journey«, tale ved BYU Women’s Conference, 2. maj 2008, womensconference.ce.byu.edu. Et kort essay om sportsånd og demokrati af John S. Tanner, nuværende rektor for BYU-Hawaii, belyser et emne, som vi alle er bekendt med: »At lære, hvordan man taber med værdighed, er ikke blot en borgerpligt, det er en religiøs nødvendighed. Gud udformede jordelivet for at sikre ›modsætning i alt‹ (2 Ne 2:11). Tilbageslag og nederlag er en del af hans plan for vores fuldkommengørelse … Nederlag spiller en væsentlig rolle for vores ›stræben efter fuldkommenhed‹« (Notes from an Amateur: A Disciple’s Life in the Academy, 2011, s. 57).

  5. Se Dallin H. Oaks, »God, bedre, bedst«, Liahona, nov. 2007, s. 104-108.

  6. Se Sarah Jane Weaver, »Rededication Goes Forward,« Church News, 28. feb. 2016, s. 3-4.