Ældste Ezra Taft Benson besøger hellige i Polen

Af Det Første Præsidentskab fik ældste Benson fra De Tolv Apostles Kvorum til opgave at føre tilsyn med Kirkens nødhjælpsindsats i Europa efter Anden Verdenskrig. På 11 måneder rejste han mere end 96.000 km. Bag ham ligger Warszawa i Polen i ruiner.

En kølig søndag aften i sommeren 1946 kørte Ezra Taft Benson og to rejsefæller langs de stille gader i Zełwągi i Polen. Ujævne veje og kraftig regn havde plaget de rejsende hele dagen, men det dårlige vejr var endelig overstået, da mændene nærmede sig deres destination.

Zełwągi havde engang været en del af Tyskland og havde været kendt som Selbongen. Men de nationale grænser var blevet ændret efter krigen, og meget af Central- og Østeuropa var blevet kommer under indflydelse fra Sovjetunionen. I 1929 havde den blomstrende gren i Selbongen bygget den første kirkebygning for Sidste Dages Hellige i Tyskland. Men efter seks års krig havde de hellige i landsbyen knap nok overlevet.¹

Det faktum, at ældste Benson overhovedet var i Polen, føltes som et mirakel. Uden telefonlinjer i Polen havde han og hans kolleger kæmpet for at kontakte embedsmænd, der kunne hjælpe dem med at ordne papirarbejdet for at komme ind i landet. Først efter megen bøn og gentagen kontakt med det polske styre var apostlen i stand til at få de nødvendige tilladelser.²

Da jeepen nærmede sig den gamle kirkebygning i Zełwągi, havde de fleste mennesker på gaderne spredt og skjult sig. Ældste Benson og hans kammerater stoppede bilen foran bygningen og steg ud. De præsenterede sig for en kvinde i nærheden og spurgte, om de havde fundet de sidste dages helliges kirkebygning. Kvindens øjne fyldtes med tårer af lettelse. »Brødrene er her!« råbte hun på tysk.

Straks kom folk ud bag lukkede døre og græd og lo af glæde. De hellige i Zełwągi havde været ude af kontakt med Kirkens øverste ledere i tre år, og den morgen havde mange af dem fastet og bedt om et besøg fra en missionær eller kirkeleder. I løbet af nogle få timer samledes omkring hundrede hellige for at høre apostlen tale.

Da ældste Benson talte til de hellige, trådte to bevæbnede polske soldater ind i kirkesalen. Menigheden blev stiv af skræk, men apostlen bad soldaterne om at tage plads forrest i lokalet. I sin tale fremhævede han vigtigheden af frihed. Soldaterne lyttede opmærksomt, blev siddende på deres pladser til afslutningssangen og tog af sted uden, at der skete mere. Bagefter mødtes ældste Benson med grenspræsidenten og efterlod mad og penge til de hellige og forsikrede dem om, at der var mere hjælp på vej.³

Kort tid efter skrev ældste Benson til Det Første Præsidentskab. Han blev opmuntret af at se Kirkens hjælp nå de hellige i Europa, men var bekymret for de vanskeligheder, som de hellige stadig stod overfor.

»Måske vil de mange fordele ved Kirkens store velfærdsprogram for disse og vores andre hellige i Europa aldrig blive kendt,« skrev han, »men mange liv er uden tvivl blevet skånet, og mange af vores hengivne medlemmers tro og mod er blevet styrket betydeligt.«⁴