Pas på!!

Om aftenen den 23. juli 1991 var ældste Charles Larsen og jeg på vej hjem fra Auckland International Airport, efter at have sat en hjemvendende missionær af. Det var vinter i New Zealand, og det havde regnet i flere dage.

Jeg kørte bilen hen mod den store Harbour Bridge, der forbinder Auckland med Takapuna. Da vi nærmede os et sving på den nederste del af broen, kørte en lille bil meget hurtigt forbi os. Da den hurtigtkørende bil begyndte at dreje, mistede føreren herredømmet på den våde overflade. Bilen svingede fra side til side, slog et sving til venstre og derpå hårdt mod højre, så den ramte en cementkant, der hindrede den i at styrte ud over broen og ned i havnen.

Bilen blev kastet tilbage fra muren, rullede rundt og stoppede så. Rystet over det, vi netop havde set, kørte jeg ud på midterstriben og slog katastrofeblinket til. Instinktivt sprang ældste Larsen og jeg begge to ud for at se, om vi kunne hjælpe. Inden vi nåede hen til bilen, kravlede en mand ud af en knust rude og klatrede ned ad broen til vandkanten, hvor han forsvandt i mørket. Vi råbte på ham, men han svarede ikke.

Jeg gik hen til den lille, smadrede bil, som lå på siden med passagersiden opad. Ruden var væk, så jeg klatrede delvis ind i den for at se, om der var andre derinde. Pludselig hørte jeg en høj og tydelig stemme, der sagde: »Pas på!« Stemmen forskrækkede mig, så jeg sprang ud af bilen. Næsten i samme øjeblik kom endnu en bil farende om hjørnet og ramte den knuste bil, som jeg netop havde lænet mig ind i.

På grund af svinget og cementklodsen kunne modkørende bilisterne ikke se bilvraget foran dem. Flere andre biler kørte op i den første. Ældste Larsen og jeg skyndte os ud i svinget, hvor vi vinkede med armene for at standse andre bilister. Kort efter kom politiet, og vi fik at vide, at den forulykkede bil var stjålet.

Da vi kom hjem, kom jeg til at tænke på, hvor tæt jeg havde været på døden, og jeg takkede ældste Larsen, fordi han havde advaret mig om bilen, der kom. Han så overrasket på mig og sagde: »Ældste Soelberg, jeg sagde ikke noget. Jeg var ikke lige i nærheden af dig og havde slet ikke set den bil, der kom om hjørnet.«

Vi sad stille et øjeblik og følte en overvældende taknemlighed. Den aften knælede vi og takkede vor himmelske Fader for den advarsel, som bogstaveligt havde reddet mit liv. Siden den oplevelse har jeg adskillige gange båret vidnesbyrd om betydningen af at være modtagelig over for Herrens Ånd og lytte til hans røst.