En dag ad gangen

Casey Paul Griffiths fra Utah i USA

Vi er taknemlige for de vidunderlige medlemmer af vores menighed, som hjalp os med vores autistiske søn.

Da vores søn Josva var 18 måneder gammel, lagde vi mærke til anderledes ting i hans opførsel. Josva kunne fremsige næsten hvert eneste ord i hver sang i de tv-udsendelser, han så, men han var sen til at lære at tale. En dag sagde min svigermor, at Josva viste tegn på autisme. Specialister fortalte os det samme.

Min hustru, Elizabeth, fordybede sig i litteratur om autisme. Hun tilmeldte også Josva programmer, der kunne hjælpe ham. Hun var fast besluttet på, at han skulle have den bedst mulige begyndelse på livet, som vi kunne give ham.

Når jeg var stresset over fremtiden, beroligede Elizabeth mig. Hun fortalte mig, at vi var nødt til at tage tingene en dag ad gangen.

»Vi er nødt til at værdsætte alt det nye, Josva lærer, i stedet for at fokusere på alt det, vi ikke ved om fremtiden,« sagde hun.

Som Josva voksede op, blev han uregerlig i kirken. For at forhindre at han forstyrrede i Primary eller skadede de andre børn holdt jeg ham på skødet. Han kæmpede, kradsede og forsøgte at vriste sig fri fra mig i alle tre kirketimer. Jeg kom ofte knust og udmattet hjem.

»Hvorfor lader vi ham ikke bare blive hjemme fra kirke og skiftes til at blive hos ham?« foreslog jeg.

»Hvis vi ikke bliver ved med at tage ham med,« svarede Elizabeth, »vil han lære, at hvis han opfører sig sådan, får han lov til at komme væk fra kirken.« Jeg vidste, at hun havde ret.

En dag sagde moderen i en anden familie med et autistisk barn til mig: »Når Josva bliver otte og får Helligånden, vil det blive nemmere med ham!«

Jeg tvivlede på hendes ord, men da han blev otte, modtog han Helligånden og det blev nemmere – i hvert fald lidt.

Da Josva blev ældre, modtog han præstedømmet. Han omdelte nadveren, og han lærte vigtigheden af tjeneste. Medlemmerne af hans præstedømmekvorum lærte en dans til en 80’er-musikvideo med Josh og optrådte med den til en menighedsfest.

Vores menighed var vidunderlig for Josh. Medlemmerne smilede, da han omdelte nadveren, mens han dansede et par 80’er-dansetrin.

Josh er 17 år nu. Han er en dygtig musiker, der skriver sange. Han elsker at optræde og står ofte på scenen i et skole- og lokalteater.

Vi er taknemlige for at være Josvas forældre og fortælle om hans rejse. Vi er ikke sikre på, hvad fremtiden vil bringe, men vi har forpligtet os til at leve fuldt ud sammen med ham hver dag.