»Vælg Herren og hans profet«, Liahona, juni 2022.
Vælg Herren og hans profet
Intet anliggende ligger profeter mere på sinde end at lede Guds børn til Frelseren Jesus Kristus.
Der er et afgørende øjeblik i Det Gamle Testamente, der, ligesom mange andre øjeblikke i den optegnelse, altid har fået mig til at stoppe op. Det er lige efter den uforlignelige Moses og hans hengivne unge efterfølger Josva har ledt israelitterne.
Trods mirakler fra alle sider og guddommelig indgriben i deres stræben efter at genvinde deres fædres land blev Israels børn irettesat for at favne de hedenske skikke, der var fælles for dem, der havde levet i disse lande.
»Nu gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne, og dyrkede Ba’alerne.
De svigtede Herren, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Egypten; de fulgte andre guder, guder som folkene rundt om dem dyrkede; de tilbad dem og krænkede Herren« (Dom 2:11-12).
Selv i sin vrede viste Jahve medfølelse ved at oprejse »dommere … som frelste dem fra de folk, der udplyndrede dem« (Dom 2:16). Den største af alle disse dommere var Samuel. Han var blevet kaldet af Herren som barn og blev så god til at være dommer, at han blev opretholdt af hele Israel »til at være Herrens profet« (1 Sam 3:20).
Israel var, eller så ud til at være, taget tilbage i Guds nåde og de vendte tilbage til og opretholdt igen den fuldstændige profetiske ledelse, som de hverken havde kendt – eller ønsket – siden Josvas død. Og sikke en virkning denne tilbagevenden til profetisk lederskab havde på deres velstand.
Under Samuels ledelse som profet og dommer slog Jahve og »tordnede med en stor torden« over Israels fjender (1 Sam 7:10). Historisk set fulgte triumf og fremgang, så længe Israel gav agt på Jahves råd gennem sine profeter.
Men til sidst – og denne del forbløffer mig – blev Israel træt af Samuels ledelse som dommer. De betragtede ham og hans lederskab som gammeldags og ude af takt med tiden. Israels ældste sagde decideret til ham: »Du er gammel« (1 Sam 8:5). Og for dem var tanken om en dommer også det, selvom han også var profet. Det var på tide at afvise gejstlige anakronismer og tilegne sig verdens mere moderne veje. Tiden var inde til en konge.
»Sæt dog en konge til at herske over os, ligesom hos alle de andre folk,« råbte de (1 Sam 8:5), og det lærer os, at vi bør være forsigtige med, hvad vi ønsker os, for det er sandsynligt, at vi får det. Da Samuel bad om denne anmodning, sagde Jahve til ham: »Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge« (1 Sam 8:7).
Som nævnt ovenfor var det selvfølgelig ikke første gang, at Israel havde vist foragt for Jahve og hans profeter.
»Nu gør de mod dig, nøjagtig som de har gjort mod mig; fra den dag jeg førte dem op fra Egypten til i dag, har de svigtet mig og dyrket andre guder,« sagde Herren til Samuel (1 Sam 8:8). Og i en retskaffen demonstration af retfærdighed sagde Herren til ham, at han skulle føje dem (1 Sam 8:9), men advare folket mod uretfærdige kongers veje.
Samuel velsigner Saul, English School (19th Century), Look And Learn / Bridgeman Images
Samuel adlød og forudsagde magtmisbrug og trusler mod familie og ejendom. Da han fortalte Israel, at deres ønske var blevet opfyldt, advarede han i en profeti:
»Til den tid skal I komme til at råbe til Herren på grund af jeres konge, som I selv har valgt; men da vil Herren ikke svare jer.
Men folket ville ikke høre på Samuel. ›Nej,‹ sagde de, ›vi vil have en konge over os,
så vi kan få det ligesom alle de andre folk. Vores konge skal herske over os og rykke ud i spidsen for os og føre vore krige‹« (1 Sam 8:18-20).
Det smerteligt ironiske ved dette er, at de allerede havde en konge, som gik foran dem og udkæmpede deres slag. Han var Jahve, alles konge, men de ville ikke længere have Jahve til at herske over dem. De ville ikke længere have ham til at udkæmpe deres kampe. Og i overensstemmelse med temaet i så mange lektier i historien kom der smertefulde konsekvenser, da det var blevet for sent at undgå dem. Folket beklagede sig senere således: »For til alle vore synder har vi føjet det onde at kræve en konge« (1 Sam 12:19).
Verdens tillokkelser
Som medlemmer af det selv samme Israels hus, sådan bredt defineret, er vi blevet befalet ikke at være ligesom andre mennesker, ikke at være helt ligesom verden. Men ligesom Guds folk på Samuels tid, trækkes der hårdt i os for at følge dem, der følger lavere veje, dem, der har ladet sig overvinde af verdslig adfærd eller tro.
»For sande troende,« bemærkede ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum, »har verdens tant og fjas – med dens fornøjelser, magt, ros, penge og anseelse – altid været der. Men i vor tid er mange nyttige hjælpeanordninger blevet sat ud af spillet eller ødelagt. Desuden markedsføres verdens skadelige elementer ved hjælp af den omsiggribende teknologi og støttes af et bombardement af mediedækning, så det kan nå ud til hvert eneste hjem og landsby.«1
Og hvad er nogle af denne »verdens skadelige elementer«? Se jer omkring. Dyrkelse af berømthed, materialisme, egennytte og visse elementer af mode truer – i sød, almen gammeldags hedonisme – vores åndelige følsomhed, hver gang vi tænder for fjernsynet, foretager en søgning online eller træder ud af hoveddøren.
Vi er blevet kaldet til at skille os ud fra de ugudelige (se Alma 5:57) og til at være åndeligt hævemiddel for verdenen uden at blive åndeligt udjævnet af den.
»Når mennesker siger til os: ›I er ikke ligesom os‹, svarer vi, ›det ved vi; og det ønsker vi heller ikke at være‹« sagde præsident John Taylor (1808-1887). »Vi ønsker at være som Herren, vi ønsker at sikre os hans yndest og godkendelse og leve under hans smil og at anerkende, ligesom det gamle Israel gjorde ved en bestemt lejlighed: ›Herren er vor Gud, vor dommer og vor konge, og han skal regere over os.‹«2
Ved åbenbaring befaler Herren os at »lægge denne verdens ting til side og søge dem, der hører en bedre til« (L&P 25:10). Vi har hjælp til den opgave. For selvom vi lever i en forvirret, stridbar og tumultarisk verden, behøver vi på grund af guddommelig vejledning ikke at leve »uden Gud i verden« (Mosi 27:31).
Vejen til sikkerhed
Med kappen i vores apostolske tjenestegerning hvilende på os erklærer vi for verden, at Jesu Kristi genoprettede kirke ledes af profeti, seerrolle og åbenbaring.
Da jeg har tjent i De Tolv Apostles Kvorum i næsten tre årtier, kan jeg vidne om, at de vise mænd, der leder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, har en forståelse af moralske og sociale spørgsmål, der overgår enhver tænketank eller hjernetrust på jorden. Vores liv, rejser og bredden i vores baggrund giver os et syn på verdenen, som få andre oplever.
Når vi sammendrager den kollektive erfaring i vores apostolske tjenestegerning, så kan vi erklære for verden, at Jesu Kristi genoprettede kirke ledes af profeti, syn og åbenbaring. Det lys, der kommer fra den guddommelige vejledning, vil vejlede det nutidige Israel igennem de åndelige og fysiske farer i en mørk verden.
»Hver gang jeg har valgt at vente med at følge inspireret vejledning eller besluttet, at jeg var en undtagelse, har jeg erfaret, at jeg havde bragt mig selv i fare,« har præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, sagt. »Hver gang jeg har lyttet til profeternes vejledning, følt det bekræftet gennem bøn og så har fulgt det, har jeg erfaret, at jeg bevægede mig i sikkerhed.«3
Intet anliggende ligger profeter mere på sinde end at lede Guds børn til Frelseren Jesus Kristus, der, ligesom han gjorde for de villige og lydige i fordums tid, bringer dem til det forjættede land. Men at udsætte lydighed mod profetiske råd eller afvise dem er at sætte vores liv i fare.
Tiden, for at folket skulle omvende sig, kom, før Noa hamrede sit første søm i det, der skulle blive til arken. Tiden, for at israelitterne skulle huske deres pagt med Jahve, var inde, før Moses steg ned fra Sinajbjerget og knuste stentavlerne. For Samuels samtidige kom tiden til at afvise tanken om en konge, før Samuel advarede dem om deres ukloge krav.
I vore dage har Herren sagt om sin salvede:
»I skal … give agt på alle de ord og befalinger, som han giver jer, efterhånden som han modtager dem, idet han vandrer i al hellighed over for mig;
for hans ord skal I tage imod i al tålmodighed og tro, som kom det fra min egen mund« (L&P 21:4-5).
En profet i vore dage
Som en del af en tur rundt i otte lande hilser præsident Nelson og ældste Holland sammen med deres hustruer på de hellige i Hong Kong i Kina den 21. april 2018.
Foto: Pitipat WongPraSert
Som det gjaldt for Samuel er nutidige profeter, seere og åbenbarere visdomsmænd, hvoraf meget af den visdom kun kan erhverves med alderen. Præsident Russell Marion Nelson er 97 år. Når vi ser på hans inspirerede lederskab, er der ingen tvivl om, at vi har en profet i Israel. Overvej blot disse få eksempler på hans kærlige råd og vejledning:
-
Præsident Nelson har kaldet os til at »øge [vores] åndelige evne til at modtage åbenbaring«, og advaret om, at det ikke vil »være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.«4
-
Han har ledt Kirken til at implementere »en nyere, mere hellig tilgang til at udvise omsorg og betjene andre.«5.
-
Han har ledt os gennem en pandemi og hjulpet os til at tilpasse os »en kirke centreret om hjemmet, som støttes af det, der foregår i vores grenes, menigheders og staves bygninger.«6.
-
Han har fokuseret vores søndagsgudstjeneste på nadveren og vores opførsel om søndagen på at holde sabbatsdagen hellig.7
-
Han har fremskyndet tempeltjeneste og bekendtgjort opførelse af mere end 80 nye sidste dages templer.
-
Han har bedt os om »atter at anvende Herrens kirkes rette navn« og lovet os at »han, hvis kirke det er, [vil] udøse sin kraft og sine velsignelser over de sidste dages helliges hoveder på måder, som vi ikke før har set.«8
-
Han har bedt os om at »[opleve] den styrkende kraft i daglig omvendelse – at gøre det og blive lidt bedre hver dag.«9
-
Han har opfordret de hellige til at »høre ham«, hvilket er et »mønster for succes, lykke og glæde i dette liv.«10
-
Han har udsendt en tohundredårsproklamation til verden og opfordret alle til at vide, »at himlene er åbne« og »at Gud gør sin vilje kendt for sine elskede sønner og døtre.«11
-
Han har opfordret de hellige til at »[favne] fremtiden med tro« på Herren Jesus Kristus, som »åbner for Guds kraft i vores liv«.12
Præsident Nelson har sagt: »Profeter ser fremad. De ser de oprivende farer, som modstanderen har placeret eller vil placere på vores vej. Profeter forudser også de store muligheder og privilegier, der venter dem, der lytter i den hensigt at adlyde.«13
Jeg vidner om, at præsident Nelson blev forudordineret til at blive udkigspost på tårnet (2 Kong 9:17) i vor tid:
Vi synger med rungende begejstring salmen »Israel, Israel, Gud nu kalder«.15 Må vi som sidste dages hellige besvare det kald, ligesom drengen Samuel gjorde det på sin vej mod at tjene i modenhed som Guds profet: »Tal, Herre; for din tjener hører« (1 Sam 3:9; se også v. 10).