Familiens evige betydning

For at give konteksten for vores kirkes tro på familien vil jeg gerne citere teksten fra en sang, der ofte synges af vores børn, den hedder »Alle har boet i himlen.« Denne sang forklarer, hvor vi kommer fra, hvorfor vi er her, og hvor vi skal hen herefter. Det er det, vi sidste dages hellige kalder frelsesplanen – vor himmelske Faders evige plan.

Med denne sang in mente lad mig da forklare nogle få vigtige elementer i frelsesplanen, som handler om vores udødelighed og evige natur og det samme for familien.

Inden dette liv boede vi hos Gud, der er vores himmelske Fader. Han er vores ånds bogstavelige Fader, og vi er hans åndelige børn. Derfor er alle, der fødes ind i denne verden brødre og søstre rent åndeligt.

»Hele Guds hensigt – hans gerning og herlighed – er at sætte os i stand til at nyde alle hans velsignelser.« Vores valg om at adlyde eller ikke at adlyde hans bud afgør vores evige skæbne. »Jesus Kristus er den centrale figur i Guds plan. Jesus opfyldte ved sin forsoning sin Faders hensigt og gjorde det muligt for os hver især at opnå udødelighed og evigt liv.«³ Ægteskabelige og familiemæssige bånd er knyttet af præstedømmemyndighed til at kunne vare hinsides graven, hvis vi er gift »såvel for tid som for al evighed« i templet (L&P 132:7).

Jeg håber, denne korte oversigt vil hjælpe jer til at forstå, hvor sammenkædet vores teologi er til den traditionelle familie. Samfundet, love og den offentlige mening kan ændre sig, men samfundets version af familien hverken kan eller vil erstatte Guds hensigt med og plan for hans børn.

I dagens verden, hvor ægteskab og børn i stadig større grad marginaliseres, står Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke alene, når det gælder om at identificere den traditionelle familie som en af de vigtigste doktrinære faktorer.

Pave Frans har sagt: »Han [Gud] skabte mænd og kvinder til lykke, til at dele rejsen med en, som kompletterer dem, til at opleve den forunderlige kærlighed, til at elske og blive elsket og til at se deres kærlighed bære frugt i form af børn.«⁴

Southern Baptist Church proklamerer: »Ægteskab er foreningen af én mand og én kvinde i pagt om at leve sammen livet igennem … Ægtemand og hustru er ligeværdige for Gud, eftersom de begge er skabt i Guds billede.«⁵

Vores doktrinære overbevisninger om den evige familie og udtalelser af andre prominente kristne ledere gør det lettere at forstå, hvorfor vi er så engagerede i at pleje, beskytte og fremme de traditionelle familier.

Der er dem, der tænker, at sådanne trossætninger og udtalelser er irrationelle religiøse stemmer. Dog gjorde den amerikanske højesteret i 2015 sit yderste for at anerkende, at oprigtige og fornuftige mennesker kunne have en anden mening, selv i forbindelse med ægteskab mellem to af samme køn:

»Ægteskabet er helligt for dem, der efterlever deres religioner …

Der er utallige referencer til ægteskabets skønhed i religiøse og filosofiske tekster til alle tider, i alle kulturer og trosretninger, så vel som i alle kunstretninger og litteratur i alle former. Det er fair og nødvendigt at sige, at disse referencer er baseret på den forståelse, at ægteskab er en forening af to personer af hver sit køn …

Ægteskabet er efter deres opfattelse i sin natur en kønsdifferentieret forening af mand og kvinde. Dette synspunkt er blevet indtaget – og indtages fortsat – i god tro af hæderlige og oprigtige mennesker her og rundt om i verden.«⁶

Højesteret anerkender korrekt, at mange hæderlige og oprigtige mennesker i verden fortsætter med at anerkende det traditionelle ægteskab.

Billede

family sitting together

I forståelse af, at hæderlige og oprigtige mennesker måske kun kan betragte ægteskab som værende mellem personer af modsat køn, må sådanne synspunkter imødekommes i det offentlige rum og beskyttes af religionsfriheden. Ja, fordi religiøs overbevisning kan påvirke, hvordan troende ser på selve formålet med livet, kan det syn påvirke, hvordan de interagerer i samfundet.

Jeg kommer i tanke om en nyhedshistorie om nogle yngre børn, hvis skolelærer læste en historie for dem om to prinser, der forelsker sig. Læreren præsenterede dette materiale uden advarsel eller underretning. Da forældre bad om at blive underrettet, hvis den historie skulle læses igen i fremtiden, afviste skolen det.⁷

Ville skolens administratorer virkelig lide nogen skade ved at lade forældre trække deres børn ud, når det materiale, der blev brugt til undervisning, var i modstrid med deres tro? Skolens beslutning synes at være et direkte angreb på forældrenes opdragende rolle og ansvar.

Vi lever i en tid præget af ekstremer. Ofte synes kompromisser svære og langt væk. Vi hører beretninger om folk, der har prøvet at stå ved deres standarder, blot for at blive beskyldt for snæversynethed eller intolerance eller blive straffet i helt urimelig grad.

I de fleste af verdens næsten 200 nationer, inklusive USA, anerkender forældres fortrinsret til at undervise deres børn, idet de har underskrevet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Artikel 18 i dette konvention lyder: »De … deltagende stater forpligter sig til at respektere forældres … frihed til at sikre … deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres egen overbevisning.«⁸

Disse internationale menneskerettigheder er i overensstemmelse med Kirkens synspunkt, der formuleres i familieproklamationen: »Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed … til at lære dem at elske og tjene hinanden [og] til at overholde Guds befalinger … Ægtemænd og hustruer – mødre og fædre – vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse pligter.«⁹

Det kan virke som om, strømmen går imod os, men vi har masser af opbakning til fortsat at holde fast i vores syn på det traditionelle ægteskab. Jeg har kun nævnt nogle få kilder. Der er mange flere.

Vi må samle al den støtte, vi kan, for at styrke og beskytte vores tro, familie og frihed. Nogle personer arbejder aktivt på at fratage os disse rettigheder. En nyhedsartikel fortalte, at der var hældt millioner af dollars i bekæmpelse af religionsfrihed i USA.¹⁰

Om den slags trusler tror jeg, at min kollega ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har formuleret det bedst: »I vores stræben efter at være sagtmodige og undgå strid, må vi ikke gå på kompromis eller udvande vores hengivenhed for de sandheder, vi forstår. Vi må ikke give afkald på vore standpunkter eller vore værdier.«¹¹

Hvis de, der modarbejder os, er tro mod deres værdier om mangfoldighed og lighed, burde vi være i stand til at arbejde sammen for at finde medfølelse og fred. At tvinge den enes tro ned over den anden, som det skete for de børn, der fik læst materiale op, der var i modstrid med forældrenes ønske, mindsker mangfoldigheden og skævvrider enhver lighed. Ved at indgå kompromis og vise alle Guds børn, som er vores brødre og søstre, kærlighed, kan vi skabe en fredelig mangfoldighed af idealer og overbevisninger.

Billede

family walking and holding hands

Nu, hvor jeg har beskrevet vigtigheden af det traditionelle ægteskab, og at vi må forsvare vores rettigheder, lad mig så forklare, hvorfor vi i venskab bør række en hånd frem mod dem, vi er uenige med. Jesus Kristus bød:

»Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer,

for at I må være jeres himmelske faders børn« (Matt 5:44-45).

Akkurat som vi hverken gør eller bør forstøde familiemedlemmer, vi er uenige med, kan og bør vi ikke forstøde dem, der ser, tænker eller handler anderledes, end vi gør. Vi viser vores medmenneskelighed, når vi udviser kærlighed og venlighed mod alle Guds børn. Vi viser, at vi følger Kristus, når vi afviser at deltage i skinger strid, når vi afviser at sætte hånlige mærkater på folk, når vi færdes i det offentlige rum for at søge et fair resultat gennem forståelse og gensidig respekt.

Kirken støttede for nylig lovgivning, der afbalancerede LGBT-miljøets bekymringer med bekymringer blandt de traditionelt religiøse. Lovgivningen beskytter folk i LGBT-miljøet fra at blive fyret eller nægtet bopæl på grund af deres seksuelle orientering eller identitet. På samme tid bliver religiøs samvittighed og retten til at praktisere ifølge sin overbevisning beskyttet af denne robuste lov.¹²

Ingen af parterne opnåede alt det, de ønskede, men vores samarbejde med LGBT-miljøet og den lovgivende forsamling i Utah gjorde kløfterne i vores samfund mindre, uden at vi gik på kompromis med kerneprincipper.¹³ Vi kan elske hinanden uden at gå på kompromis med personlige hellige idealer. Og vi kan tale om de idealer uden at marginalisere andre.

Jesus Kristus var det ypperste eksempel på at elske andre. Blot få timer inden den smertefulde proces med at betale for alles synder gik i gang, mødtes han med sine apostle for at spise påskemåltid – hans sidste måltid – og for at give dem de sidste instruktioner, han kunne som dødeligt menneske. Blandt det, han lærte dem, var den gribende og livsændrende erklæring: »Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden« (Joh 13:34).

Vi kan være specifikke og engagerede omkring fordelene ved, at ægteskab er mellem en mand og en kvinde uden at være respektløse eller sårende over for andre, der tænker anderledes. Som brødre og søstre, bør vi bestræbe os på at forstå hinanden, uanset hvad vi tror på og praktiserer. Husk på, at til syvende og sidst er vi alle, gifte eller enlige, en unik del af Guds store plan.

Profeten Joseph Smith og hans bror Hyrum blev myrdet den 27. juni 1844 af en pøbel, mens de sad i delstatens varetægt. Efter deres martyrdød truede forfølgelse og pøbeloptøjer med at udrydde medlemmerne af Kirken, mens de arbejdede på at bygge templet i Nauvoo. Men de fortsatte ihærdigt, selvom de vidste, at de ville blive nødt til at forlade det. Inden de blev fordrevet af pøblen, arbejdede de dag og nat i templet for at aflægge hellige løfter, der for evigt ville knytte dem sammen i familier.¹⁴

På turen mod Saltsødalen betalte mine oldeforældre på både min mors og fars side en enorm pris i form af lidelse og afsavn. Pionerfamilier blev adskilt af død, og til trods for, at de måtte begrave børn, ægtefæller, forældre, bedsteforældre og venner langs deres barske rute, gik de stadig fremad.

Deres tro på en guddommelig plan, som er udformet af himmelske Forældre, der elsker os, gav dem mod til gå igennem ufattelige udfordringer. De søgte et sted, hvor de, uden forfølgelse, kunne lære deres børn at elske Gud og tjene ham. Jeg takker dem for, at de banede vejen.

Læren og teologien i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige begynder og ender bogstaveligt talt med familien. Jeg gentager, hvad jeg sagde tidligere: Vi tror på, at vi forud for dette liv på jorden levede som medlemmer af Guds åndelige, førjordiske familie, og at det er meningen, at vi som børn af himmelske Forældre, mens vi er på jorden, skal forberede os på at vende tilbage for at modtage de velsignelser, der er lovet dem, der holder Guds bud.

Den kundskab vil forberede enhver af os på den dag, vi dør og vender tilbage til Guds hellige nærhed for helt sikkert at kende det sande formål med hans plan for os. Og som det står i familieproklamationen: »Vi opfordrer ansvarlige borgere og offentlige ansatte overalt til at fremme de skridt, der har til hensigt at bevare og styrke familien som samfundets grundlæggende bestanddel.«¹⁵