De første søstermissionærer

Billede

Inez Knight og Jennie Brimhall

Da hendes skib dampede ind i havnen i Liverpool i England, så den 21-årige Inez Knight sin storebror William på kajen, der ventede i en gruppe med andre missionærer. Det var den 22. april 1898. Inez og hendes missionærkammerat, Jennie Brimhall, ankom til Den Britiske Mission, som de første enlige kvinder, der var indsat som »kvindemissionærer« for Kirken. Ligesom Will og de andre ældster skulle de prædike ved gademøder og gå fra dør til dør og sprede Jesu Kristi gengivne evangelium.¹

I tidligere årtier havde Louisa Pratt, Susa Gates og andre gifte kvinder tjent på vellykkede mission side om side med deres ægtemænd, selvom de ikke havde fået officielle missionskald. Ledere i Hjælpeforeningen og Unge Damers Gensidige Uddannelsesforening (YLMIA, nu kendt som Unge Kvinder) havde desuden været gode ambassadører for Kirken på steder som verdensudstillingen i 1893. Og mange unge, ugifte kvinder havde fået erfaring med at undervise og lede ved YLMIA-møder, hvilket forberedte dem til at forkynde Guds ord.²

Da Inez var blevet genforenet med Will, gik hun med ham og Jennie til missionens hovedsæde, en fire-etagers bygning, som de hellige havde brugt siden 1850’erne. Der mødte de præsident McMurrin. »Jeg vil gerne have, at I hver især forstår, at I er blevet kaldet hertil af Herren,« sagde han. Da han talte, følte Inez for første gang det store ansvar, der lå på hendes skuldre.³

Den næste dag ledsagede hun og Jennie præsident McMurrin og andre missionærer til Oldham, en industriby øst for Liverpool. Om aftenen dannede de en rundkreds på et travlt gadehjørne, bad en bøn og sang salmer, indtil en stor skare dannede sig omkring dem. Præsident McMurrin bekendtgjorde, at der ville blive afholdt et særligt møde den følgende dag, og han opfordrede alle til at komme og høre forkyndelse fra »virkelige, levende mormonkvinder«.

Da han sagde dette, følte Inez sig syg. Hun var nervøs for at tale til en stor folkemængde. Men da hun stod blandt missionærerne i deres silkehatte og sorte jakkesæt, havde hun aldrig været mere stolt af at være sidste dages hellig.⁴

Den næste aften rystede Inez af skræk, mens hun ventede på, at det blev hendes tur til at tale. Da folk havde hørt forfærdelige løgne om sidste dages hellige kvinder, var de nysgerrige omkring hende og de andre kvinder, der talte ved mødet. Sarah Noall og Caroline Smith, en af missionærernes hustru og svigerinde, talte først til forsamlingen. Inez talte så til trods for sin frygt og blev overrasket over, hvor godt hun klarede sig.

Inez og Jennie fik snart til opgave at arbejde i Cheltenham. De gik fra dør til dør og vidnede ofte ved gademøder. De tog også imod invitationer til at mødes med folk i deres hjem. Lytterne behandlede dem almindeligvis godt, selvom nogle folk nogle gange gjorde grin eller beskyldte nogen dem for at lyve.

Inez og Jennie håbede på, at de ville se flere kvinder tage på mission. »Vi føler, at Herren velsigner os i vores forsøg på at mildne fordomme og sprede sandheden,« rapporterede de til missionsledere. »Vi stoler på, at mange af de værdige unge kvinder i Zion vil få lov til at nyde det samme privilegium, som vi nu har, for vi føler, at de kan gøre megen gavn.«^5.