2022
Udskiller sig på en god måde: Forståelse af sømmelighed som konvertit
Juni 2022


Unge voksne

Udskiller sig på en god måde: Forståelse af sømmelighed som konvertit

Jeg tænkte, at princippet om sømmelighed ville gøre, at jeg ikke passede ind. Men nu indser jeg, at det gør mig særlig – på den bedste måde.

Billede
en ung kvinde går med sin hund på en jordvej

Foto: Getty Images, modelfoto

Som 16-årig konvertit i Kirken og bosat i New York vidste jeg, at det at blive sidste dages hellig ville betyde en masse livsstilsændringer.

Men det var meget sværere at foretage disse ændringer, end jeg havde forventet.

For det første er New York City en spændende by fuld af forskellige kulturer, sprog og overbevisninger, og den adskiller sig så meget fra den lille by, jeg voksede op i hjemme i Colombia. Jeg var omgivet af et stort pres om at handle og leve på en bestemt måde, selvom jeg stadig var i gang med at finde ud af, hvem jeg ønskede at være, og hvordan jeg ønskede at leve. Jeg stod over for mange valg om, hvor mit liv skulle udvikle sig, men jeg ville bare gerne passe ind og høre til et sted. Jeg var mere fokuseret på at ønske at se, tale og opføre mig som alle andre.

Pludselig prøvede jeg også at navigere i forandringer som at komme i kirke hver søndag, læse i skrifterne, bede og give afkald på kaffe. Og selvom nogle af disse ændringer var lette, var andre mere komplicerede – især princippet om sømmelighed. Det var svært for mig at afbalancere mit ønske om at følge Jesus Kristus med mit ønske om at udtrykke mig, som jeg altid havde gjort gennem den måde, som jeg klædte mig på.

Forståelse af sømmelighed

Jeg følte mig lidt overvældet, da jeg gjorde mit bedste for at være ærbar. Jeg var bange for, at jeg ville miste mine venner, og at jeg ikke ville passe ind mere. Men jeg stolede på, at Kristus ville give mig modet og troen til at fortsætte.

Jeg studerede evangeliets principper mere indgående, bad om hjælp og søgte en større forståelse af vor himmelske Faders love, hvilket hjalp mig til bedre at forstå årsagen til sømmelighed. Og da jeg var villig til at lade mit hjerte blive omvendt, ændrede jeg mig ikke blot indeni, men også i den måde, jeg gebærdede og klædte mig på. Efterhånden som jeg tog Jesu Kristi evangelium til mig, voksede min kærlighed til ham og min Fader i himlen, og det blev så meget lettere at foretage ændringer.

Jeg har indset, at vor himmelske Fader ønsker, at vi er sømmelige, ikke blot i den måde, vi klæder os på, men også i vores tanker, sprog og personlige opførsel. Og nu ser , taler og handler jeg anderledes – jeg gebærder mig som en Jesu Kristi discipel, ligesom præsident Russell M. Nelson har mindet os om at gøre.1 Og mine venner og tilmed fremmede lægger mærke til noget særligt ved mig. Jeg får spørgsmål om, hvorfor jeg er på den måde, som jeg er på. Folk anerkender den glæde, jeg føler, og Kristi lys i mig.

Hver gang jeg tager på besøg hjemme i Colombia (eller i virkeligheden hvor som helst), virker jeg ikke til at passe ind mere, og det er dejligt! Det har været fantastisk at opleve, hvordan alene det at være sømmelig giver mig mulighed for at fortælle andre om evangeliet, og hvorfor jeg lever, som jeg gør – og hvorfor jeg følger Jesus Kristus.

Vi er et »ejendomsfolk«

Evangeliet er den mest dyrebare gave, jeg har fået mulighed for at tage imod. Efterhånden som jeg har lært min Frelser bedre at kende, er mit ønske om virkelig at blive som ham blevet større. Og han giver mig fortsat mod på min rejse mod at finde skønheden ved at skille mig ud fra resten af verden.

Det er 10 år siden, jeg tilsluttede mig Kirken, og nu ser jeg, at jeg ikke behøver at »passe ind« i verden, for jeg er Guds barn. Jeg oplever skønheden ved at være en del af »et ejendomsfolk« (1 Pet 2:9) og de velsignelser, der følger af at være en Jesu Kristi discipel. Jeg elsker ham og stræber efter at følge ham – især gennem sømmelighed er mit forhold til ham blevet styrket.

Fordi min fremtoning og opførsel afspejler min indre hengivenhed over for ham, er evangeliet og dets lærdomme blevet udgangspunktet for alt, hvad jeg gør, hvilket giver mig så megen glæde. Jeg elsker at skille mig ud, være i stand til at dele Kristi lys med andre og fokusere på det, der virkelig betyder mest: Min tro på Kristus og at bevæge mig mod ham på pagtens sti.

Note

  1. Se Russell M. Nelson, »Zions ungdom«, verdensomspændende foredrag for unge, 3. juni 2018, HopeofIsrael.ChurchofJesusChrist.org.