Billede

young man kneeling with ping-pong paddle

Illustrationer: David Malan

Min bordtenniskamp med min ven Erfrey blev afbrudt af tre slag på hans hoveddør. Jeg kunne høre en fremmed stemme forsøge at tale hiligaynon, vores dialekt.

Erfrey skyndte sig hen til døren, han havde åbenbart ventet dem. »Kom med,« sagde han til mig. »Du skal møde mine venner!«

De bar hvide skjorter og slips, og de var kommet for at undervise Erfreys lillebror, fordi han skulle døbes. Jeg talte engelsk til dem, og de var tilpas imponerede til at bede mig om at oversætte deres samtale med Erfreys bror.

Jeg troede bare, at jeg skulle oversætte helt passivt. Men jeg blev en aktiv deltager, da deres ord slog rod i mit hjerte. Jeg fik en uforklarlig følelse, en lykkefølelse, jeg aldrig havde oplevet før.

Efter den oplevelse, bad jeg missionærerne om at undervise min familie. Men da de kom, tog mine forældre det standpunkt, at der aldrig kunne blive plads til en mormon i vores familie.

Jeg ville gerne døbes, så jeg handlede i tro. Jeg fastede og bad. Jeg bestræbte mig på at være et eksempel for dem.

To år senere og gennem udøvelse af min enkle tro og vor himmelske Faders kærlige støtte var min fars hjerte endelig blevet blødgjort, og han underskrev tilladelsen til, at jeg blev døbt. Jeg kan glad fortælle, at mit vidnesbyrd om det gengivne evangelium er det mest dyrebare, jeg har.

Jeg har altid syntes, at det er svært at omstille sig til nye situationer. Derfor var jeg nervøs, da jeg skulle forlade Primary og begynde i Unge Piger. Til at begynde med var det nye skema mærkeligt for mig. Der var et helt andet miljø i Unge Piger – der var ingen sangtid eller fællestid. Vi havde også GUF i løbet af ugen.

Jeg ville gerne bare passe ind og føle mig tryg, så jeg gav det nye skema en chance. Jeg bad meget, og jeg begyndte at vænne mig til de nye rutiner og lære de andre unge piger bedre at kende.

Som ugerne gik, begyndte jeg at forstå, hvorfor jeg var en del af Unge Pigers program. Jeg lærte mere om evangeliet, jeg fik flere muligheder for at få lidt godhed ind hver uge, og jeg var i stand til at komme i templet og føle Herrens Ånd i hans hus.

Nu er jeg meget glad for Unge Piger. Jeg er glad for, at jeg gav ændringen en chance, og at vor himmelske Fader hjalp mig med det.

Billede

good books

I ottende klasse var jeg med i en bogklub. Hver måned mødtes vi for at diskutere en bog, og ved slutningen af året havde vi en konkurrence for at se, hvilket hold der vidste mest om hver bog. En regel vi altid opretholdt var, at vi kun læste rene bøger.

En måned, hvor jeg begyndte at læse den næste bog, følte jeg ikke, at det var en ren bog. Men jeg var nødt til at læse den, hvis jeg ønskede, at mit hold vandt konkurrencen. Jeg kunne ikke svigte dem. Efter nogle få kapitler blev bogen værre. Til sidst lagde jeg den fra mig. Jeg vidste, at jeg ikke kunne læse den – min åndelige renhed var mere værd end at vinde en konkurrence.

Men jeg var ret bange for at sige det til mit hold. Aftenen inden vores bogmøde bad jeg vor himmelske Fader om at hjælpe mig med modet til at møde dem.

Næste dag var jeg rigtig nervøs. Jeg satte mig ned sammen med mit hold. Da mødet gik i gang, skulle jeg til at fortælle alle, at jeg ikke kunne læse bogen. Men inden jeg nåede det, rejste lederen sig op og undskyldte. Hun forklarede, at hun ikke havde fået læst bogen, inden den kom på vores bogliste, og hun vidste ikke, hvad den indeholdt. Hun sagde, at hun ville tage den af listen. Da jeg kom hjem, takkede jeg vor himmelske Fader.

Jeg ved, at Herren våger over os, når vi holder vores standarder. Han ordner ikke altid situationen, som han gjorde for mig, men han vil altid give os modet til at træffe gode valg.