Opdrager døtre som enlig far

Richard M. Romney

Kirkens Tidsskrifter

Jeg vidste, at det ville være udfordrende at opdrage mine døtre uden min hustru. Men jeg fandt snart ud af, at jeg ikke var helt alene.

Da min hustru døde af kræft, blev jeg enlig far til vores fem børn – to piger og tre drenge. At opdrage børn på egen hånd gav udfordringer, men det var især udfordrende for mig at opdrage mine to døtre. Der var så mange ting, de havde brug for, som kun en kvinde virkelig kunne give. Som præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Mødre og døtre spiller en afgørende rolle i at hjælpe hinanden med at udforske deres uendelige muligheder til trods for verdens undergravende indflydelse, hvor kvindelighed og moderskab fordærves og manipuleres.«¹ Hvordan skulle jeg kunne erstatte det?

Dog styrkede adskillige evangeliske principper mig, da jeg søgte at vejlede mine vidunderlige døtre og ligeledes mine fantastiske sønner. Disse principper kan måske hjælpe andre enlige fædre til døtre, enlige mødre til sønner og alle enlige forældre.

Bevar et evangelisk fundament

Jeg lærte, at for alle mine børn (og for mig) var det at forblive trofast mod vor himmelske Fader og Jesus Kristus, der, hvor jeg skulle begynde – ligesom det altid havde været. »Modgang og prøver har længe været grobund for voksende tro,« har præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, sagt.²

Idet vi udøvede tro, fandt vi ud af, at det var vigtigt at gøre disse ting:

Husk de små og enkle ting. Gennem familiebøn og skriftstudium modtog vi »store ting« (Alma 37:6) i vores liv, så som håb og glæde.
Styrk hinanden. Brug tid sammen, tal med og hep på hinanden. Enkle støttende ord kan gøre en stor forskel.
Vær et eksempel for hinanden. At opmuntre mine børn til at være gode eksempler betød, at jeg også var nødt til at være et eksempel for dem. Jeg var nødt til at fortsætte med at »tale om Kristus [og] fryde [mig] i Kristus … for at [mine] børn kan vide« (se 2 Ne 25:26), at de også skal se hen til ham.
Stol på vor himmelske Fader. Hans plan for hver af os er en plan for lykke. Selv i svære tider er »menneskene … til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:25), og det er meningen, at familier skal være sammen for evigt. Disse sandheder gav os styrke hver dag.
Accepter og højn kaldelser. Jeg vidste, at det var vigtigt at fortsætte med at tjene i kaldelser, tage del i omsorgsindsatsen og omgås andre sidste dages hellige. Da jeg fandt ud af, at en af mine døtre gerne ville synge i menighedskoret, tilsluttede jeg mig også koret. Vi havde det rigtig sjovt med at synge sammen.
Lyt til generalkonferencen. Engang, lige inden generalkonferencen, følte jeg mig mismodig og bad for at vide, om der var nogen, der forstod min situation. Ved den konference sagde ældste David S. Baxter fra De Halvfjerds: »Der [findes] selvfølgelig nogle familier med én forælder, hvor det er faderen, der er den enlige forælder. Brødre, vi beder også for jer og hylder jer.«³ Det hjalp mig til at forstå, at den samme kærlighed og støtte til enlige mødre også er tilgængelig for enlige fædre.

Tillad andre at hjælpe

Men alligevel var jeg en far, der prøvede at opdrage døtre på egen hånd. Jeg forsøgte at skabe én-til-én-tid med dem begge for at styrke vores forhold. Men hvordan kunne jeg hjælpe dem til at forberede sig til at blive kvinder? Jeg fandt snart ud af, at der var flere ressourcer, end jeg havde forestillet mig:

Familiemedlemmer. Jeg takker Herren for en svigerinde og en svigerdatter, der boede i nærheden og kom mig til undsætning. De deltog i modenhedsmøder med mine døtre. De hjalp mine døtre med at gøre sig klar til fester. Mest af alt lyttede de. De genkendte mine døtres håb, frygt, længsel og ønsker. De hjalp dem med overgangen fra barn til ung til voksen med en anden forståelse af den proces, end jeg kunne give dem, da jeg ikke havde oplevet det på samme måde.
Naboer. Gode naboer passede min datter med deres datter efter skole, indtil jeg kom hjem fra kontoret. Andre naboer tog mine børn med i skole, når jeg havde møder tidligt om morgenen. En nabo med en virksomhed, der tog sig af græsplæner, fik regelmæssigt sine medarbejdere til at slå min græsplæne gratis, så jeg kunne bruge mere tid sammen med min familie.
Omsorgsgivende brødre og kirkeledere. Mine omsorgsbrødre koordinerede med menighedsrådet, og det virkede som om, at alle i menigheden, især ledere i Primary og Unge Kvinder, gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe mine piger. Jeg lærte, at en af de fantastiske ting ved Hjælpeforeningen er, at de tilbyder hjælp. En gang gjorde en gruppe af dem hovedrent i hele mit hus. Og til aktiviteterne i Unge Kvinder var der altid nogen, der sørgede for, at mine døtre følte sig inkluderet.

Ikke alle vil opleve den samme grad af støtte. Men jeg har lært, at medmindre vi lader andre vide, hvad de tomrum er, som vi ser vores børn opleve uden en mor, så forstår de personer måske ikke, hvordan de kan hjælpe.

Husk, at I ikke er alene

Ældste Baxter har sagt: »Enlige forældre, jeg vidner for jer om, at når I gør jeres allerbedste i de vanskeligste udfordringer, et menneske har, vil himlen tilsmile jer. I er i sandhed ikke alene. Lad Jesu Kristi forløsende, kærlige kraft gøre jeres liv lysere nu og fylde jer med håbet om evigt løfte. Fat mod. Hav tro og håb. Gå nuet i møde med sjælsstyrke og se hen til fremtiden med tillid.«⁴

Som alle andre, der oplever udfordringer, kan enlige fædre føle sig overvældet. Det ved jeg, at jeg til tider gjorde. Men jeg ved også, at der er meget håb og megen hjælp til enlige fædre i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.