Vidnesbyrd i medgang og i modgang

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i livet oplever både medgang og modgang, sejre og nederlag. Igennem årene har jeg fået mange vidnesbyrd og har modtaget mange velsignelser, bl.a. igennem slægtsforskning og tempeltjeneste for mine egne og andres forfædre.

Jeg er født i København i sommeren 1956 som nr. 2 i rækken af 4 børn i min familie og er vokset op i Vanløse.

Kirken og evangeliet kom ind i vores familie, da jeg var ca. 4-5 år gammel igennem mine forældres nære venner, der var som familie for mig. Jeg kunne dog godt have været 4. generations medlem af Kirken igennem min mormor og oldemor, da de kom i kirken, mens min mormor var barn og ung. I 1964 begyndte jeg at komme i Kirken – først i juniorsøndagsskole og senere i Primary om onsdagen.

I december i 1967 overværede jeg en dåb i kirken, og da blev jeg klar over, at jeg selv skulle døbes. Da vi kom hjem, sagde jeg til mine forældre, at nu var det min tur til at blive døbt. Ingen havde tidligere nævnt det eller spurgt mig om det. Der blev arrangeret missionærlektioner til mig, og den 3. februar 1968 blev jeg døbt. Til dåbsmødet fik jeg mit første rigtige vidnesbyrd – en dejlig varm følelse i hele kroppen – en bekræftelse på, at det, jeg gjorde, var det helt rigtige.

Dog i 1974 ændrede mit liv sig gradvist. Jeg havde fået at vide, at hvis jeg ville, kunne jeg komme på mission, betalt af et eller flere medlemmer i kirken. Men det var i samme periode, hvor jeg glemte at bede mine personlige bønner, og min aktiviteter i kirken var dalende. Jeg mente på det tidspunkt, at jeg nok vidste bedst selv, hvad der skulle ske i mit liv. Året efter blev jeg i stedet gift. Vi fik en dejlig søn, Johnny, men »lykken« brast. Jeg blev i stedet alene i en periode og måtte genfinde mig selv.

Jeg var klar over, at jeg også måtte gøre op med mit forhold til min himmelske Fader. En sommerdag, hvor jeg var alene på kontoret, overvejede jeg meget kraftigt mit forhold til Kirken og min himmelske Fader, hvor jeg vægtede for og imod. Mens jeg prøvede at forestille mig, hvordan det ville blive at forlade Kirken, var det som om, at der var noget som forlod mig – det føltes som noget beskyttende, der forsvandt, og jeg følte mig pludselig »alene«. Jeg blev klar over, hvad der var ved at ske, så jeg vidste, at jeg skulle genfinde mit forhold til min himmelske Fader. Da jeg havde taget denne beslutning, kom der en følelse af tryghed til mig igen. Det var et stor vidnesbyrd for mig.

I oktober 1977 flyttede jeg til Odense, hvor min forældre og to yngre søskende et halvt år tidligere var flyttet til, for at begynde forfra. Her mødte jeg Anette og »amoriner« opstod. Vi blev gift, og igennem årene har vi fået 5 dejlige børn – Linda, Zacharias, Luna, Lonnie og Lucas.

I november 2021 holdt jeg en tale i kirken til et nadvermøde, hvori jeg bl.a. sagde følgende:

»Vor himmelske Fader har ikke lovet, at noget skulle være let, men han har lovet os, at han vil være ved vores side, og at han vil støtte os og guide os igennem livet, når vi holder os til ham, og, når det virkelig gælder, endda bane vejen for os.«

Lidt vidste jeg, at det var det, vi kom ud for den 24. januar 2022, da vi blev ringet op og fik at vide, at Johnny var gået bort, grundet en blodprop i den ene lunge. Da kom der mange tårer i mine øjne. Under et ophold i tårerne, fik jeg en følelse af at blive »omfavnet og trøstet«, og det føltes som om, at »jeg er hos dig«. Jeg følte, at jeg blev trøstet af min himmelske Fader, og at han var der for mig. Det var et stor vidnesbyrd for mig.

I det samme sagde min kærlige og bedre halvdel, Anette, til mig, at nu kunne jeg udføre ordinancer i templet for Johnny, der ikke er vokset op i Kirken. Johnny blev godt nok døbt og bekræftet som medlem af Kirken, da han var 13 år gammel, men havde aldrig nået at modtaget præstedømmet eller at have været igennem templet.

I uge 33 tog Anette og jeg til templet i København, hvor jeg bl.a. kunne udføre stedfortrædende ordinancer for Johnny. Det var overvældende, men en meget stor oplevelse for mig og en stor glæde. Jeg ved, at min himmelske Fader var med mig, og jeg er ham evig taknemmelig.

Selv om vi måske en gang imellem føler os langt nede, så er det meget vigtigt, at vi holder os til vor himmelske Fader. Vi forstår måske ikke altid, hvorfor tingende sker eller er, som de er, men vor himmelske Fader har en plan for os. Han elsker os og vil os det bedste. Han sendte os sin enbårne søn, Jesus Kristus, for at vise os vejen og lide døden for os.